Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Pensionsopsparerne er slået et år tilbage | Nu rammes danskernes private sundhedsforsikringer | Prisen for pandemien: Den laveste globale vækst i 40 år

GODMORGEN

Smæk til danskernes pensioner, store aktiefald i USA og den laveste globale vækst i 40 år. Her får du dagens første briefing med alt det vigtigste om bl.a. coronakrisen.

Nyheder

Coronakrisen har kostet pensionsopsparere over 300 mia. kr.

Efter endnu en urolig dag på børserne har danske pensionskunder nu tabt alt afkast i 2020 og en meget stor del af sidste års afkast på over 300 mia. kr. som følge af coronakrisen. Pensionsselskaberne får i øjeblikket mange bekymrede opringninger fra kunder, der ser afkast for hundredtusindvis af kroner forsvinde fra deres pensionsopsparing. Deres råd til de tabsramte kunder? Hold fast.

For de pensionskunder, der sparer op i et såkaldt markedsrenteprodukt, er sidste års rekordafkast nu stort set tabt i flere store pensionsselskaber. Arkivfoto: Olivia Loftlund.

Nu rammes danskernes private sundhedsforsikringer

Kunder med private sundhedsforsikringer må finde sig i, at de ikke længere har adgang til hurtig behandling som følge af udbruddet af coronavirus. En række af pensionsselskabernes samarbejdspartnere i sundhedssektoren har lukket ned for alle ikke-livstruende behandlinger, lyder det fra Danmarks to største pensionsselskaber.

Prisen for pandemien: Den laveste globale vækst i 40 år. En dramatisk rentesænkning på 1 procentpoint i USA har været uden målbar effekt. Mandag blev aktiehandelen i perioder sat i stå, og råoliepriserne faldt med 10 pct. De økonomiske konsekvenser er så småt begyndt at blive kvantificeret.

På Piazza Navona i Rom venter en tjener forgæves på gæster. Det kan have lange udsigter, inden de vender tilbage. Foto: AP/Andrew Medichini.

Opfordring: Frigiv danskernes feriepenge som krisehjælp. Ifølge regeringen bør danskerne afvikle ferie og afspadsering nu. Men samtidig har regeringen beslaglagt feriepenge for milliarder. Hold tungen lige i munden og forstå, hvorfor det kan blive et problem nu.

Her er hjælpen, der kan bringe luftfarten gennem krisen. Luftfarten gisper efter vejret. Pengene fosser ud af kassen, mens indtægterne er tørret ud. Det handler om branchens overlevelse, og der skal både statsgaranti og økonomisk kompensation til - i en hulens fart.

Syv års europæisk aktiefest er forduftet på en måned. Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks er nu slået tilbage til samme kursniveau som i 2013 på grund af coronapanikken på de finansielle markeder. Det danske eliteindeks C25 er faldet med næsten 30 pct.

Trump fraråder forsamlinger med over ti personer. Amerikanerne bør ikke samle sig i grupper på over ti personer, lyder opfordringen mandag fra den amerikanske regering og præsident Donald Trump. Trump anbefaler desuden en række andre tiltag for at inddæmme spredningen af coronavirus.

Brat kursfald gør ondt: Regningen til boligkøberne bliver stor. Efter endnu en blodig dag på rentemarkederne står boligkøberne nu til en ekstra regning. Og regningen er bygget op på få dage.

Salget af statsobligationer hæves med 50 milliarder i 2020. Staten låner sig til 50 milliarder kroner mere at skyde med i 2020 til eksempelvis hjælpepakker til økonomien.

Amazon vil ansætte 100.000 personer i USA. Ikke alle brancher og selskaber oplever nedtur under coronakrisen. Oprustningen hos Amazon sker, fordi frygten for det smitsomme coronavirus har fået forbrugerne til i stigende grad at købe ind på nettet.

Gik du glip af...

Historierne om de mange virksomheder, som nu for alvor begynder at skære ned og sende medarbejdere hjem? Her er et hurtigt overblik:

  • Norwegian: Sender 7.300 ansatte hjem - svarende til 90 pct. af hele medarbejderstaben. Situationen er kritisk, og samtlige af selskabets fly risikerer at blive parkeret på jorden.
  • Bang & Olufsen: Fyrer 115 ansatte kun få dage efter, at selskabet måtte nedjustere sine forventninger til regnskabsåret. Fyringerne skal give en årlig besparelse på 175 mio. kr.
  • DFDS: Sender omkring 600 ansatte hjem og gør samtidig brug af regeringens nye hjælpepakke, der sikrer lønkompensation til de berørte medarbejdere. Der vil komme fyringer uden for Danmark, siger topchefen.
  • Ryanair: Lavprisflyselskabet sætter stort set hele sin flyflåde på jorden, suspenderer aktietilbagekøbet og standser alle investeringer for at reducere omkostningerne.
  • Tui: Verdens største rejsekoncern lukker nærmest ned med en midlertidig afvikling af de fleste rejseaktiviteter. Coronavirussen har sendt chokbølger gennem rejseindustrien.
  • Stena Line: Det svenske rederi afskediger 950 medarbejdere, fordi coronaudbruddet har fået passagertallet på rederiets skibe til at styrtdykke.

Interview

Preben Terp-Nielsen er adm. direktør i en dansk milliardvirksomhed, der kunne tjene styrtende på den igangværende coronakrise. Abena sælger alt fra masker og handsker til dragter og kunne uden problemer skrue både produktionen og priserne i vejret. Men i stedet opfordrer direktøren sine kunder og almindelige danskere til at tænke sig om og ikke hamstre løs. »Det handler om at bevare sin sunde fornuft. Også i Danmark,« siger Preben Terp-Nielsen.

Selvstændige i knibe

Bogholdere, konsulenter og mange andre danskere med egen virksomhed skal skrotte hele forretningen, før de kan komme i betragtning til dagpenge. Det kan ifølge SMV Danmark være med til at smadre en gunstig dynamik i dansk erhvervsliv. En af de selvstændige, som er i voldsom bekneb, er Anette Laursen. Hun har mistet nærmest alle kunder i sit konsulentfirma ALC-Consulting, men i modsætning til for almindelige virksomheder er der ingen penge at hente fra regeringens hjælpepakke. »Jeg skal opgive mit firma og indlevere mit cvr-nummer for at kunne modtage dagpenge.«

Ud over den frihed, som jeg har til at vælge, er der kun en forskel på mig og en fastansat. Og det er usikkerheden, konstaterer Anette Laursen. Foto: Joachim Ladefoged.

Dagens profil

Hver morgen klokken fem trækker han i løbeskoene og tænder pandelampen. Derefter står den normalt på en løbetur hen til det lokale motionscenter i udkanten af Herning for at træne. Derefter er han klar til hverdagen og arbejdslivets udfordringer. Den 49-årige Michael Oversø, der gerne kalder sig selv for en erhvervsmand med fokus på købmandskabet, har fået nyt job. Det kræver netop energi og tempo: Han skal nemlig sikre yderligere fart i den danske køkkenkæde Svane.

Dagens tal

5

Billederne af danskere, der hamstrer løs i supermarkederne, har den seneste uge vækket forargelse. Det har nu fået dagligvarekoncernen Coop til indføre restriktioner på modermælkserstatning, som kunder nu maks må købe fem styks af. »Modermælkserstatning er et vitalt produkt, og vi frygter, at nogen hamstrer det på en måde, så der skabes flaskehalse.«

Børs

Børserne i USA lukkede med blodrøde fald. De tre toneangivende amerikanske aktieindeks lukkede mandag med fald på over 12 procent. På et tidspunkt faldt kursene så hurtigt, at handlen blev indstillet. Da handlen blev genoptaget, fortsatte kurserne ned. Ifølge Reuters faldt markedsværdien af de amerikanske aktier med omkring 2.000 mia. kr. i løbet af de første få minutters handel mandag. Her er den seneste børsberetning.

Debat

Tre ting afgør corona-kampen. Nogen er bedre selskab i en redningsbåd med end andre. Men ligegyldigt hvad: Hjælp, hvor du kan, skriver Anders Heide Mortensen.

Det sker i dag

  • Erhverv: Volkswagen, Ecco og Andersen & Martini kommer med årsregnskab. FedEx kommer med kvartalsregnskab.
  • Økonomi: Finansdanmark kommer med boligtal for fjerde kvartal i 2019.
  • Politik: EU’s økonomi- og finansministre mødes i dag i Bruxelles.
  • Udland: Den Amerikanske Centralbank ventes at holde rentemøde i dag og i morgen.
  • Andet: Uefa holder hastemøde, hvor blandt andet sommerens EM skal diskuteres i lyset af coronavirusudbruddet.

PS...

Hvordan klarer man sit arbejde hjemmefra med børn, der også er sendt hjem? og hvordan motiverer man medarbejdere i coronatider? Det kan være svært at få corona-ligningen til at gå op. Finans har indhentet gode råd.

BRANCHENYT
Læs også