Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Fagforening vil sikre udvalgte ledige uden om a-kasserne | Detailhandel aflyser forbrugsfest | Hele verdens rumfart kigger mod fynske iværksættere

GODMORGEN

En aflyst forbrugsfest, en fordelagtig lønforsikring, verdens yngste milliardær og et nyt kapitel i vores serie om 10 idéer, der kan ændre Danmark. Ugens første nyhedsoverblik er spækket med godter. God læselyst.

Nyheder

Detailhandel aflyser forbrugsfest forud for black friday

Danskerne går langtfra shopamok i december. Usikkerhed om den økonomiske fremtid, en faldende forbrugertillid og generel tilbageholdenhed vil lægge en bremse på julehandlen. Branchespecialist advarer: Den perfekte storm skaber frygt for indkøbskaos på black friday.

Fagforening vil sikre udvalgte ledige uden om a-kasserne

Ledigheden blandt sygeplejersker, lærere, økonomer og jurister er historisk set så lav, at fagforeningen ASE nu ser en god forretning i at tilbyde disse og andre udvalgte faggrupper en ny fordelagtig lønforsikring. Beskæftigelsesministeren er bekymret for, at den nye lønforsikring griber om sig, men dels er ønskelisten i Folketinget for lang, og dels er der ikke flertal for at sende flere penge til dagpengesystemet.

Hvis ASE’s nye lønforsikringsmodel vinder frem, vil det give problemer for hele systemet, mener beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard. Arkivfoto: Jens Dresling.

Den danske dronevirksomhed Quadsat har sat kursen mod et globalt væksteventyr. Quadsat går nu for første gang i markedet med sine unikke droner, der kan revolutionere signalerne mellem antenner på jorden og satellitter i rummet. Hele verdens rumfart kigger mod de fynske iværksættere. Vi har været med indenfor.

Joakim Espeland er stifter og CEO i Quadsat, som kan blive en af fremtidens helt store forretningssucceser, fordi selskabet har udviklet en helt unik drone, der kan kommunikere med satelitter i rummet. Foto: Stine Rasmussen.

Millionerne strømmer ud til kunder, som blev ofre i Danske Banks gebyrskandale. Danske Bank har foreløbig udbetalt kompensation til ca. 65.000 kunder, som blev vildledt til at investere i produktet Flexinvest Fri. 22.000 venter stadig på deres penge.

Verdens største hedgefond vædder på børsfald. Bridgewater har satset over 1 mia. dollars på en mørk og kold vinter på verdens børser. (Wall Street Journal)

Labour laver pensionsplan for kvinder. Det britiske parti Labour fremlægger nu en plan, der skal kompensere en lang række kvinder, som er kommet i klemme som følge af en ny pensionsreform. Vinder partiet valget, vil hver kvinde i gennemsnit få en kompensation på 15.000 pund (Reuters)

Ny megahandel på vej. Schweiziske Novartis ser ud til at følge trop i medicinalindustriens opkøbsiver og er klar til at betale 9 mia. dollars for The Medicines Company og dermed få adgang til et nyt kolesterolsænkende middel. (Financial Times)

Stor efterspørgsel på Tesla. Det kan godt være, at præsentationen af Teslas nye Cybertruck lod noget tilbage at ønske, da ruderne alligevel ikke kunne tåle at få kastet en stålkugle ind i sig. Men folk vil gerne have bilen alligevel. Indtil videre har 146.000 mennesker forudbestilt den. (CNN)

Brexit-plan inden jul? Boris Johnson har fremlagt nye planer, der bl.a. skal sikre, at hans hans endelige brexit-planer bliver fremlagt for parlamentet, inden medlemmerne og resten af befolkningen sætter sig til at spise julemaden (Reuters).

Gik du glip af...

Tænketank: Danske seniorer halter efter de svenske på arbejdsmarkedet. Hvis danske 55-64-årige arbejdede lige så meget som svenskerne, ville det øge arbejdsudbuddet med 50.000 personer, konstaterer regeringens seniortænketank.

  • Hvad bliver der sagt? »Hvis Danmark kunne komme op på det svenske niveau, ville det svare til at øge beskæftigelsen med omkring 50.000 personer. Ud fra et groft skøn ville dette svare til en forbedring af de offentlige finanser med ca. 13,5 mia. kr., et beløb højere end udgifterne til 20.000 sygeplejersker,« hedder det i rapporten, der blev præsenteret torsdag.
  • Perspektivet: Regeringens seniortænketank foreslår dels en ny pensionskommission til at rydde op i en jungle af pensionsregler og dels en marginalbeskatning på op til 83 pct.

Indsigt

Alle kan se sig selv i Kylie Jenner. Verden fik første gang Kylie Jenner at se, da hun som 10-årig forargede sin far med en indøvet poledance i første afsnit af reality-serien ”Keeping Up With The Kardashians”. I dag er hun verdens yngste milliardær og har netop solgt halvdelen af sit kosmetikimperium for 4 mia. kr. Og så er hun kvinden, der fik Snapchats aktie til at falde 8,7 mia. kr. med et enkelt tweet. Hun har fået sin succes, fordi hun er så nem at relatere til.

På bare fem år er 22-årige Kylie Jenners formue steget fra 7 mio. kr. til 6,7 mia. kr. Hun er nu verdens yngste milliardær. Foto: Rich Fury.

Finans fakta

Bankernes kerneforretning er udfordret som aldrig før. Finanstilsynet har sendt en rapport på gaden med pengeinstitutternes halvårsindtjening over tid. Det lyder kedeligt. Det er det ikke. Tallene er nærmest det rene sprængstof.

Bankernes basisindtjening. Tal for 1. halvår i det anførte kalenderår. Tallene omfatter de 63 danskregistrerede banker og sparekasser. Grafik: Michael Stenvei. Kilde: Finanstilsynet.

Dagens profil

Dansk stjernedesigner i New York laver helst tøj for de mange. Rebekka Bay, som bliver 50 år torsdag, har taget vejen fra barndom i Silkeborg og uddannelse i Kolding til jobbet som kreativ direktør i New York for et hurtigtvoksende modehus med global succes. For en del designere er drømmen at se kreationerne blive præsenteret i de førende modeblade og vist frem på catwalks ved shows med kendisser, røde løbere og kindkys. Rebekka Bay, som er dansk designer i toppen af den globale modeindustri, har en anden tilgang.

Rebekka Bay er fra Silkeborg og uddannet fra Designskolen Kolding. Hun er med base i New York kreativ direktør i den japanske modegigant Uniqlo. PR-foto.

Dagens tal

86

Stålarving med stor succes. Indtjeningen fortsætter opad i den danske stål- og betonkoncern DS Gruppen, der er ejet af direktør Mads Møller Hansen og hans far, Svend Møller Hansen. 86 mio. kr. viser det nyeste overskud. Men direktøren ser mørke skyer i horisonten.

Debat

Federal Reserve har skabt bjerge af dollars – alligevel er det for lidt. Den amerikanske centralbank har siden finanskrisen sendt bjerge af dollars ud i økonomien. Alligevel er det utilstrækkeligt til, at det finansielle system fungerer gnidningsfrit. Desværre forstår ingen helt hvorfor, skriver Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit, i sin seneste klumme.

Det sker denne uge

Enkelte regnskaber og gode tilbud. Maersk Drilling kommer i denne uge med kvartalsregskab for tredje kvartal. Og fredag skydes julesalget for alvor i gang med den amerikanske indkøbstradition black friday, hvor der herhjemme nok engang er udsigt til rekordsalg - ikke mindst fordi dagen falder sammen med lønudbetalingsdag. Her er, hvad ugen bringer.

PS...

Jackson, Presley, Lennon, Prince og Houston. I det hinsides gælder det også om at være noget ved musikken. Og selvom man ikke er her længere, kan man stadig være særdeles indbringende. Her er de stjerner, der tjener mest i døden.

BRANCHENYT
Læs også