Morgen
0

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Bo Foged voksede op i et udsat område: Nu styrer han Danmarks største pengetank | Imagemåling: Nykredit Bank tordner frem | Lars Løkke genopstiller som Venstre-formand

Bo Foged, den nye adm. direktør i Danmarks største pengetank, ATP. Foto: Stine Bidstrup.

GODMORGEN

For første gang stiller Bo Foged, der skal styre landets største pengetank, op til et stort interview. Vi har talt med den nye ATP-direktør om opvæksten i Urbanplanen og det ansvar, der følger med, når man pludselig skal varetage 900 mia. kr. Og så kigger vi nærmere på de danske bankers image og omdømme, der mildt sagt svinger. Her får du et nyhedsoverblik.

Nyheder

Bo Foged voksede op i et udsat område: Nu styrer han Danmarks største pengetank

Kort før sommerferien blev Bo Foged udpeget som ny permanent direktør i ATP – alle danske lønmodtageres tvungne pensionskasse og landets største pengetank med næsten 900 mia. kr. på kistebunden. Nu taler han ud om opvæksten, der har givet ham en helt særlig ballast i jobbet som ATP-direktør.

Bo Foged, som blev udpeget som ny adm. direktør i Danmarks største pengetank, ATP. Foto: Stine Bidstrup.

Imagemåling: Nykredit Bank tordner frem

Det går hastigt fremad for Nykredit Bank, som er årets højdespringer i analysehuset Voxmeters årlige måling af bankernes image og omdømme. Danskerne kårer Arbejdernes Landsbank som banken med landets bedste image, mens det til gengæld går ned ad bakke for mange andre, herunder Nordea, som isoleres i bunden.

Lars Løkke genopstiller som Venstre-formand. Lars Løkke Rasmussen vil bede Venstres hovedbestyrelse om at fremrykke Venstres landsmøde fra d. 16.-17. november til afholdelse inden Folketingets åbning for at være klar til den nye politiske sæson. »Så vi ved, hvad den politiske linje er, og hvem der skal stå i spidsen for den.«

Lars Løkke Rasmussen genopstiller til formandsposten ved Venstres landsmøde i efteråret. Det skrev han søndag aften på sin Facebook-profil. Arkivfoto.

Mere end hver fjerde obligation giver nu negativ rente. Danske obligationsinvestorer jager afkast i en verden, hvor en stor del af de europæiske statsobligationer nu har negativ rente, og mængden bare vokser og vokser.

Santa Fe er raget uklar med økonomisk livline. Fremtiden er blevet endnu mere usikker for nødlidende Santa Fe. Selskabets økonomiske livline mener, at Santa Fe har brudt sine gældsforpligtelser.

Vrede kunder sagsøger bitcoin-firma. 83 tidligere kunder hos den norske bitcoin-platform Bitcoins Norge sagsøger nu virksomheden for et millionbeløb. Sagen har endnu engang rejst tvivl om sikkerheden ved at investere i kryptovalutaer. (Dagens Næringsliv)

Trump vil hæve toldafgifter endnu højere. Først gjorde han ingenting. Så hævede han endnu engang afgifterne på kinesiske importvarer. Så gav han udtryk for fortrydelse, men nu viser det sig, at det eneste, den amerikanske præsident fortrød, var, at han ikke havde hævet toldafgifterne endnu mere. Handelskrigen med Kina tog endnu en drejning over weekenden. (Bloomberg)

3D-bagagescannere kan aflive restriktioner på væske. Nye 3D-scannere i lufthavnen kan scanne passagerernes håndbagage mere præcist, og derved kan man gøre det muligt at medbringe væske ombord på fly igen. I Storbritanninen forventer regeringen, at alle lufthavne vil have de nye scannere inden udgangen af 2022. (BBC)

Speditører venter hård opbremsning. Danmarks største transportvirksomheder kører godt - selv i turbulente tider. Men usikkerheden kan spolere festen, spår flere topchefer. (Børsen - betalingsartikel)

Gik du glip af...

Køberne står i kø, men bankerne siger nej. Det skulle have været et hurtigt forårssalg af penthouselejligheden i den hippe del af Vesterbro i København. Men fire måneder og 30-40 ivrige købere senere står andelslejligheden gabende tom med til salg-skiltet oppe hos Peter Heiberg, der som mange andre er kommet i klemme pga. nye finansieringsregler og dermed ikke kan sælge sin andelsbolig midt i København.

Peter Heiberg er kommet i klemme pga. nye finansieringsregler og kan ikke sælge sin andelsbolig midt i København. Foto: Stine Bidstrup.

Indsigt

Da sommeren 2019 var i sin spæde begyndelse, tog Turid F. Arge et spring. Bogstaveligt talt. Med udsigt til Københavns Havn hoppede hun ud fra en kran 69 meter over vandet. Et skridt ud i det ukendte uden at vide, om det kan briste eller bære. Det kender den 37-årige færing alt til. Hun er en af de få, der har haft ikke mindst modet til at nå toppen af den danske finanssektor.

Turid F. Arge er del af topledelsen i Banknordik. Foto: Stine Bidstrup.

Finans fakta

Når aktiemarkedet svinger meget, kan det som investor være rart at kigge nærmere på, hvordan andre investerer deres penge. Vil man gøre som de amerikanske storinvestorer, er det disse 10 aktier, man skal have i sin portefølje.

Microsoft og Amazon er de mest elskede aktier hos de amerikanske storinvestorer, der stadig favoriserer teknologi. Grafik: Finans.

Dagens profil

»Alt, hvad chefen sagde, var lov. Og man gik først hjem, når chefen var gået«. 14 år gammel var Thomas Honoré indkvarteret på et hotel i Tokyo. Turen var en konfirmationsgave fra forældrene, der drev et firma med eksport af fødevarer til hele verden. Så Tokyo var ikke bare ferie. Der var indlagt opgaver på vegne af firmaet. Thomas Honoré, som fylder 50 år i dag, har arbejdet i store amerikanske selskaber. Men han fandt sig først for alvor til rette, da han blev topchef i Columbus.

Thomas Honoré har tidligere cyklet meget og involverede sig i velgørende løb som Rynkeby og Hjælperytterne. I dag satser han på crossfit. »Så render vi rundt ude i en skov og spiller tosset,« siger han.  Foto: Carsten Bundgaard.

Dagens tal

196

Den danske advokat Jeffrey Galmond, der bor i Schweiz, indleder mandag endnu et kapitel i sit mangeårige slagsmål med de danske skattemyndigheder. Taber han sagen, koster det ham et skattesmæk på 196 mio. kr.

Debat

Der er absolut grund til at være bekymret for væksten. Handelskrig, kollapsede renter, svage væksttal og dystre udsigter. Der er nok årsager til at frygte en snarlig økonomisk afmatning, skriver Helge J. Pedersen, cheføkonom i Nordea, i sin seneste klumme.

Det sker denne uge

Efter en uge med masser af kvartalsregnskaber bliver der lidt mere stille på den front i uge 35. SAS, Arla og Sydbank kommer med regnskab, mens Pandora vil markere sig i Los Angeles. Samtidig kan ugen måske byde på lidt mere nyt om briternes farvel til EU. Der er i hvert fald flere punkter i ugens kalender, som handler om brexit. Her er, hvad ugen bringer.

PS...

En af USA's dyreste grunde er netop blevet solgt for en slik. Hvordan kunne det gå til? Grunden med kaldenavnet »The Mountain« - eller »bjerget« på dansk - blev udbudt til en milliard dollars. Den gik for en brøkdel.

BRANCHENYT
Læs også