Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Her er topchefen med landets stærkeste brand | Danskerne er hårdest ramt af økonomisk internetsvindel | Tre gutter fra Aalborg sælger nu tøj for over 100 mio. kr.

GODMORGEN

De blev kendt fra Løvens Hule, og nu er tre nordjyske venner blevet millionærer på deres hurtigtvoksende tøjfirma. Vi har også talt med Novo Nordisks topchef, der er tilbage i den gyldne inderkreds. Det og meget mere i dagens første nyhedsoverblik.

Nyheder

Her er topchefen med landets stærkeste brand

Sidste år drattede han ned på listen over de stærkeste chefnavne herhjemme. Nu kan topchefen i Novo Nordisk, Lars Fruergaard Jørgensen, kalde sig indehaver af landets stærkeste omdømme. Det viser en årlig analyse fra Infomedia. Det pudsige er, at Novo-topchefen ikke er særlig glad for at stå i front. For at stå på mål foran snurrende kameraer og forventningsfulde blikke. Nu har han så vundet en pris for sin synlighed og for sin måde at gebærde sig i offentligheden. Det hænger ved første øjekast ikke sammen – og så alligevel.

Det kræver mentalt overskud og store forberedelser, når Lars Fruergaard Jørgensen skal stille op både internt og eksternt. Foto: Lars Krabbe.

Danskerne er hårdest ramt af økonomisk internetsvindel

Ingen andre EU-borgere oplever i så høj grad forsøg på at få franarret f.eks. koder og kreditkortoplysninger via internettet som danskerne. Det er der flere årsager til, vurderer eksperter. Danskerne med deres høje levestandard er en oplagt målgruppe for svindlere på nettet. Og så er vi måske lidt for godtroende, når vi klikker os rundt på internettet. En ekspert i datasikkerhed giver her otte råd, som de fleste kan følge og øge deres digitale tryghed.

Tre gutter fra Aalborg sælger nu tøj for over 100 mio. kr. Det danske herretøjsfirma Shaping New Tomorrow, der blev landskendt over natten efter sin deltagelse i tv-programmet Løvens Hule, fortsætter sin nærmest kometagtige vækst. På blot et år er omsætningen vokset med 225 pct. Samtidig er indtjeningen eksploderet.

Ecco har lukket historisk handel til over 1 mia. kr. Russiske forbrugere er i søgelyset hos flere danske detailselskaber. Jysk åbner til april de første butikker i Rusland, hvor den familieejede skokoncern Ecco netop har gennemført en historisk stor investering.

Lego-familiens privathospital tjener millioner. Det er en rigtig god forretning for Kjeld Kirk Kristiansen og hans familie at lave kosmetiske behandlinger, sundhedstek og andre lægelige behandlinger, viser nyt regnskab.

Trump udpeger Mike Pence som ansvarlig virusminister. Præsident Donald Trump siger, at USA er »meget, meget klar« til at møde virustruslen, og derfor har han også udpeget vicepræsident Mike Pence som den hovedansvarlige for forebyggelse og håndtering af coronavirus i USA. (CBC News)

Nestlé tager nu drastiske skridt i kampen for at undgå, at selskabets medarbejdere bliver smittet med coronavirus. Verdens største fødevarevirksomhed dropper nemlig nu i en periode alle forretningsrejser.

10 selskaber betaler over en tredjedel af al selskabsskat. De åbne skattelister, der kan ses fra torsdag, afslører selskabsskatter for 61 mia. kr. Novo Nordisk og Danske Bank vil formentlig ligge i toppen igen i år. (Børsen)

Han begyndte i sin fars kælder - nu er hans firma 16,5 mia. kr. værd. Italienske Nerio Alesandrinis navn ringer næppe en klokke hos mange, men det burde det måske. I hvert fald har han skabt sig noget af en forretning med kæden Technogym.

Podcast

I en ny brand-undersøgelse af landets topchefer løber Novo Nordisks adm. direktør med en førsteplads. Men hvorfor har Lars Fruergaard Jørgensen Danmarks bedste omdømme? Det forsøger Finans' journalist Sille Wulff Mortensen at svare på i vores daglige podcast, der sætter skarpt på et aktuelt emne. Lyt med her.

PS: Fik du ikke lyttet med på tidligere afsnit? Du kan finde dem alle her.

Gik du glip af...

EU kan slukke omstridt dansk nanoselskabs vækstdrømme. Selvom teknologivirksomheden Act.Global sælger sit hovedprodukt i flere europæiske lande, mangler produktet fortsat at blive godkendt af EU. Alligevel har næsten 200 investorer postet penge i Amager-selskabet, der kun har en midlertidig salgstilladelse.

  • Produktet: Act.Global sælger en bakteriedræbende spray, men det aktive stof, som sprayen er baseret på, er slet ikke godkendt af EU. Det bliver i øjeblikket vurderet af Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA).
  • Tidshorisonten: Ifølge Charlotte Wallensten, kontorchef i Miljøstyrelsen, kan der snildt gå mere end tre år, før Act.Global finder ud af, om den endelige godkendelse er på plads.
  • Eksperterne: De stiller spørgsmålstegn ved Act.Globals mirakelmiddel mod skidt og bakterier. Det er nemlig usikkert, hvor effektivt produktet er. Finans er dykket ned i forskningen og har talt med fagpersoner.

Det omstridte nanoselskab Act.Globals bakteriedræbende spray er endnu ikke godkendt af EU. Selskabet med direktør Carsten Jensen i spidsen har udelukkende en midlertidig tilladelse til at sælge produktet. Foto: Nikolai Linares.

Finans fakta

Der skal være fremdrift i studierne, og de studerende skal se at blive færdige på universiteter og andre højere læreanstalter, så de kan komme ud og arbejde. Sådan har parolen lydt fra skiftende regeringer igennem de senere år. Men bøjede nakker over bøgerne og eksamener på en snor gør det tilsyneladende ikke alene. Det viser en ny opgørelse, som har kigget nærmere på, hvad studiejob betyder for ens videre jobfærd.

Studiejob letter vejen til det første "rigtige" job.

Dagens profil

Selvom han altid har haft en idé om, at han skulle ud i den virkelige verden og få sig et regulært arbejde, er professor Ken L. Bechmann fra Copenhagen Business School blevet hængende i den akademiske verden. Kollegaerne siger, at han har så mange bolde i luften, at han ofte først bliver færdig med tingene i sidste øjeblik. Og så har Ken L. Bechmann haft flere sammenstød med virksomheder på grund af sin forskning. »Nogle pudser deres revisor på mig, men jeg har altid beviserne i orden.«

Dagens tal

247

Efter flere år med hæsblæsende vækst tog regnskabstallene sidste år et gevaldigt dyk i Martin Skou Heidemanns byggekoncern Skou Gruppen. Omsætningen faldt med 247 mio. kr., og overskuddet blev mere end halveret. Men virksomheden har stadig 145 ansatte, og der står ingen blinkende advarselslamper på Martin Skou Heidemanns kontor. Tværtimod.

Børs

Endnu en nervøs dag på Wall Street. Det brede S&P 500 mistede 0,4 pct., mens Dow Jones bakkede med 0,5 pct. Teknologitunge Nasdaq gik derimod lidt i plus med 0,2 pct. For anden dag i træk kunne aktierne ikke holde hele vejen hjem, fordi investorerne fortsat bekymrer sig om spredningen af coronavirusset og effekten på den globale vækst.

Debat

Måske ved du ikke (endnu), hvad et coworking space er. Det er, som navnet siger, et arbejdssted, som flere er gået sammen om at dele. Formålet er selvfølgelig at spare på de faste omkostninger, men lige så vigtigt er det at finde sammen i et åndsfællesskab. Et community. Her er mere ilt end i de fine kontorer. Inspirerende omgivelser giver bedre energi på arbejdspladsen.

Det sker i dag

  • Erhverv: Dantax og Re-Cap kommer med regnskab for andet kvartal, og Matas kommer med regnskab for tredje. Alm. Brand, Banknordik, Grønlandsbanken, Scandinavian Tobacco, Totalbanken, AB Inbev,Kuehne + Nagel og Zalando kommer med årsregnskab.
  • Politik: Skatteminister Morten Bødskov er i dag kaldt i åbent samråd om registreringsafgiften for elbiler i 2021.

PS...

For præcis 25 år siden krakkede Storbritanniens ældste investeringsbank, Barings Bank, efter at en enkelt ansat på egen hånd havde gamblet med 7 mia. kr. af bankens penge - og tabt det hele. Hvad lærte banksektoren efter det? Det forsøger CNBC at finde svaret på.

Og så er salgspriserne på ansigtsmasker i mange dele af verden skudt i vejret, fordi onlineforhandlere forsøger at slå profit på frygten for coronavirus. Det får nu verdens største netbutik til at gribe ind.

BRANCHENYT
Læs også