Morgen

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Investorer tvinger ISS til at ændre omstrit regnskabsfinte | Frafaldne LA'ere stifter nyt borgerligt parti | Magtesløse kunder får kæmperegning for politikeres grønne ombygning

Helle Thorning-Schmidt har landet en ny bestyrelsespost i dansk erhvervsliv. Foto: Laura Krogh 

Topledernes Topmøde. Finans møder en række af erhvervslivets mest magtfulde topledere til en debat om vækst og velstand. 

Fra venstre:
Helle Thorning Schmidt, Bestyrelsesmedlem, Vestas

GODMORGEN

ISS ændrer udskældt regnskabsfinte, Helle Thorning-Schmidt lander ny bestyrelsespost og så står 7.000 varmekunder til at skulle betale en regning på 115 mio. kr. for et grønt energianlæg, de har protesteret imod i årevis. Og hvis du missede gårsdagens vigtigste regnskabstal, får du et overblik i denne briefing - inden det i dag går løs med friske tal fra bl.a. Vestas og GN.

Nyheder

Investorer presser ISS til at ændre udskældt regnskabsfinte

ISS har taget konsekvensen af investorernes kritik af selskabets metode til at »sminke« regnskaberne - den såkaldte factoring metode. Det sker samtidig med, at investorernes tillid til ISS er i bund. Selv selskabets topchef, Jeff Gravenhorst, udtrykker sin skuffelse. Virksomhedsredaktør Søren Linding mener, at tiden er ved at rinde ud for topchefen.
 

ISS-topchef, Jeff Gravenhorst, forklarer, at selskabet nu har lyttet til investorerne. Foto: Stine Bidstrup

Politisk flertal bag ny enhed mod momssvindel og terrorfinansiering

Et bredt politisk flertal bakker nu op om at oprette en ny samarbejdsenhed mellem myndigheder, så der sikres en koordineret efterforskning af momskriminelle, der hvidvasker penge og bruger dem til terror. Et forslag fra tre ministre, der vil have et nyt operativt myndighedsforum.

Frafaldne LA'ere stifter nyt borgerligt parti. Dansk politik får et nyt parti, og det kommer til at hedde Fremad. Bag partiet står de to tidligere topfolk i Liberal Alliance – tidligere økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille og tidligere politisk ordfører Christina Egelund. (Berlingske)

Magtesløse kunder får kæmperegning  for grøn ombygning. 7.000 varmekunder på Bornholm står til at skulle betale en regning på 115 mio. kr. for et grønt energianlæg, de har protesteret imod i årevis.

Helle Thorning-Schmidt hentet til dansk firma. Industrivirksomheden Carsoe er i voldsom vækst, og selskabet har nu hentet den tidligere statsminister til bestyrelsen.

Lufthansa i strejke. Flyselskabets kabinepersonale går i en to-dages strejke, efter det ikke er lykkes ledelsen at få den bremset ved domstolene. (Reuters)

1,2 millioner danskere mister sportskanaler til nytår. Yousee varsler nu sine kunder om, at Discoverys kanaler ikke vil være en del af bland-selv-pakkerne fra nytår på grund af den igangværende tv-krig mellem de to parter. En krig, der medfører store problemer for både Yousee og Discovery.

Familien sætter sig tungt på magten i Jysk. Familien efter Lars Larsen får den afgørende magt i Jysk-koncernen. Konkret bliver ejerforholdene udformet således, at familien ejer 99 pct. af Lars Larsen Group og 99 pct. af stemmerne i koncernen. Den resterende ene procent ejes af Lars Larsens Jysk Fond.

Strengere krav til skatterådgivere. Skatteminister Morten Bødskov er klar med et lovforslag, der skal pålægge skatterådgivere, herunder advokater og revisorer, at indberette klienters potentielle aggressive skatteplanlægning til myndighederne.

Softbanks direktør erkender fejltrin efter fonds milliardtab. En forfejlet investeringsstrategi er skyld i tab for næsten 9 mia. dollars, indrømmer topchef i Softbank, der bl.a. har investeret i WeWork.. (Reuters)
Lyt også til denne podcast om Softbanks fonds massive tab. (The Journal)

Japanske Softbanks adm. direktør Masayoshi Son. Foto: Kim Kyung Hoon

ATP henter ny investeringsdirektør. ATP har ansat Mikkel Svenstrup som investeringsdirektør. Han kommer fra en tilsvarende stilling i P+, som er et administrationsfællesskab for pensionskasserne JØP og DIP. Svenstrup afløser Kasper Lorenzen, der tidligere på året skiftede til PFA.

IMF: Global afmatning rammer Vesteuropa hårdt. Afmatningen i den globale handel og industri rammer lige nu de gamle vesteuropæiske lande langt hårdere end dem mod øst, vurderer Den Internationale Valutafond.

Brexit er største fejl siden krigen. Så klar er meldingen fra den afgående formand for det britiske Underhus, John Bercow, der før er blevet kritiseret for at tage parti i brexit-opgør. (Ritzau)

Gik du glip af...

Onsdag bød på flere regnskaber fra børsnoterede selskaber. Her er overblikket:

Serie: 10 idéer, der kan ændre Danmark

Christiansborg åbner for at sende millioner til Skyclean. Skyclean-teknologien kan potentielt halvere landbrugets CO-udslip og omdanne halm og fiberfraktioner fra gylle til klimaneutralt flybrændstof. Men hvis Skyclean skal blive til virkelighed, skal der findes 400 mio. kr. Flere partier på Christiansborg er åbne for at bevilge statskroner, men der skal også privat kapital på bordet.

Finans fakta

Her er tallene, der giver kviklånsselskaber problemer. Danskerne har de senere år på det nærmeste hamstret kviklån. Fra 2015 til 2018 er antallet af kviklån tæt ved tredoblet. Tal, der er ren benzin til erhvervsminister Simon Kollerups frontalangreb på kviklånsbranchen.

Dagens profil

Som dreng ville Martin Lavesen være sportsjournalist. Men i gymnasiet blev han interesseret i jura, og i dag står han i spidsen for DLA Piper Danmark, landets sjettestørste advokatfirma. Vi tegner et portræt i anledning af hans 50 år fredag.

Advokat Martin Lavesen på taget af DLA Piper med udsigt til Rådhuspladsen i København. Foto: Gregers Tycho

Dagens tal

6,9

Fredag i sidste uge, da Radio4 gik i luften for første gang, var 345.000 danskere - 6,9 pct. af befolkningen - med på en lytter, viser tal fra Kantar Gallup. Mandag og tirsdag var tallene noget lavere.

Børs

En uge med rekorder påvirket af håbet om en opblødning af handelskonflikten mellem USA og Kina blev onsdag vendt til en handelsdag med minusser på det amerikanske marked. Det teknologitunge Nasdaq faldt mest med 0,3 pct., mens Dow Jones endte i et lille minus og S&P 500 sluttede med et lille plus på knap 0,1 pct. Her er den seneste børsberetning.

Debat

Gør som Norge: Brug Ørsted-milliarder til investeringsfond. Vi missede chancen med Nordsø-olien i 60'erne. Men nu giver Ørsted-milliarderne Danmark en unik mulighed for at skabe en stærk statslig investeringsfond, mener debatredaktør på Finans, Magnus Barsøe.

Det sker i dag

  • Erhverv: Regnskaber fra bl.a. Vestas, GN Store Nord, Bavarian Nordic, ALK og Fynske Bank.
  • Økonomi: Danmarks Statistik kommer med nationalregnskab for 2018 (november-udgave), mens der kommer tal for tysk industriproduktion i september. Fra USA kommer der ledighedstal, mens Storbritannien er klar med en rentemeddelelse.

PS...

Manglende bukser blev til en millionforretning. En undren over, at favoritmærket Freddy WR.UP ikke blev forhandlet i Danmark, gav Lærke Bro Knudsen og Anders Knudsen en idé. I dag omsætter de for millioner.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også