Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Blue Ocean Robotics runder milliardværdi i ny investorrunde | Erhvervslivet advarer: Recession vil ramme Danmark hårdt | Serieiværksætter sælger sit hjertebarn

GODMORGEN

Danmarks største erhvervslobbyorganisation, DI, har nu officielt fået ny mand ved roret. Finans giver dig her DI-topchef Lars Sandahl Sørensens tanker om fremtiden, ligesom du kan få fortællingen om endnu en stor dansk robotsucces.

Nyheder

Robotsucceser på samlebånd: Blue Ocean Robotics runder milliardværdi i ny investorrunde

Blue Ocean Robotics er nu en milliard kroner værd og i gang med ny kapitalrejsning. Værdien er mere end tredoblet på et år, siger investor Peter Warnøe. Her er fortællingen om, hvordan Blue Ocean Robotics fik sat roboteventyret i system.

Erhvervslivet advarer: Recession vil ramme Danmark hårdt

Den nye topchef i DI, Lars Sandahl Sørensen, er nervøs for dansk økonomi i lyset af handelskrigen og brexit. Der er ikke meget at stå imod med fra politisk side, hvis nedturen kommer, lyder advarslen fra Sandahl Sørensen, hvis verdenssyn er formet af en lang karriere i udlandet og i virksomheder i benhård, international konkurrence.

Lars Sandahl Sørensen har overtaget direktørposten i DI efter Karsten Dybvad, der forlod organisationen for at blive ny bestyrelsesformand i Danske Bank. Illustration: Anders Thykier

V-kerneland trækker tæppet væk under Løkke og Jensen. Der er brug for en ny formand - og en ny næstformand. Det blev konklusionen, da Venstres kommuneformænd i Region Midtjylland mandag aften var samlet på Pårup Kro i Engesvang for at drøfte situationen i partiet. (JP)

Dyrby stopper for B.T. i løssalg på hverdage: »Hvis ikke vi gjorde det, ville vi løbe ind i store udfordringer«. Fra årsskiftet vil BT i stedet satse på sin gratis udgave. En melding, der skabte begejstring hos Ekstra Bladets chefredaktør.

Serieiværksætter sælger sit hjertebarn: »Jeg er blevet økonomisk uafhængig resten af livet«. Toke Kruse har nu solgt sin regnskabsplatform Billy til danske Ageras, som driver Europas største markedsplads for regnskabsydelser.

Toke Kruses selskab Billy omsatte for et mindre tocifret millionbeløb i 2018. Foto: Stine Bidstrup

Store værdier er smuldret i Santa Fe: »Det er uden for normal fatteevne,« lyder den hårde kritik fra investeringsøkonom Per Hansen, ligesom der lyder skarp kritik fra aktionær Thor Stadil. Den svenske kapitalfond Proventus mener, at Santa Fe har brudt sine lånebetingelser og kræver hurtig handling fra bestyrelsen.

Rentefald nærmer sig rekordbøgerne: »Der er ingen bund i rentemarkederne«. Dette års fald i den effektive rente på den 30-årige realkreditrente er nemlig så stort, at det er på tærsklen til at skrive sig ind i historiebøgerne.

Kendte topchefer går sammen i nyt firma. Fem af dansk erhvervslivs mest profilerede personer har for nylig stiftet et selskab sammen.

Wammens kasseeftersyn viser hul på 3,5 mia. kr. Der kan komme "ubetalte regninger" på bordet, når finansminister Nicolai Wammen tirsdag præsenterer sit "servicetjek" af de offentlige budgetter. (Børsen)

Gik du glip af...

Weekenden på Finans bød på en række gode historier, som du måske missede? Her er en samling interessant læsning til togturen, frokosten eller måske aftenkaffen.

  • Politik er hans seneste start-up: Succesiværksætteren Tommy Ahlers blev hentet ind som forskningsminister i 2018. Nu er ministerkontoret skiftet ud med ydmyge lokaler og et ordførerskab, men han bliver i politik og vil være med til at finde svarene på, hvordan Venstre generobrer nøglerne til Statsministeriet.
  • Bo Foged voksede op i et udsat område: Nu styrer han Danmarks største pengetank. ATP’s nye topchef taler ud om opvæksten, der har givet ham en helt særlig ballast i jobbet som ATP-direktør.
  • Køberne står i kø, men bankerne siger nej: Det skulle have været et hurtigt forårssalg af penthouselejligheden, men fire måneder og 30-40 ivrige købere senere, er den stadig til salg. Andelsboliger med høj gæld eller høj valuarvurdering har fået svært ved at opnå finansiering i bankerne. Købere får nej på stribe.

Der er langt fra ministerkontoret til Tommy Ahlers' nye kontor i en af Christiansborgs yderste kroge. Foto: Stine Bidstrup

Indsigt

Fremtidens supercomputer skal stå i Kina - og den vil forandre verden. Kvanteteknologien er kun lige begyndt sin lange march fra verdens forskningskældre til praktiske anvendelige produkter. Men den lover – eller truer – med at overhale nuværende computerteknologi på samme måde som en supercomputer udkonkurrerer en kugleramme.

Finans fakta

Derfor bør sundhedsministeren nævne private arbejdsgivere i sin aftenbøn. Brugen af sundhedsforsikringer buldrer frem, viser nye tal fra Forsikring & Pension.

På to år er antallet af lønmodtagere, der er dækket af de privattegnede ordninger, vokset med 154.000 personer. Grafik: Finans

Dagens profil

»Jeg tager ansvaret, mens medarbejderne får æren«. Sådan siger chefredaktør Nicolai Kampmann, hvis efternavn hænger uløseligt sammen med fagbevægelsen og Socialdemokratiet. Som søn af en tidligere minister og med en farfar, der indtog Statsministeriet, er det da også i det felt, Nicolai Kampmann har skabt sin journalistiske karriere. Nu fylder den adm. direktør og chefredaktør for medieplatformen A4 Medier 50 år.

Nicolai Kampmann voksede op i København, og i dag bor han med sin familie i Hvidovre. Foto: Claus Bonnerup

Dagens tal

2,5

Indonesien skal have ny hovedstad. På 10 år er den nuværende hovedstad, Jakarta, sunket 2,5 meter og risikerer at forsvinde helt i 2050, vurderer forskere. Samtidig kæmper byen med trafikkaos, forurening og overbefolkning, og derfor vil en af verdens mest folkerige nationer nu bygge en ny hovedstad.

Børs

De amerikanske aktier steg mandag, efter USA's præsident Donald Trump gydede lidt olie på de handelsvande, han selv havde pisket og rørt i ved at fortælle, at USA og Kina nu igen er på vej til forhandlingsbordet. Bedst gik det for teknologiaktierne i Nasdaq, som steg med 1,3 pct. Her er den seneste børsberetning.

Debat

Prøv at se fem år frem. Hvad ser du? Hvis A.P. Møller-Mærsk havde sat det lange lys på i 2014 – det rigtige lys – skulle koncernen have forudset at blive overhalet af DSV som landets mest værdifulde transportvirksomhed fem år senere? Verden udvikler sig skamløst uforudsigeligt på fem år. Så hvad skal vi bruge femårs-strategiplaner til, spørger kommentator Anders Heide Mortensen.

Det sker i dag

  • Erhverv: 2. kvartalsregnskaber fra Andersen & Martini, Euroinvestor, Brøndby IF, Copenhagen Capital, FirstFarms, NTR Holding og Royal Unibrew. 3. kvartals tal fra Per Aarsleff, RTX og SAS.
  • Politik: Finansminister Nicolai Wammen (S) holder pressemøde for at give en status på dansk økonomi. Alternativet holder sommergruppemøde i København.
  • Øvrigt: Københavns Byret ventes at tage hul på et stort sagskompleks, der handler om svindel med kviklån, og så holder DR pressemøde, hvor de vil præsentere efterårets tv-tilbud.

PS...

For første gang sælger kongehuset ud af sine skatte. Prins Henrik var en stor samler af asiatisk jadekunst og afrikanske masker - en samling, som består af ca. 6000 genstande. I dag sættes de første 2500 genstande på auktion hos Bruun Rasmussen, og du kan se samlingen lige her.

FINANS giver dig overblik
Erhvervslivet og verden er i forandring i disse dage, hvilket har betydet store omvæltninger og en stor strøm af nyheder. Vi udvælger hver dag de væsentligste erhvervsnyheder og samler dem i vores nyhedsbreve.
Tilmeld dig her
BRANCHENYT
Læs også