Morgen
BREAKING

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Momssvindlere udnyttede danske bankers hvidvaskforsvar | Eksperter: ATP har problematisk interessekonflikt | Trump har godkendt sanktioner mod Tyrkiet

USA's præsident Trump vil hæve toldsats og sanktionere Tyrkiet. Arkivfoto

GODMORGEN

Trump har godkendt sanktioner mod Tyrkiet efter tyrkisk offensiv i Syrien. Formodede momssvindlere udnyttede danske bankers huller i hvidvaskforsvaret. Og så er ATP's bestyrelse ramt af en opsigtsvækkende interessekonflikt. Disse historier og meget mere kan du læse om i tirsdagens første briefing.

Nyheder

Formodede momssvindlere udnyttede danske bankers huller i hvidvaskforsvaret

Huller i danske storbankers hvidvaskforsvar gjorde det ifølge eksperter muligt for et netværk af formodede momssvindlere at lade millioner fra sine aktiviteter rulle igennem konti i Danmark. En kortlægning foretaget af Finans og dagbladet Information viser bl.a., hvordan en af Nykredits erhvervskunder tog del i en momskarrusel, hvor statskassen formodes snydt for 4,2 mio. kr.

Finans og dagbladet Information har afdækket et hidtil ukendt netværk af dømte og formodede momssvindlere, der har været involveret i selskaber, der har pådraget den danske stat et tab på mindst 800 mio. kr. i ubetalt moms og skat. Flere af selskaberne i kortlægningen har klare forbindelser til jihadister. Collage: Anders Vester Thykier.

Eksperter: ATP har problematisk interessekonflikt i bestyrelsen

ATP er i sin bestyrelse ramt af en interessekonflikt. Problemet er ifølge en af landets førende finansielle eksperter, at mange af ATP's bestyrelsesmedlemmer samtidig repræsenterer arbejdsmarkedets parter, som har deres egne pensionskasser. For eksempel skal Kim Simonsen både repræsentere danskerne bredt som medlem af ATP's bestyrelse samt HK's medlemmer som bestyrelsesformand af samme fagforbund.

Trump: Vi hæver toldsats og sanktionerer tyrkere. Donald Trump har mandag aften offentliggjort en længere meddelelse, der redegør for, hvordan USA vil sanktionere Tyrkiet for dets militære aktioner i det nordøstlige Syrien mod kurdiske styrker. (Jyllands-Posten)

Tiden rinder ud for momsfrie pakker fra Kina. 2020 bliver det sidste år, hvor billige pakker fra primært Kina kan strømme ind i Danmark uden moms ifølge regeringens lovkatalog. Den danske bagatelgrænse på 80 kroner har været en torn i øjet på detailhandlen. I gennemsnit strømmer over 38.000 pakker fra Kina ind i Danmark hver eneste dag året rundt.

EU-landene blevet enige om at reducere fiskekvoterne i Østersøen. Men nedgangen i de danske fiskekvoter bliver mindre, end EU-Kommissionen havde lagt op til, skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse. (DR)

Rentestigning kan ikke skræmme: Boligejere i kø for at lægge lån om. De nye 30-årige 0,5 pct. lån satte gang i en af Danmarkshistoriens største konverteringsbølger på 185 mia. kr. i juli. Nu er kursen faldet, og 1 pct. lånet kommet i spil igen.

Singlekvinder sætter sig på ejerlejlighederne. Der bor nu over 173.000 singler i København. De fleste bor stadig til leje. Kvinderne dominerer efterhånden ejerlejlighedsmarkedet i København.

Problemramt flytype får først comeback i 2020. Flyselskaber holder fortsat Boeing-flytypen 737 Max 8 på jorden efter fund af revner. Ifølge kilder i det amerikanske flyselskab Southwest Airlines, vender flyet først tilbage til luftrummet i februar 2020 - flere uger senere Boeing selv har regnet med. (Reuters)

Gik du glip af...

Nu stiger danskernes realløn mere end i udlandet. Arbejdsgiverne har fået på puklen for at være fedtede både ved de senere års overenskomstforhandlinger og ved lokale lønforhandlinger ude på virksomhederne, men der sket det, at danskernes realløn alligevel er steget over de senere år og nu igen er højere end i udlandet.

  • Forklaringen: En væsentlig forklaring på stigningen er lav inflation. Inflationen i Danmark er lav sammenlignet med udlandet, og det i sig selv gør, at også små lønstigninger skæpper i husholdningskassen, fordi priserne næsten ikke stiger.
  • Responsen: »Tallene lyver ikke. Lav inflation har sikret en pæn reallønsfremgang, men det er gået hånd i hånd med meget store overskud i virksomhederne og en tårnhøj konkurrenceevne,« siger cheføkonom i Dansk Metal Thomas Søby.
  • Perspektivet: Forude venter overenskomstforhandlinger for omkring 600.000 privatansatte til foråret, hvor industrien traditionelt sætter retningen for hele arbejdsmarkedet. De nye tal for reallønsudviklingen viser ifølge DI, som nu maner til besindighed, at danskerne allerede er godt med.
     

Det er slut med at kigge langt efter en reallønsudvikling som i udlandet. Efter flere år med smalhals oven på finanskrisen ligger den danske reallønsudvikling igen over udlandet, viser nye tal fra DI. Det skyldes dog ikke store lønstigninger, men lav inflation Grafik: Dorte Ipsen Boddum  Kilde: Dansk Industri.

Teateranmeldelse

Lehman Brothers. Hvis nogen tilbød dig at bruge næsten tre timer på at fortælle om opbyggelsen af en købmandsforretning, og du allerede kendte slutningen, ville du så sige ja tak? Det kan du roligt gøre på Teater Republique, hvor forestillingen ”Lehman Brothers” spiller lige nu. Det er nemlig ikke kun historien om, hvordan tre jødiske brødre kom til Amerika i 1800-tallet og startede et forretningsimperium. Det er også en familiekrønike, der både fortæller om USA's historie fra 1844 til 2008 og samtidig giver et bud på, hvorfor hele verdens økonomi gik i vasken i 2008.

De tre Lehman-brødre og mange andre roller spilles af henholdsvis Anders Budde Christensen (Emanuel Lehman), Johannes Lilleøre (Mayer Lehman) og Henrik Lykkegaard (Henry Lehman). Foto: Karoline Lieberkind.

Finans fakta

Mange boligejere vælger fortsat ikke at lægge deres relativt dyre lån om. Det vurderes, at der er lån for op mod 400 mia. kr. med en rente på 2 pct. eller derover.

Dagens profil

50-årige Nis Svenstrup Pedersen begyndte sin karriere som ubefaren skibsassistent på coastere, der sejlede fra Marstal på Ærø. Siden blev han styrmand på mindre containerskibe og var bl.a. ansat i Maersk. I dag er han kaptajn på Molslinjen, der hver dag fragter 9.000 passagerer mellem Jylland og Sjælland.

Nis Svenstrup Pedersen har det øverste ansvar for, at 109 meter lange ”Express 3” kommer ud af Aarhus Havn. Foto: Christian Lykking.

Dagens tal

7

Boligmarkedet har nu været i fremgang de seneste syv år. De reale huspriser – altså huspriserne korrigeret for den underliggende prisudvikling – nåede bunden i 2012 og er siden da steget med 23 pct.

Børs

Små udsving og små minusser. Aktierne på Wall Street kravlede kortvarigt i plus, inden de igen vendte næsen ned. Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq havde alle mistet godt 0,1 pct. ved lukketid i aftes. Der fortsat kun få kendte detaljer omkring den delvist varslede handelsaftale mellem USA og Kina, ligesom det mandag forlød, at Kinas præsident, Xi Jinping, kræver yderligere forhold forhandlet på plads, inden han vil underskrive. Det lagde tilsyneladende en dæmper på dagens indledende optimisme.

Kommentar

Du skal kåre Danmarks dårligste medarbejder. Alt for længe har det store, brede midterfelt af medarbejdere mest kunnet kigge opad, når de skulle have en fornemmelse af deres præstationer. Bedst er man åbenlyst ikke, når man aldrig får Ugens Humørbuket eller bliver kåret til Månedens Sælger - men hvor dårlig er man? Kåringen af Danmarks dårligste medarbejder er en hjælp til at få sandheden frem, skriver Anders Heide Mortensen.

Det sker i dag

PS...

Lego drømmer om at udleje. Fremover skal det være slut med at gemme ungernes Lego væk i kælderen, når de er vokset fra det. I stedet skal det være muligt at returnere klodserne, så et nyt barn kan få glæde af dem - i hvert fald hvis det står til Tim Brooks, der er ansvarlig for bæredygtighed i Lego.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også