Morgen

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Vismændene aflyser forbrugsfesten | Kriseramte B&O skifter topchef | USA's centralbank vil igen købe obligationer

GODMORGEN

Efter en tirsdag, der især handlede om B&O og vismandsrapporten, er vi klar til at tage hul på onsdagen, der blandt andet byder på et par regnskaber og en nobelpris. Vi lægger ud med dagens første overblik fra Finans.

Nyheder

Vismændene aflyser forbrugsfesten

Virkeligheden har indhentet De Økonomiske Vismænd, som nedjusterer deres skøn for kæmpe rentestigninger og forbrugskvote i ny rapport. Samtidig udløser frygten for en ødelæggende handelskrig, som har været med til at trykke renterne i bund, hidtil usete besparelser for boligejerne på mere end 8 mia. kr. i år.

Kriseramte B&O skifter topchef

Ud røg Henrik Clausen uden så meget som et ord. Ind kom gadgetnørd og ingeniør Kristian Teär. Det var den opsigtsvækkende meddelelse fra B&O tirsdag formidag. Udskiftningen sker efter flere år med salgskrise, nedjusteringer og en nedadgående aktiekurs. ATP, som ejer 11,5 pct. af aktierne, vurderer, at strategien i B&O stadig er den rigtige. Det var eksekveringen, den var gal med, siger vicedirektør Claus Wiinblad.

Kristian Teär er ny direktør i Bang & Olufsen. Han kommer med massiv erfaring fra teknologibranchen. Foto: B&O

Den amerikanske centralbank vil igen købe obligationer. For at lægge en dæmper på uroen i pengemarkederne planlægger den amerikanske centralbank med Jerome Powell i spidsen at poste penge i statspapirer.

På Facebook kan kviklånsfirmaer gå målrettet efter onlinespillere. Dybt forargeligt, lyder det fra erhvervsministeren, Center for Ludomani og Forbrugerrådet Tænk om annoncer for kviklån målrettet mod spillere. Forbrugerombudsmanden vil undersøge sagen.

Hul i loven belaster arbejdsmiljøet i mange virksomheder. Trivsel og sikkerhed forringes i mange danske virksomheder i disse år efter en dom, som tillader virksomheder at afskedige visse typer af arbejdsmiljørepræsentanter. Sådan lyder advarslen fra både eksperter, fagforeninger og politikere.

Blackrock hyrer tidligere ATP-topchef. Christian Hyldahl, som sidste år forlod jobbet som direktør for ATP, bliver nordisk chef for verdens største kapitalforvalter. (Børsen)

Topchef i opsang til politikere: »Så tag jer dog sammen!«. Patrick Pouyanné, adm. koncernchef for det franske olieselskab Total, har taget handskerne af: »Jeg er fuldstændig enig med de unge, der klimastrejker. Politikerne taler og taler, men der sker ikke noget,« lyder kritikken på konferencen Oil & Money i London, som Finans' udsendte medarbejder rapporterer fra.

USA sortlister kinesiske overvågningsselskaber. Kinesisk overvågningsteknologi får nu sværere ved at trænge ind over de amerikanske grænser, både hvad angår salg og anskaffelsen af viden og reservedele.

Stor fransk by satser massivt på ansigtsovervågning. Nice er blevet til Frankrigs laboratorium, når det kommer til at teste overvågningsteknologier.

Da den græske reder Marios Iliopoulus’ olieskib gik op i flammer, var det ham selv, som havde arrangeret ildspåsættelsen for at indkassere en betydelig forsikringssum. Sådan lyder dommen, der gør ham skyldig i at forsøge at svindle sig til 77 mio. dollars.

Danmarks konkurrenceevne fastholder plads i global top 10. For andet år i træk får Danmark en tiendeplads i World Economic Forums måling af den globale konkurrenceevne.

Gik du glip af...

Fire pensionsselskaber får hård kritik for at svigte klimaaftale. Danske pensionsselskaber har generelt skruet op for deres klimafokus, men fire selskaber, Danica, Velliv, PBU og Topdanmark, halter efter, når det handler om at integrere den helt centrale Paris-aftale i investeringspolitikken.

  • Baggrunden: Rapporten fra Verdensnaturfonden (WWF) kommer få uger efter, at den samlede danske pensionssektor meddelte verdens politikere, at man vil investere 350 mia. kr. i grøn omstilling frem mod 2030, og ifølge WWF skal man ikke undervurdere de danske pensionsselskabers betydning for den globale klimaindsats.
  • Responsen: Både Velliv og PBU meddeler, at man er i gang med interne drøftelser om nye klimastrategier. I Velliv forventer man at være klar i løbet af efteråret, mens PBU vil satse på at lancere nye klimaløfter i foråret 2020. Topdanmark har valgt ikke at stille op til et interview for at svare på kritikken
  • En anden side af sagen: PKA udmærker sig ved at genvinde pladsen som klimaduks på WWF’s rangliste. Over en længere årrække er selskabet gået foran i arbejdet med at understøtte den grønne omstilling med pensionsselskabets pengetank.

Verdensnaturfonden WWF har analyseret klimatiltagene i de danske pensionsselskaber. Danica, Velliv, PBU og Topdanmark halter efter med de grønne tiltag. Grafik: Anders Thykier

Indsigt

Pop up-beskeder for millioner. De seneste fem år er Sleeknotes produkt bogstaveligt talt dukket op på skærmen overalt i detailbranchen. Firmaet står nemlig bag de pop up-beskeder, der møder brugerne på utallige webshops. Stribevis af store selskaber herhjemme og i udlandet abonnerer på Sleeknotes digitale værktøjssæt.

Mogens Møller er direktør for Sleeknote. Det overrasker ham stadigvæk, hvor lidt tid folk rent faktisk bruger på at navigere - og hvor intuitivt setuppet derfor skal være. Foto: Christian Lykking

Finans fakta

Burde prisen på din bilforsikring så ikke også falde? En ny opgørelse viser, at den samlede udgift pr. bilskade siden 2012 er raslet ned med 20 pct. De senere år har forsikringsbranchen ellers haft travlt med at italesætte, at skader på nyere biler er dyre.

Forsikring & Pension står bag den nye undersøgelse.

Dagens profil

Kompans succes betyder meget for adm. direktør Connie Astrup-Larsen. Det er derimod ikke så vigtigt at komme i spotlyset. Den sidste påstand blev bekræftet, da vi skulle igang med dette portræt i anledning af hendes 60 års fødselsdag.

Connie Astrup-Larsen, der torsdag fylder 60 år, står i spidsen for legepladskoncernen Kompan. Tidligere har hun været i Royal Unibrew, Dandy og Tulip. Foto: Kompan

Dagens tal

5

De første fire versioner var kæmpesuccesser, så der er store forventninger til Playstation 5, der lander i julehandlen næste år. Wired har dykket ned i, hvad forbrugerne kan forvente. Lige fra markant forbedret grafik til en ny og mere virkelighedstro controller.

Børs

Nervøse markeder og nedtur på Wall Street. S&P 500 faldt med 1,6 pct., mens Nasdaq veg 1,7 og Dow Jones endte med et fald på 1,2 pct. En tale fra chefen for Federal Reserve, Jerome Powell, gav dog kortvarigt medvind til aktierne. Men Investorerne er bekymrede for udfaldet af de forestående handelsforhandlinger mellem USA og Kina. Og det fik dem til at holde igen.

Debat

Sådan bliver Danmark Europas førende nation inden for kunstig intelligens. Vi skal op i en helt andet gear med vores investeringer i forskning og uddannelse, hvis Danmark skal være med i toppen i det globale teknologikapløb. Alternativet er tabt velstand og et fattigere Danmark, skriver Natasha Friis Saxberg, digital strateg, bestyrelsesmedlem og forfatter. (Reuters)

Det sker i dag

  • Erhverv: Jyske Spar og SPEAS holder ekstraordinære generalforsamlinger.
  • Økonomi: Danmarks Statistik udsender tal for udviklingen i betalings- og handelsbalancen i august.
  • Politik: Fagforbundet FOA holder kongres, hvor 597 delegerede vil deltage.
  • Øvrigt: Nobelprisen i kemi uddeles i dag.

PS...

Ikonisk forlystelse lukker. Den var et højdepunkt for mange, når de var med familien i Djurs Sommerland som barn. Men nu er det slut. Om to uger bliver den sidste sejltur sendt afsted. Billederne af Jungle Safari-forlystelsen ser nu også lidt mindre imponerende ud, end jeg husker den. Og den passer nok ikke helt ind i direktør Henrik B. Nielsens ambitioner for parken.

BRANCHENYT
Læs også