Morgen

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Banker klar til klimakamp: Grønne kunder har udsigt til billigere lån | Topsøe-familiens biotekdrøm er milliarder værd | Dansk kæmpesatsning på alternative elbiler

GODMORGEN

Vi tager hul på en ny uge og bringer blandt andet et nyt kapitel i vores serie om 10 idéer, der kan ændre Danmark. Her er ugens første briefing med seneste nyt og de vigtigste historier til at begynde dagen på.

Nyheder

Banker klar til klimakamp: Grønne kunder har udsigt til billigere lån

En arbejdsgruppe under Finans Danmark præsenterer mandag 20 anbefalinger, der skal gøre den danske finanssektor til en verdens grønneste. Læg særligt mærke til anbefaling nummer 5. »Den grønne omstilling er så svær og dyr at løse, og der skal vi ind og spille en stor rolle,« siger Michael Rasmussen, Nykredit-chef og formand for Finans Danmark.

Michael Rasmussen (tv) og Anders Eldrup (th) vil på mandagens årsmøde i Finans Danmark præsentere planerne om at gøre bankerne grønne. Foto: Stine Bidstrup

Topsøe-familiens biotekdrøm er milliarder værd: »Vi er langt foran alle andre«

Biotekselskabet IGM Biosciences har fået en forrygende start på eventyret som børsnoteret selskab. Potentialet for at revolutionere kræftbehandlingen er til stede, men risikoen er høj. Topsøe-familien faldt over biotekstjerne under familiemiddagen - nu skal tyrkertro få IGM Biosciences i mål.

Topsøe-familien stødte på deres bioteksats IGM Bioscience ved et tilfælde under en familiemiddag. Nu efter en milliardnotering af selskabet i USA er investeringen blevet flerdoblet i værdi. Foto: Tobias Nicolai

Fortsat uenighed om finansloven. Der er fortsat ingen aftale om finansloven for 2020. Det står klart efter søndagens forhandlinger, som efter fem og en halv time sluttede klokken 01.30 natten til mandag. Fra de fleste partier er der optimisme at spore - undtagen hos Enhedslisten. (Ritzau)

Juraeksperter: Split Kammeradvokatens tjans op. To professorer glæder sig over, at politikerne vil sende statens advokatopgaver - hvor det meste nu ligger hos Kammeradvokaten - i udbud i bidder. Det vil sikre gode råd for pengene, mener de.

Skandaleramt lufthavn åbner. Ifølge den første byggeplan skulle en ny storlufthavn i den tyske hovedstad Berlin have været klar i oktober 2011. Lufthavnen er fortsat ikke taget i brug, da byggeriet er otte år forsinket og med milliard-overskridelser af budgettet. Nu har lufthavnens chef netop fastslået over for tyske medier, at åbningen finder sted 31. oktober 2020. (DW)

Nye låneregler belønner folk med formue. Det kan betale sig at fjerne al anden gæld, før man køber bolig, viser beregninger fra Mybanker. Gælden vejer nemlig ekstra tungt, når boligejerne skal kreditvurderes.

DSB har vendt fem års tilbagegang på Storebælt. Toget har i flere år mistet passagerer på ruten over Storebælt. Men de seneste fire måneder er det gået frem. 8 pct. flere rejsende betegnes af trafikforsker som en stor stigning. (JP)

Paven blander sig i tilbudsræs. Mellem shoppingdagene black friday og cyber monday valgte pave Francis søndag i Vatikanet at opfordre forbrugere til at stå imod et stigende indkøb. Opfordringen fra paven kommer samtidig med, at tal viser, at onlinesalget i USA op til weekenden steg med 20 pct. i forhold til i fjor under black Friday. (Reuters)

Bilproducent investerer stort i USA. Bilgiganten Fiat Chrysler har indgået en forhåndsaftale over fire år med fagforeningen United Auto Workers. Den betyder, at bilkoncernen forpligter til til at investere 61 mia. kr. i USA. Tidligere have selskabet talt om en investering på det halve. Planen er nu at bruge milliarderne til bl.a. at skabe 7.900 nye jobs i kontraktperioden. (Bloomberg).

Google igen i Vestagers søgelys. EU har ifølge nyhedsbureauet Reuters indledt en ny undersøgelse af Googles dataindsamling. Fra Bruxelles antydes det, at Google som verdens mest populære internetsøgemaskine kan have fortsat sin praksis trods rekordbøder mod netop dette. Den danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager har afsagt bøder på samlet over 8 mia. euro til Google de seneste par år. (Reuters).

10 idéer

Serien "10 idéer, der kan ændre Danmark" fortsætter, og i denne uge fortæller vi om en dansk kæmpesatsning på alternative elbiler, som er ved at lukke den næste, store kapitalrunde. Brændselsceller, der skal gøre elbiler til grønne hybridbiler, skal være en ny, stor dansk eksportvare, mener Blue World Technologies. Den lille startup er nu ved at rejse 190 mio. kr. fra investorer og bygger på egen fabrik. Men der er forhindringer, som kan gøre det svært for selskabet, lyder eksperternes vurdering.

Anders Korsgaard, direktør for Blue World Technologies, der satser på brændselsceller til biler, så de kan køre på methanol. Byggeriet af en stor fabrik er lige gået i gang. Foto: René Schütze

Gik du glip af...

Krediteksperter advarer: Stor stigning i dårlige betalere. Danske virksomheder oplever i højere grad, at kunderne har svært ved at betale regningerne. Problemet er størst på de store eksportmarkeder, og det kan varsle endnu værre tider, mener to af landets største kreditforsikrere.

  • Hvad siger tallene: På Danmarks fire største eksportmarkeder er betalingsforsinkelserne steget med mere end 30 pct. fra 2017 til 2019. Det er især i Tyskland, Sverige og Storbritannien, at selskaberne har problemer med at inddrive penge.
  • Årsagen: Stigningen i betalingsforsinkelser er ifølge Erik Skovgaard Nielsen, direktør i kreditforsikringsselskabet Atradiusen, en kombination af vanskeligere konjunkturer, strukturelle ændringer i markedet og faktorer som brexit og handelskrig. Derudover spiller udviklingen i e-handel og digitalisering også ind.
  • Perspektivet: To af de største kreditforsikringsselskaber opfordrer begge til nøje debitorstyring for vejen fra betalingsforsinkelse til konkurs kan være kort, og lige nu er skyerne på himlen sorte.

Erik Skovgaard Nielsen, direktør for Atradius, advarer om stigende problemer med betalingsforsinkelser. Foto: Stine Bidstrup

Indsigt

Dansk startup bygger kæmpe fabrik: Vil få verdens biler til at køre på metanol. Om under et halvt år skal nye fabriksbygninger stå klar på Aalborg havn, og hundredevis af ansatte skal i gang med at forberede en produktion af brændselsceller i stor skala. Verdens største fabrik af sin slags. Første spadestik blev taget i september på en tom grund, og det skal gå stærkt.

Finans fakta

Så mange milliarder bruger amerikanerne på fem dage. De færreste er nok i tvivl om, at forbrugsfesten er stor i USA på årets store indkøbsdage, men udviklingen går alligevel overraskende stærkt.

Amerikanernes vilde forbrugsferie. Tallene dækker over, hvor mange penge amerikanerne bruger på at handle online fra Thanksgivning til og med Cyber Monday. Alle tal er i mia. dollars. Tallene for 2019 er estimeret. Grafik: Benjamin Werner Christensen. Kilde: Statista.

Dagens profil

»Kalenderen er lidt blank, når vi kommer ind i det nye år«. Når kalenderbladet skifter til 2020, får Klaus Kaae, som tirsdag fylder 60 år, ny titel og andre opgaver. Han vinker farvel til posten som leder af NCC’s forretningsområde building nordics. I stedet skal han vænne sig til en titel som seniorrådgiver. Selvom kalenderen er lidt blank i det nye år, er det kun godt at prøve noget nyt, lyder meldingen.

Når Klaus Kaae bliver seniorrådgiver i NCC, kan han se frem til mere tid med familien. Foto: NCC

Dagens tal

2,5

Milliarder. Det er beløbet, som bundlinjen dykker med i Bestseller-ejeren Anders Holch Povlsens investerings- og holdingselskab Heartland. Selv om omsætningen voksede fra 29,1 mia. kr. sidste år til 32,4 mia. i år, dykker bundlinjen fra 2,5 mia. kr. til knap 1,2 mia. kr. i år, viser regnskabet. Ledelsen i holdingselskabet er dog heller ikke blege for at anerkende, at årets resultat rammer uden for skiven.

Debat

Nyt år, nyt årti, men mere af det samme. Renterne kan blive ved med at falde, uanset hvor negative de var i forvejen. Det er nok den største og mest afgørende lektie for investorerne fra 2019, skriver Tine Choi, chefstrateg i PFA.

Det sker denne uge

Fokus på Pandora og det amerikanske kongetal. Denne uge fortsætter, hvor sidste uge slap: Med oceaner af tilbud. Mandag bliver nemlig også kaldt cyber monday, hvor webshops lokker med muligheder for at gøre en god handel. Den kriseramte smykkekoncern Pandora holder på onsdag ekstraordinær generalforsamling, fordi selskabet skal finde en ny bestyrelsesformand, efter Peder Tuborgh har valgt at træde tilbage. I USA udkommer det amerikanske ”kongetal” fredag, der er opgørelsen af antallet af nye jobs i USA. Tallet giver et indblik i den amerikanske økonomi her og nu. Her er, hvad ugen bringer.

PS...

»Vi er ikke for millionærer - kun milliardærer«. Sådan lyder beskrivelsen fra folkene bag en ny bankservice, IBF, som åbner i en bygning ved Dorchester Hotel på Park Lane i London. Her udlejes bankbokse. Men altså kun til de meget rige. Ud over små bokse, der ifølge beskrivelsen kan rumme eksempelvis diamater og guldbarrer, er det også muligt for kunder med store mænger af guldbarer eller andre værdier at leje et helt rum. Årlig pris for et sådant ligger på ca. 22 mio. kr. (Guardian)

BRANCHENYT
Læs også