Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

BREAKING

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Ny låneadfærd har sparet boligejere for 575 mio. kr. | Hårdt opgør om ansvaret i OW Bunker | Elbiler vil føre til tab af titusinder af arbejdspladser

GODMORGEN

Danske Banks topchef opfordrede folket til at sende ham mails. Så det gjorde vi i et halvt år. Se, hvad der kom ud af det og meget mere i denne morgenbriefing, som også kigger nærmere på krakket i OW Bunker og giver dig sidste kapitel i serien om 10 idéer, der kan ændre Danmark.

Nyheder

Ny låneadfærd har sparet boligejere for 575 mio. kr.

Boligejernes større fokus på at afdrage på deres realkreditlån og låse renten fast i en længere periode har sikret dem store millionbesparelser. Ændringen i låneadfærd betyder, at boligejerne sparer 575 mio. kr. i årlige bidragsbetalinger i forhold til oktober 2016, da priserne toppede. Nogle boligejere kan glæde sig over fortsatte prisstigninger i 2020, mens andre må forvente prisfald, lyder vurderingen fra kæderne EDC og Realmæglerne.

Lars Kynde Lyng er ejendomsmægler i Lemvig og mærker tydeligt, at det går bedre på boligmarkedet. Foto: Joachim Ladefoged.

Hårdt opgør om ansvaret i OW Bunker: Deloitte beskyldes for at tilbagedatere dokumenter

Revisions- og rådgivningsfirmaet Deloitte er kommet under voldsom beskydning for sin rolle i OW Bunker-skandalen. Konkursboerne vil have Deloitte gjort medansvarlig for kollapset i OW Bunker og har krævet 2,2 mia. kr. i en erstatningssag. Deloitte mener, at anklagerne er udokumenterede.

OW Bunker gik konkurs i november 2014, og kollapset udløste et gigantisk juridisk efterspil. Foto: PR / Collage: Anders Thykier.

Elbiler vil koste titusindvis af arbejdspladser. En dag i en ikke så fjern fremtid vil biler ikke udlede så meget som ét gram CO₂. Men vejen til at realisere dette endemål vil føre til omvæltninger, som de færreste i bilindustrien i dag kan forestille sig.

Ekspert: Flybilletterne bliver dyrere næste år. Det bliver efter alt at dømme dyrere at være flypassager næste år, lyder det fra en luftfartsekspert.

Danske Banks topchef opfordrede folket til at sende ham mails. Så det gjorde en af Finans' journalister i et halvt år. Siden sommer har Danmarks mest pressede bankdirektør delt ud af sig selv i denne mailkorrespondance.

Få dage efter sin tiltræden som topchef for Danske Bank markerede Chris Vogelzang et stort stilskifte med en simpel manøvre.

Tesla-shortere kravler i ly. Mens Tesla-aktien de seneste måneder er drønet i vejret, er antallet af væddemål mod aktien (også kaldet shorting, hvor man satser på kursfald) faldet drastisk. Spekulanter har tabt store summer på at vædde mod Tesla-aktien, der siden sommer er steget fra 179 dollars til 425 dollars. (Bloomberg)

Regeringen har mørklagt dokumenter om økonomi bag klimalov. Centrale dokumenter om økonomien bag klimaloven bliver holdt hemmelig af regeringen, skriver Berlingske.

Fyret Boeing-chef står til enormt gyldent håndtryk. David Muilenburg efterlod sig et hav af problemer, da han for få dage siden blev fyret som adm. direktør i flyproducenten Boeing. Men han forlod også jobbet med potentielt 400 mio. kr. i lommen. (CNN)

Udenlandske topchefer til tops i danske selskaber. I otte af Danmarks største børsnoterede selskaber har man i 2019 ansat en ny topchef - i seks tilfælde er valget faldet på en udenlandsk kandidat, skriver Børsen.

Ny lufthavn uden kontroltårn er åbnet. Det første flyselskab er landet i Scandinavian Mountains Airport, som efter planen også skal tiltrække en hel del danske turister. (Check-in.dk)

Verdens højeste turistattraktion sat til salg. Hvis du har mange penge, der brænder i lommen, kan du nu blive indehaver af udsigten fra verdens højeste bygning. (Reuters)

10 idéer, der kan ændre Danmark

Manden bag Microsoft, Bill Gates, har i årevis forsøgt at skabe bedre sanitære forhold i den tredje verden ved at genopfinde toilettet. Og en dansk forretningsidé er måske en del af løsningen. I det sidste kapitel i vores serie om 10 idéer, der kan ændre Danmark, fortæller vi, hvordan toiletvand kan føre den danske serieiværksætter Morten Lund ind i slumbyerne sammen med Bill Gates.

Morten Lund vil ved hjælp af bioreaktorer rense toiletvandet i nybyggerier, sommerhuse, udkantsområder og slumbyer og føre det tilbage i kummerne i et uendeligt loop. Foto: Gregers Tycho.

Indsigt

Anders Eldrup: »Bankerne kan komme galt afsted, hvis de gør, som de plejer«. Den tidligere Dong-direktør Anders Eldrup, som har stået i spidsen for den arbejdsgruppe, der skal gøre de danske banker grønne, var uhyre tæt på at foretage en fatal investering, da han for 10 år siden stod i spidsen for Dong Energy (nu Ørsted). Han var godt i gang med at skyde 18-20 mia. kr. i et stort nyt kulkraftværk, som ville have været stort set intet værd i dag. Han trækker specifikt denne historie frem, fordi han vil advare de danske banker om den nye virkelighed, de står foran.

Anders Eldrup mener, at bankerne skal indregne klimarisici på linje med økonomiske risici, når de uddeler lån. Foto: Gregers Tycho.

Finans fakta

Olie i top, dollar i bund: Sådan har forskellige investeringer klaret sig i 2019. Det har været et godt investeringsår, og 2019 har udmærket sig ved, at næsten alle aktivklasser er steget. Få overblikket i disse grafer.

Dagens profil

»Jeg gik rigtig tidligt i seng i et par år, fordi hjernen havde brug for at restituere«. Det føles, som er man en ballon med et lille hul i. Livet fiser bare ud. Sådan nogenlunde beskriver Michael Ring, hvordan han 1. maj 2014 faldt om med en hjerneblødning i familiens hjem lidt uden for Hørsholm. Michael Ring, der er direktør og ejer af designklenodiet Stelton og søndag fylder 60 år, vidste ikke på det tidspunkt, at han lider af en sygdom, der betyder, at hans blod koagulerer og nemt danner propper. Men hændelsen for fem år siden har for altid ændret hans syn på livet.

Michael Ring er en ivrig sejler og var efter hjerneblødningen nødt til at sælge sin store båd. Men han har købt en mindre og deltager stadig i kapsejlads. Privatfoto.

Dagens tal

2,2

2,2 mio. gældsposter er antallet, 350 medarbejdere i Gældsstyrelsen skal tjekke. Medarbejdere arbejder non-stop med at gennemgå gældsposter, hvoraf de ældste er over 30 år gamle. I år har de slidt sig igennem 400.000 poster. Så er der 1,8 mio. tilbage. De 2,2 millioner er ubetalte regninger fra DSB, skattevæsenet, DR, kommuner, Udbetaling Danmark og flere hundrede andre offentlige instanser skal gennemgås manuelt én efter én, fordi der er mistanke om fejl.

Debat

Her er verden i 2020 - set gennem topchefens prisme. Det internationale mindset vender tilbage til toppen af erhvervslivets dagsorden i det nye årti, skriver Steen Rosenbak, Finans' chefredaktør, som på tærsklen til 2020 ser nærmere på de store erhvervstendenser, der vil dominere begyndelsen af det nye årti.

Steen Rosenbak, Finans' chefredaktør.

Det sker denne uge

Ugen starter i ét årti og slutter i et andet, men det skal lige i gang, og kalenderen er derfor ikke spækket med finansrelaterede begivenheder. Nytårsdag holder Mette Frederiksen imidlertid sin første nytårstale som statsminister, hvor hun både vil se tilbage på året, der er gået, og se frem mod de politiske initiativer, regeringen vil sætte i gang i det nye år. Her er, hvad de kommende dage bringer.

PS...

Et flertal i Folketinget vil fortsætte beskatningen af firmatelefoner. Men med få greb er det faktisk alligevel muligt at undgå beskatningen.

BRANCHENYT
Læs også