Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Postnord i økonomisk krise kræver ny statsstøtte | Momssvindlere sendte hospitalsudstyr til Islamisk Stat | Færre danskere ønsker at forlade deres bank

GODMORGEN

PostNord forlanger nu et ekstra trecifret millionbeløb for fortsat at forpligte sig til at levere breve til alle afkroge af Danmark. Og så har personer i et dansk momssvindelnetværk været involveret i at få leveret hospitalsudstyr til Islamisk Stat. Disse historier og meget andet får du i dette nyhedsoverblik med alt det vigtigste og seneste.

Nyheder

Postnord i økonomisk krise kræver ny statsstøtte

Postnord er igen endt i økonomiske vanskeligheder. Folketinget er i al hast og fortrolighed blevet bedt om at bevilge mere end 100 mio. kr. til en midlertidig redningsplan til postvæsenet. Oppositionen såvel som regeringens støtteparti De Radikale protesterer og konkurrenter vil undersøge alternativer.
 

Postnord i Danmark henviser til transportminister Benny Engelbrecht, der mener, at en aftale inden nytår »ser svær ud« og foreslår, at den nuværende aftale med Postnord i Danmark midlertidigt forlænges. Foto: Gregers Tycho

Momssvindlere sendte hospitalsudstyr til Islamisk Stat

Personer i et dansk momssvindelnetværk var involveret i at få leveret hospitalsudstyr til Islamisk Stat. Det fortæller en insider fra netværket, der var en del af sagen om islamisterne og den formodede milliardsvindel af den danske stat. Han står nu frem og siger, at de danske myndigheder kendte til netværket.

Finans har valgt at anonymisere insiderkilden af hensyn til hans sikkerhed. Foto: Matias Seidelin. Collage: Anders Thykier.

Færre danskere ønsker at forlade deres bank. Antallet af danskere, som er så utilfredse med deres bank, at de ønsker at forlade den, er nu på laveste niveau siden finanskrisens udbrud. Det viser en ny undersøgelse fra konsulenthuset Voxmeter.

Kapitalfond på opkøbstogt. Kapitalfonden Polaris har kort efter overtagelsen af skadeservice-virksomheden SSG Group lavet et tilkøb i form af en svensk konkurrent. Men det stopper ikke her. Polaris overtager også logistikfirmaet Link Logistics, som i en årrække er vokset organisk herhjemme, men nu vil til udlandet og åbner for opkøb.

Danske Bank opjusterer for anden gang på fire dage. Få dage efter den seneste opjustering skruer Danske Bank igen forventningerne op til årets resultat. Nu forventer banken, at bundlinjen efter skat vil vise et plus på 15 mia. kr.

Krogsgaard spår 10 gode år for Novos supermolekyle: Arven er sikret til efter Fruergaard. Mads Krogsgaard Thomsen har med ét molekyle sikret væksten i Novo Nordisk efter den dag, han og Lars Fruergaard Jørgensen er fratrådt. (Børsen)

Designer anklager Jysk-koncernen for kopiering. En lille, midtjysk designvirksomhed har anlagt kopisag mod Jysk-kæden med 2.850 butikker i 52 lande. Detailkoncernen afviser alle beskyldninger.

Mette Ditmer Design mener, at Jysk har kopieret fire produktserier med designprodukter til badeværelset. Her viser designeren i sagsmaterialet eget design og Jysk-varianten. Foto: Mette Ditmer Design

Selvstændige med forældrekøb trues af stor skatteregning. Selvstændige risikerer en kæmpe skatteregning, hvis de har et forældrekøb. På en ejerlejlighed til 2 mio. kr. kan regningen løbe op i 700.000 kr.

To medarbejdere politianmeldt for svindel i forsvaret. To ansatte i Forsvarets Ejendomsstyrelse er politianmeldt, efter Rigsrevisionen i en undersøgelse har afsløret, hvordan medarbejdere i årevis har kunnet bestille varer og tjenesteydelser uden andres indblanding. (Altinget)

Milliardærklub-medlem ramt af konkurs. Det yngste medlem fra den såkaldte milliardærklub er nu blevet ramt af en konkurs. Mark Szigethy, der fungerede som milliardærklubbens børsmægler, har for få dage siden måttet se sit holdingselskab, Quint ApS, gå konkurs ved Skifteretten i Helsingør.

Mark Szigethy ses her til venstre. Han var den yngste i den såkaldte milliardærklub. Et andet af klubbens medlemmer, Aldo Petersen, ses her til højre. Foto: Simon Bohr.

Gik du glip af...

SAS lukkede regnskabsåret torsdag og det blev til en stærk afslutning.

  • Udvidelse. SAS kommer til at mangle mellemstore fly, som skal placeres i selvstændigt selskab. Flyene afgør, om SAS vil krympe eller vokse, siger koncernchef Rickard Gustafson. Piloterne kalder det en krigserklæring.
  • Aktiedyk. Investorerne så ikke med milde øjne på regnskabet. De sendte fra morgenstunden aktien ned med 15 pct. Dagen sluttede med et samlet fald på 15,3 pct.
  • Fremtiden. SAS forventer, at rejselysten bliver mindre næste år. Folk vil flyve lidt mindre, og det er medvirkende til, at SAS er forsigtig i sin prognose for 2020.

Kommentar

Banker lader sig forblænde af grøn omstilling. Klimadagsordenen er en oplagt vindersag for den finansielle sektor. Men det risikerer at blive en abstraktion og løser ikke den fundamentale, eksistentielle udfordring, mener virksomhedsredaktør Søren Linding.

10 idéer, der kan ændre Danmark

Mærsks valg af grønt brændstof afhænger af kunderne. Hvad skal afløse det tunge, beskidte skibsbrændstof i fremtiden? Maersk Lines løfte om at blive CO2-neutral er et gigantisk projekt med mange svære valg.

Finans fakta

Cepos: Ny cigaretpris rammer skævt. De laveste indkomster og socialt udsatte bliver hårdt ramt af dyrere tobak, vurderer tænketanken Cepos.

Dagens profil

»Da jeg får energi af at arbejde, er det nogle gange svært at holde op igen«. Anna Lund står som direktør i Food i Aarhus i spidsen for den årlige madfestival i byen. Hun går op i, medarbejderne skal have det skægt. På mandag fylder hun 40 år.

Anna Lund (i midten) er på gæstevisit i køkkenet i restaurant Atrium, som er en samarbejdspartner. Omkring hende ses køkkenchef Thomas Eiskjær (th.) og restaurantchef Frederikke Have. Foto: Christian Lykking.

Dagens tal

1,6

Slagterikoncernen Danish Crown vil det kommende år investere 1,6 mia. kr. i modernisering og udvidelser af selskabets fabrikker i blandt andet Danmark og Polen.

Børs

Minimale plusser på Wall Street. Det brede S&P 500-indeks steg med 0,2 pct., mens Dow Jones lukkede 0,1 pct. højere. Nasdaq-indekset steg marginale 0,02 pct. Investorerne forsøger tilsyneladende at finde ud af, hvad der kommer ud af handelsforhandlingerne, og nu ventes der spændt på den 15. december, som er datoen, hvor USA tidligere har varslet flere tariffer på kinesiske varer.

Debat

Små virksomheder ser mere dystert på fremtiden. Efter flere års fremgang i beskæftigelsen, er der de seneste måneder blevet trådt på bremsen blandt de virksomheder, der udgør rygraden af dansk erhvervsliv, skriver Jakob Brandt, vicedirektør i SMVdanmark.

Det sker i dag

  • Erhverv: SAS kommer med trafiktal for november.
  • Økonomi: Boligsiden.dk offentliggør Boligsidens Markedsindeks for november, der viser udviklingen i den gennemsnitlige salgspris og prisnedslag i november sammenlignet med november sidste år.
  • Udland: Det amerikanske kongetal for november offentliggøres.
  • Andet: Boris Johnson og Jeremy Corbyn mødes i en tv-duel på BBC forud for det britiske parlamentsvalg den 12. december.

PS...

Verdens sikreste' hjelm er ikke så sikker, som Hövding lover. Carl Lindahls cykelairbag udløste aldrig, da en modkørende cyklist kørte frontalt ind i ham på en smal cykelsti. Hövding ændrer nu markedsføringen af airbag-hjelmen. (DR)

BRANCHENYT
Læs også