Morgen
0

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Boris Johnson & co. lider stort nederlag i Underhuset | Banker ignorerer kunders udsigt til tab på investforeninger | Jakob Ellemann-Jensen melder sig som formandskandidat og Venstres bud på en statsminister

Det britiske underhus tog sent tirsdag aften magten fra den britiske premierminister, Boris Johnson, i spørgsmålet om Storbritanniens udtræden af EU.

GODMORGEN

En række sager om alt lige fra mulig momsvig, piratkopiering og kviklån behandles i retssystemet, mens Storbritanniens premierminister Boris Johnson, som presses i Underhuset, mødes med USA´s vicepræsident, Mike Pence, i London for at snakke handelsaftaler efter brexit. Først starter vi dog med en opdatering på nyhedsfronten.

Nyheder

Storbanker: Risikoen for en hård brexit stiger dag for dag

I takt med at den britiske premierminister Boris Johnson presser på for at tvinge en brexit igennem, så vokser risikoen også for, at det sker uden en aftale med EU. En stribe storbanker har på det seneste løftet sandsynligheden for, at netop dette scenarie udspiller sig. Det gælder f.eks. Jyske Bank, der før Theresa Mays afsked som premierminister i maj kun satte sandsynligheden til et hårdt brexit til 20 pct. I juli, lige efter Boris Johnson kom til magten, røg den op til i underkanten af 40 pct. Nu er den over 40 pct. I går eftermiddags mistede de konservative så flertallet i Underhuset, da det konservative medlem Phillip Lee skiftede parti til Liberaldemokraterne midt under debatten. Sidst på aftenen kulminerede en dramatisk dag, da det britiske parlament overtog styringen af Underhuset fra premierminister Boris Johnsons regering, og det forventes nu, at et flertal onsdag med en hastelovgivning vil beslutte, at Storbritannien ikke kan forlade EU uden en aftale. Boris Johnson truer omvendt med, at vil udskrive valg øjeblikkeligt, hvis brexitdatoen udsættes.

(Boris Johnson talte dunder, da Underhuset i det britiske parlament mødtes for første gang efter sommerferien. Men lige lidt hjalp det, da en af hans partifæller valgte at skifte side pga. brexitspørgsmålet. Dered mistede de konservative flertallet. Foto: AFP m.fl.).

Banker ignorerer kunders udsigt til tab på investforeninger

Nogle af bankernes investeringsfonde giver kunderne et forventeligt tab. Det drejer sig om milliarder af kroner, som står placeret i fonde, som ifølge en ny opgørelse styrer mod negative afkast, når gebyrerne er betalt. Eksperter ryster på hovedet, men Nordea og Danske Bank forsvarer produkterne til nogle kunder.

»Når pilen peger på en, skal man tage ansvar«. Jakob Ellemann-Jensen melder sig som formandskandidat og Venstres bud på en statsminister. Han afviser idéen om en SV-regering og fremhæver Inger Støjberg som et »godt bud« på en ny næstformand. Se også Jakob Ellemann-Jensens udvikling i billeder: Fra betuttet barn til formandskandidat. (Jyllands-Posten)

Det markante rentefald kan få uheldige konsekvenser for de boligejere, der har optaget et 0,5 pct. lån. Kursen er tæt på 99, og lukkes lånet, er realkreditinstitutterne nødt til at åbne et 0-pct. lån. Sker det, øges risikoen for indlåsning med et 0,5 pct. lån.

Den danske høreapparatkoncern Demant er blevet ramt af lidt af et chok. I en kortfattet meddelelse til Fondsbørsen lyder det, at selskabet er blevet ramt af en »kritisk it-hændelse« på selskabets interne it-infrastruktur. Den direkte konsekvens af hændelsen er, at selskabet har valgt at lukke alle it-systemer på tværs af både lande og forretningsenheder, og arbejder på højtryk for at inddæmme omfanget.

Skrappere krav til biler – hold godt øje, inden du køber. Kravene til bilers udstødning er nu blevet strammet endnu et hak.

Gik du glip af...

Lego kom tirsdag med tal for regnskabsårets første seks måneder. Selskabet med de verdensberømte klodser har valgt at bruge en beskeden vækst til at investere massivt.

  • Hvad siger regnskabet? Det er lykkedes Lego at hive en lille fremgang i omsætningen på 2 pct. hjem og salget til forbrugerne er vokset med 5 pct. Til gengæld buldrer driftsoverskuddet ned med 16 pct. Det er især de filmrelaterede temaer, der sælger bedst. Det gælder Avengers, som lige nu er den mest sete film i USA, og Legos evindelige topsællert Star Wars, som er på vej med endnu en film senere i år.
  • Hvor skal der investeres? Lego satser massivt på at vinde markedsdele via digitalisering, der kan kombinere den fysiske leg med de digitale universer, og platforme som videokanaler og mobil-løsninger sammen med globale tech-giganter. Derudover har man også valgt at investere stort på det indiske marked.
  • Hvad med konkurrenterne? Dem fører Lego stadig over. Både Hahbro og Mattel har en væsentlig lavere omsætning og Lego vinder markedsandele i alle de største markeder.

(Legos udgave af blockbuster-filmen Avengers er blevet et hit. Foto: Lego).

Indsigt

Shopify er det nye håb i kampen for mere konkurrence. Aktiekursen er tredoblet siden nytår hos canadiske Shopify, som driver en global platform for over 800.000 netbutikker. Nu bliver selskabet nemlig set som en helt nødvendig modpol til Amazon, der ellers virker ustoppelig.

Finans fakta

Salget hos de amerikanske supermarkedskæder kender kun én vej, og det er op. Stor, større, USA. Salget i de amerikanske supermarkedskæder fortsætter bare med at stige, og alene i 2018 lå det samlede salg på astronomiske 646,4 mia. dollars. i perioden 1992 og frem til og med 2018 er salget mere end fordoblet fra knap 320 mia. dollars.

Dagens profil

Asger Domino elsker at rejse, og rejselysten er ikke dæmpet, selvom han har besøgt mere end 100 lande. Men rejser er ikke kun hans passion. Det er også hans levevej - og livsforsikring. Som direktør og ikke mindst tidligere ejer af Stjernegaard Rejser har rejselivet gjort ham særdeles velhavende, da han sidste år solgte selskabet til Aller Leisure for et trecifret millionbeløb. I dag fylder han 60 år.

Dagens tal

4

Det er antallet af måneder dansk fodbolds enfant terrible Nicklas Bendtner har til at gøre sine hoser grønne i FCK på den korttidskontrakt, parterne netop har indgået. Bendtner var længe uønsket i sin tidligere klub Rosenborg. Han har ikke spillet kamp siden 28. april i år, og listen af skandaler, der klæber til Bendtner igennem hans karriere er næsten lige så lang som listen over meritter.

Børs

Handelsuro og svage nøgletal belastede Wall Street. Dow Jones-indekset gik tilbage i aftes med 1,1 pct. Dernæst fulgte Nasdaq med en tilbagegang på 1,1 pct., mens det brede S&P 500 tabte 0,7 pct. De amerikanske aktier faldt med andre ord på en dag, hvor investorernes bekymringer om handelsuro og negative udsigter for den globale vækst steg. Friske amerikanske økonomiske nøgletal indikerede tidligere på dagen en skuffende udvikling i fremstillingsindustrien, og det skabte nervøsitet omkring den amerikanske økonomi.

Debat

Kvantecomputere er en teknologisk revolution, der inden for få år vil bevæge sig fra laboratorierne ud på markedet. Når den teknologiske acceleration rammer os, vil det udløse en digital tsunami inden for alt fra maskinlæring til sundhed og sikkerhed, skriver Natasha Friis Saxberg, digital strateg, bestyrelsesmedlem og forfatter.

Det sker i dag

En række nøgletal lander idag. Det gælder bl.a. den amerikasnske handelsbalance og detailsalget i Eurozonen. EU-domstolen afgør en principiel dansk momssag om overdragese af byggegrunde, og så mødes USA´s vicepræsident Mike Pence som tidligere nævnt med Storbritanniens premierminister Boris Johnson for at snakke post-brexit og handlsaftaler. 

PS...

En ting er gourmetmad  - noget er andet er gourmetmad under vand. I Norge har man således bygget Europas og verdens største undervandsrestaurant. "Under" hedder den og ligger på det dybeste sted 5,5 meter under havoverfladen. Alt inklusive toiletter og garderobe er undervans og isoleret af 25 cm. tykke acrylvægge, der giver en fantastisk udsigt til havbunden. Cehfkokken er dansk (naturligvis), og menuen på 16-20 retter rammer 1735 kr. eksl. vin. 

(Restaurant Under har en helt særlig udsigt med udsigt til norsk havbund. Over 1600 tons vejer restauranten, som blev sænket ned på havets bund i et stykke og boltet fast. Foto:  Emma Sejersen). 

BRANCHENYT
Læs også