Morgen

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

BNP kan hæves 1,6 pct. med kunstig intelligens | Millionlån giver Verdo nye mulige problemer | Bestyrelseskaos hos Sydbank

GODMORGEN

Nationalbanken giver i dag sit bud på dansk økonomis sundhedstilstand. Derudover kommer en anden nationalbank amerikanske Federal Reserve med sin med spænding imødesete rentemeddelelse. Og så har en tredjedel af Sydbanks bestyrelse - inklusiv formand og næstformand - trukket sig fra bankens ledelsen. Her er dagens første nyhedsopdatering.

Nyheder

Danmark kan hæve bnp med 1,6 pct. hvert år med kunstig intelligens.

Der er et enormt potentiale for økonomisk vækst og større velstand i Danmark, hvis vi forstår at satse på brugen af kunstig intelligens. Danmarks samlede økonomi kan vokse med 1,6 pct. om året frem til 2030 – det svarer til 35 mia. kr. alene det første år – hvis vi går hele vejen. Det viser en ny, omfattende undersøgelse af brugen af kunstig intelligens i Danmark, som Innovationsfonden og konsulentfirmaet McKinsey står bag.

Hos PFA er der 15 forskellige projekter med kunstig intelligens i drift i dag. Og det kræver ikke ressourcer i Google-størrelse at komme i gang, siger Daniel Hasselager Brevadt, leder af PFA's afdeling for kunstig intelligens. Foto: Gregers Tycho.

Verdo i nye mulige problemer på grund af interne millionlån

I et udkast til en afgørelse om Verdos koncern-interne lån konkluderer Forsyningstilsynet, at fjernvarmeselskabet og dermed kunderne reelt har finansieret - muligvis kommercielle - aktiviteter i andre dele af koncernen. Som beskrevet af Finans har Verdos fjernvarmeselskab over flere år lånt flere hundrede millioner kroner ud til koncernforbundne selskaber til lave renter på 0,01-0,46 procent. Nu opfordrer eksperter tilsynet til at gribe ind.

Formand og næstformand trækker sig hos Sydbank. Uenighed om strategien fik i aftes bestyrelsesformand Torben Nielsen og næstformand John Lesbo til sammen med to andre bestyrelsesmedlemmer at trække sig fra bankens bestyrelse. Det er Lars Mikkelgaard-Jensen, en erfaren erhvervsmand med en solid baggrund som topchef, der overraskende bliver ny bestyrelsesformand.

Lars Mikkelgaard-Jensen overtager posten som bestyrelsesformand for Sydbank, efter at både den hidtidige bestyrelsesformand Torben Nielsen samt næstformanden og to øvrige bestyrelsesmedlemmer i aftes overraskende trak sig fra bestyrelsen. Foto: Niels Hougaard.

Kendte Carlsberg-topfolk til mistanke om bestikkelse i to år? Trods en henvendelse og advarsel om bestikkelse for to år siden gik Carlsberg-topfolk tilsyneladende ikke til myndighederne, hævder Berlingske på baggrund af dokumenter, som avisen er i besiddelse af. (Berlingske)

WeWork udsætter storstilet børsnotering. Selskabet bag mere end 500 kontorhoteller i 29 lande vil rejse milliarder ved en børsnotering, der på forhånd er blevet omtalt som "verdens mest vanvittige." Nu udsætter WeWork, der har skiftet navn til We Company, børsnoteringen, fordi investorerne ikke viste tilstrækkelig interesse for projektet. We Company havde håbet at rejse mellem 60-80 kr.

Fætter BR-familie slipper styringen efter 36 år. Familien bag legetøjsklenodiet Fætter BR giver nu slip på den daglige styring af familiens fælles investeringer. For første gang siden stiftelsen i 1983 er der således ikke en Gjørup i direktionen i selskabet Odin DK Holding A/S, der er ejet af familien Gjørup, og som til sidst var indehaver af 25 pct. af konkursramte Top-Toy.

Dansk trailerfirma opnår prestigefyldt firmastatus. Som den første transportaktør i Danmark har trailerudlejningsfirmaet PNO opnået en såkaldt B Corporation-certificering. Verden over er i alt 3023 virksomheder fra 64 lande certificeret som B Corporation, men PNO er den eneste virksomhed i transportbranchen, der indtil videre har opnået certificeringen, særligt høje krav til socialt og miljømæssigt ansvar.

Medie: Skat gav frikort til rige arabiske oliefonde ved en fejl. Arabiske oliefonde, der er direkte kontrolleret af sheik-familier, kan ved en fejl have fået refunderet millioner af kroner i dansk udbytteskat gennem bankordningen. (DR / Børsen)

Saudi Arabien varsler normal olieproduktion om to-tre uger. Arbejdet med at genetablere olieproduktionen i Saudi Arabien efter weekendens droneangreb skrider hurtigere frem end forventet. I løbet af to til tre uger, kan produktionen være tilbage på fuldt niveau.

Afslagene på huse er nu på samme niveau som i tiden lige op til finanskrisen. Det er blevet sværere for køberne at få skåret en luns af prisen, når de forhandler om prisen på deres kommende hus. Det gennemsnitlige afslag på et enfamiliehus er således faldet det seneste år.

NY SERIE PÅ FINANS 

Er dansk erhvervsliv bedre rustet til en økonomisk nedtur end lige før finanskrisen for 10 år siden? Finans stiller i en interviewserie skarpt på topledere og beslutningstagere, der uden sigtbarhed skal navigere danske virksomheder og deres budgetter for 2020 igennem en tyk tåge af usikkerhed.

I det første afsnit fortæller den danske drikkekæmpe Co-Ro, hvordan virksomheden står klar til at gribe resterne, når konkurrenterne knækker nakken på en recession. Og det samtidig med, at strømmen af de klinkende mønter flyder langsommere og langsommere.

Vendepunkt? er en ny interview-serie på Finans, hvor topledere og beslutningstagere giver deres bud på deres virksomheds vej gennem de usikre tider i den internationale økonomi. Grafik: Anders Thykier.

Gik du glip af...

Lars Marcher bryder tavsheden »Det er ikke mit ærinde at fremstå som ”Lars Pivskid.” Jeg respekterer 100 pct., at en bestyrelse kommer og fyrer mig. Det er måden, jeg er ærgerlig over,« siger Lars Marcher. »Jeg var surrealistisk chokeret over, at jeg blev fyret på den måde«. Tiden som Ambu-topchef fik en brat ende for den succesfulde topchef, der i mere end 10 år havde skabt enorm værdi for aktionærerne, men sideløbende havde delt markedet ved sin meget ligefremme facon. For første gang siden fyringen i maj bryder han tavsheden i dette interview med Finans.

»Når man brutalt fyrer en topchef, rammer man jo også medarbejderne,« siger Lars Marcher. Illustration: Anders Thykier.

Finans fakta

Finnerne er det mest rejselystne folkefærd i Europa. Næsten 92 pct. af beboerne i Finland over 15 år har været på mindst en rejse til udlandet i løbet af et år. Generelt ligger de nordiske lande højt på listen over lande med den største andel af befolkningen, som har været turister i et andet land.


Rejselystne europæere. Grafik: Anders Thykier.

Dagens profil

Karrierevejen blev anderledes, end fremtidsforskeren forestillede sig. En kasse øl, en kop kaffe og en køretur i tordenvejr vendte op og ned på Jesper Bo Jensens liv og karriere. Dermed er han selv et eksempel på den ubekendte faktor i fremtidsforskning. Et fagområde han selv i høj grad har været med til at printe i danskernes bevidsthed.

Jesper Bo Jensen fremtidsforsker igennem en lang karriere. I dag fylder han 60 år. Foto: Fremforsk.dk.

Dagens tal

30

Så mange år er det siden, at hullet i ozonlaget over Antarktis var lige så småt, som tilfældet er i år. Hullet i ozonlaget over Antarktis dukker op hvert år i august, fordi ozonnedbrydelsen sker i kulde og dermed, når det er vinter i Antarktis. Hullet har siden 80´erne været en vigtig indikator for ozonlagets tilstand omkring kloden og kampen for at komme de ozon-nebrydelige stoffer til livs. Faktisk regner man, ifølge DR, med at udledningen af ozonnedbrydende stoffer er reduceret med 99 pct. siden 1987.

Børs

Wall Street rejste sig en smule igen, mens olieprisen faldt. Det brede S&P 500-indeks steg med 0,3 pct., mens teknologitunge Nasdaq vandt 0,4 pct. Dow Jones-indekset steg desuden 0,1 pct. Dagen blev ellers indledt med kursfald i USA, men det endte som sagt med plusser på de største indeks. Samtidig faldt olieprisen på nyheden om, at olieproduktionen i Saudi Arabien snart vil være tilbage på sit normale niveau.

Debat

Storbritannien har altid været en tæt allieret af Danmark. Særligt når det har handlet om erhvervslivets rammevilkår, har vi ofte stået på samme side. Derfor er det umådelig trist, at vi nu nærmer os vejs ende, hvor vores gode venner forlader Den Europæiske Union. Og at de er ved at gøre det uden en aftale, er næsten ikke til at bære, skriver erhversvminister, Simon Kollerup (S) og direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen i et debatindlæg på Finans.

Det sker i dag

Danmarks Nationalbank giver status på fremtidsusigterne for dansk økonomi. Det sker kl. 10:30. Og så ventes en rentemedling med spænding fra den amerikanske centralbank senere på dagen kl. 20.

PS...

For dem, der troede at Roskilde Festival primært handlede om rock, avangarde pop, techno, heavy og andet end hitliste-poppen, ja....så tro om igen. For nu står det klart, at en af tidens aller største og mest indtjenende popdronninger Taylor Swift gæster Roskilde Festival næste år, oplyser festivalledelsen. Koncerten bliver i øvrigt hendes første på dansk jord.

Taylor Swifts nyeste album solgte 500.000 enheder på to dage, da det udkom i august, og slog dermed årets tidligere blockbuster, der var soundtracket fra filmen "A Star Is Born" med Bradley Cooper og Lady Gaga. Foto: AP/Chris Pizzello.

BRANCHENYT
Læs også