Morgen

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Offentlige chefer overvejer at skifte job | Frygten for negative afkast splitter bankerne | Fransk oliegigant åbner op for havvind-opkøb i Danmark

Karin Momme har arbejdet som leder i det offentlige i en årrække. Hun har i stedet valgt at skifte tilbage til det private erhvervsliv. Et flertal af offentligt ansatte chefer overvejer at gøre det samme ifølge en ny undersøgelse.  Foto: Stine Bidstrup

GODMORGEN

En uge præget af et massivt antal regnskaber bygger op mod kulminationen onsdag og torsdag. I dag kommer FLSmidth og Falck med tal på den danske scene, mens der på den internationale bl.a. er regnskaber fra sværvægtere som britiske BP, Pfizer, Mattel og LÓreal for bare at nævne nogle få. Men først får du en opdatering på nyhedsfronten.

Nyheder

Et flertal af offentlige chefer overvejer at skifte job

Flertallet af offentlige chefer pønser på et jobskifte. Det viser en helt ny undersøgelse blandt 845 offentlige chefer, som er organiseret i Djøf. 62 pct. af cheferne mener, at det er sandsynligt, at de vil finde et andet job inden for to år. Det er især ledere, der oplever et lille arbejdsmæssigt råderum, der ønsker sig væk. Undersøgelsen overrasker i fagforbundet Djøf og bekymrer ekspert, der kan frygte såkaldt brain drain fra den offentlige sektor.
 

Hjalte Aaberg har tidligere været ansat som regionsdirektør, men valgte i stedet en karriere i det private erhvervsliv, hvor han i dag driver sit eget konsulentfirma.

Frygten for negative afkast splitter bankerne

Der ligger ca. 100 mia. kr. placeret i danske obligationsfonde med korte og lange obligationer. Som den første af de store banker har Jyske Bank skrevet til kunderne om, at de bør overveje at flytte pengene. Men herefter er spørgsmålet: Hvor skal de gå hen med pengene?

Fransk oliegigant åbner op for havvind-opkøb i Danmark. Dansk havvind kan gå hen og blive opkøbsmål for den franske energikæmpe Total. Det fortæller Totals topchef, Patrick Pouyanné, der er i gang med at udbygge forretningen for vindmøller på havet.

Boris Johnson: Tiden er inde til et parlamentsvalg. »Dette parlament har gjort mere end nok,« siger Johnson før afstemning om udskrivelse af valg i seneste kapitel i brexit-sagaen.

Jyske Bank strammer gebyrskruen – en række priser mere end fordobles. Jyske Banker vil de kommende måneder svinge gebyrhammeren over bankens kunder. Banken halverer dog samtidig prisen for at hæve penge i udlandet.

Danskerne har betalt amerikanske advokater millionbeløb i udbytteskat-skandalen. 8,2 mio. kr. Så meget har det kostet danske skatteydere, at Skattestyrelsen i maj indgik et forlig med en række amerikanske pensionsfonde om tilbagebetaling af 1,6 mia. kr.

Google-ejer tjener færre penge efter massive investeringer. Stigende indtægter har ikke været nok til at opveje massive investeringer hos amerikanske Alphabet. I tredje kvartal tjente selskabet 7,1 mia. dollars mod 9,2 mia. dollars i samme kvartal sidste år.

S-plan mod sygefravær kan give bagslag. Skal virksomhederne betale de første 40 sygedage for deres ansatte, vil arbejdsgivere ansætte færre på kanten af arbejdsmarkedet, viser ny rundspørge. (Børsen)

Eksperter undrer sig over tvivl hos nævn i dab-udbud. Da Radio- og tv-nævnet i sidste uge skulle tage stilling til, hvilken radiostation der skal sende fra en ny, statsstøttet dab-kanal, var der flere uklarheder omkring ungdomsradioen Loud, fastslår eksperter. (Berlingske)

Gik du glip af...

Et no deal-brexit på torsdag den 31. oktober er endegyldig afværget. Det står klart, efter at EU-landenes ambassadører mandag formiddag enedes om en beslutning, der udskyder Storbritanniens afsked med unionen.

Hvordan forholdet reelt er mellem Storbitanniens premierminister Boris Johnson og EU's afgående formand for Europakomminssionen Jean-Claude Juncker kan være svært at sige, men som repræsentanter for hver sin yderfløj må man formode, at håndtrykkene forbliver af officiel karakter. Nu er EU dog kommet briterne i møde og har uskudt brexit-deadline til d. 31. januar, 2020.

Indsigt

Han skal bygge en bank: »Hvis vi ikke får løst problemerne foran os, er vi her bare ikke i morgen.« Sådan lyder det fra techvirksomheden Lunars topchef Peter Smith. Virksomheden har bygget en app, fået tusindvis af kunder og licens til at drive bank. Nu skal Peter Smith bevise, at han også kan tjene penge.

Finans fakta

Borgerne på Frederiksberg smiler bredest. En ny prisoversigt fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der har det overordnede tilsyn med landets vand- og spildevandsselskaber, afslører store forskelle på, hvad det koster at komme af med spildevand rundt om i kommunerne. Og her kan beboerne fra Frederiksberg, København og Taastrup grine hele vejen til vandhanen. De slipper nemlig markant billigere end mange yderkommuner.

Omkostninger ved spildevand i de fem billigste og dyreste kommuner for borgerne.

Dagens profil

Karrieren har budt på mange dramaer, som det nok ofte vil være, når man har bestredet en række topposter. Bestyrelsesformand i Ambu, Jens Bager, har i hvert fald både prøvet at blive fyret og afskedige en topchef. I fritiden er han i øvrigt til motorcykler, maraton og rejser med sin hustru, som han mødte i Sydafrika. Og så fylder han 60 år.

Dagens tal

4.425

Så stor lød gevinsten ifølge Nykredit Bank på, da banken ifølge Finanstilsynet brød loven, og derfor er blevet politianmeldt for markedsmisbrug. Sagen drejer sig ifølge Nykredit om handler med to specifikke aktier, hvor tilsynet i ni tilfælde har vurderet, at en medarbejder fra Nykredit Markets har udvist mistænkelig adfærd, da han prøvede at få en algoritme til at fungere.

Børs

Aktierne på Wall Street går mod alle tiders nye højder. Det brede S&P 500-indeks steg 0,6 pct. til et nyt rekordniveau. Dow Jones-indekset vandt samtidig 0,5 pct., mens teknologitunge Nasdaq gik op med 1,0 pct.  Optimisme rammer tilsyneladende investorerne fra alle sider. Handelsforhandlingerne mellem USA og Kina er i god gænge, og regnskabssæson har været bedre end ventet, da blandt andet både Microsoft, Intel og storbankerne har overrasket positivt. (Reuters)

Debat

TDC har ikke længere brug for en topchef. Så enkelt kan det siges ifølge Finans´ erhvervsredaktør, Søren Linding. Den ledige toppost i TDC går nemlig for nuværende ud på at gøre sig selv overflødig ved at sikre en effektiv og hurtig opsplitning i to selvstændige enheder med hver sin operative leder. Det er så uattraktiv en stilling, at bestyrelsen ligeså godt kan nedlægge stillingen og lade opsplitningen komme før som senere, mener Linding.

Det sker i dag

Som nævnt begynder regnskaberne at flyde ind i en lind strøm fra og med i dag. Helt konkret drejer det sig om:  FLSmidth, Falck, MTG, Tivoli, BankNordik, BP, Vattenfall, Pfizer, Kellogg, GM, Mastercard, Mattel og L´Oreal. Derudover er der rentemøde i den amerikanske Centralbank, som i disse usikre økonomiske tider altid følges med spænding og så fortsætter retssagen mod svindelsigtede Britta Nielsen.

PS...

Blackstone vil være i Danmark for evigt. Den amerikanske kapitalfond Blackstone har på to år sat sig tungt på en betragtelig del af det københavnske boligmarked. Kapitalfonden er kendt for at fokusere benhård på profit, hvilket har fået bl.a. boligministeren og Frederiksbergs Borgmester på banen med bekymring om lejernes vilkår i fremtiden. I sit første interview med et dansk medie siger Blackstones europæiske ejendomschef dog til DR, at kapitalfonden på ingen måde har tænkt sig at trække sig fra Danmark - tværtimod. 

Den Sønderjyske By på Frederiksberg er en af de ejendomme, som Blackstone har forsøgt af købe. Arkivfoto: Googlemaps screendump.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også