Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Giftig cocktail sender dansk olieindustri i knæ | Ombejlet selskab har sendt 1.000 mand hjem | Senatet i USA har godkendt enorm hjælpepakke

GODMORGEN

Her får du dagens første nyhedsoverblik med alt det vigtigste om coronakrisen og andet relevant, der vedrører erhvervslivet.

Nyheder

Giftig cocktail sender dansk olieindustri i knæ

En kritisk kombination af coronakrise og styrtdyk i olieprisen har sendt de danske leverandører til oliebranchen ud i massive problemer. De skrappe tiltag for at bekæmpe coronavirussen afskærer selskaberne fra deres kunder. Samtidig gør den rekordlave oliepris ondt. En presset direktør må undvære hjælpepakker: »På et eller andet tidspunkt slipper det op med feriefridage og afspadsering.«

Coronakrisen har gjort oliebranchens produktionssteder, f.eks. boreplatforme, til lukket land for underleverandører. Foto: Magnus Holm.

Milliardsalg afblæst - ombejlet selskab har sendt 1.000 mand hjem

Coronakrisen har kortsluttet én af de mest ventede virksomhedshandler herhjemme. Salget af Euro Cater - der står bag bl.a. AB Catering og Inco-butikkerne - er skudt til hjørne, mens virksomheden kæmper for at få styr på forretningen. Flere kapitalfondsejede selskaber er i store problemer som følge af coronakrisen. Men for de fonde, som har rejst penge, kan krisen også give mulighed for at gøre en god handel.

Senatet i USA har godkendt historisk hjælpepakke. En enorm økonomisk hjælpepakke til virksomheder og indbyggere i USA er tidligt torsdag morgen dansk tid blevet godkendt i Senatet med et overvældede flertal. Hjælpepakken på op mod 2.000 milliarder dollars skal afbøde de økonomiske konsekvenser af udbruddet af coronavirus i USA. Hvis ikke det svimlende beløb i hjælpepakken er nok, vil Trump bede om flere penge, siger han. Indholdet af den rekordstore coronapakke vækker dog allerede blandede følelser i USA.

Hjælpepakker for billioner af kroner, men er det nok? Beløbene flyver rundt i luften fra alle de hjælpepakker, der rulles ud verden over i forsøget på at imødegå de økonomiske konsekvenser af coronakrisen. Fælles for pakkerne er erkendelsen af, at den økonomiske vækst vil blive ramt. Men der er stor forskel på, hvordan der sættes ind.

Huslejekrig mellem udlejere og detailkæder. Coronakrisen har på ganske kort tid skabt en kamp om likviditet - og dermed også betaling af husleje - i dansk detailhandel. Bestseller har netop meddelt 200 danske udlejere, at de ikke får husleje for april. Også landets næststørste modekoncern, DK Company, er presset. »Vi er i en akut situation.«

Danfoss sender 460 medarbejdere hjem. Milliardvirksomheden Danfoss gør nu brug af den danske stats lønkompensationsordning. Vi tilpasser os situationen, siger topchef Kim Fausing.

Kendt dansk tøjmærke bestjålet. Direktøren i Les Deux fik sig noget af et chok, da han hørte, at tøjfirmaet havde fået stjålet varer for 1 mio. kr. – midt i en historisk krise, hvor selskabet allerede har måttet spare.

Dømt svindler er gået i offensiven. Den dømte svindler Per Ulrich Karpf har indrykket en stor annonce i Berlingske for at få nye kunder under coronakrisen. Berlingske kalder det en fejl, at annoncen blev bragt. »Jeg forsøger bare at overleve som alle andre,« siger hovedpersonen.

Grundfos-toppen sætter tal på et 2020 i coronakrisens skygge. Mens mange selskaber har suspenderet 2020-forventningerne, tøver Grundfos-ledelsen ikke med at sætte tal på effekten af den globale coronakrise.

Norwegian beder sine kreditorer om henstand på milliardlån. Ifølge Norwegian er manøvren med henstand nødvendig for at selskabet kan få del i en hjælpepakke fra den norske regering. Analytiker vurderer, at Norwegian er få uger fra konkurs uden redningskrans.

Gik du glip af...

Historierne om nogle af de danske virksomheder, der er i fuld gang med at omstille produktionen for at sikre, at Danmark ikke løber tør for værnemidler? Herunder er blot nogle af eksemplerne. Vi kipper med flaget og siger tak.

  • Dagligvaregiganten: På en af Orklas danske fabrikker stopper man nu med at producere solcreme og deodoranter til fordel for håndsprit. Umiddelbart kan det lyde svært at genbruge solcremens tube-emballage og deodorantens beholder med armhulekugle. Men det er lige, hvad man gør.
  • Bryggeriet: En brygmesters opringning om lån af en tankbil fører nu til, at afdampet alkohol fra produktion af alkoholfri øl på Royal Unibrews bryggeri i Faxe forvandles til håndsprit. De første tankvogne med alkohol er allerede leveret.
  • Cocktailfabrikken: Europas måske første cocktailfabrik på Jernholmen i Hvidovre vil nu også hjælpe med til, at danskerne kan spritte hænderne af. »Der er jo alkohol i begge dele. Så på den måde kan man godt sige, at en håndsprit er en cocktail med andre ingredienser,« siger direktøren.
  • Juicemanden: Den danske juicefabrik Seimei på Lolland har valgt at stoppe produktionen af drikkevarer for i stedet producere tidens største mangelvare. »Det er lige nu meget vigtigere end juice,« siger direktør og ejer Allan Feldt.

Den danske erhvervsmand og mangemillionær Allan Feldt har nu også kastet sig over håndsprit. Foto: Lars Krabbe.

Explainer

Luftfarten og rejsebranchen forbereder sig på, at det kan tage år, før rejselysten er tilbage på samme niveau som før coronakrisen. Forventningen er, at usikkerheden om bekæmpelsen af coronavirus i stor stil vil få forbrugerne til at holde igen med at bestille flybilletter og pakkerejser langt frem i tiden. Det kan få alvorlige konsekvenser.

Finans fakta

På tre uger har flytrafikken i Europa taget sit mest dramatiske fald nogensinde. Lufthavne er forvandlet til p-pladser for parkerede fly. Og flyselskaber kæmper desperat for at holde sig i live. Se det bratte fald i lufttrafikken i denne skræmmende graf.

Dagens profil

Den tidligere danske erhvervsleder Ernst Trillingsgaard har en lang og flot karriere bag sig. Han var over en 50 år lang periode direktør for først Musikteatret Holstebro og siden for Aalborg Kongres & Kultur Center. Her sørgede han for, at fagforeninger placerede deres store møder i Aalborg. Som leder lagde han vægt på at få de ansatte med sig. Fredag fylder han 80 år.

Dagens tal

78

Så mange milliarder tjente Europas rigeste mand, Bernard Arnault, forleden, da aktiemarkederne sprang kraftigt i vejret. Det var formentlig en verdensrekord.

Bernard Arnault, storaktionær i LVMH Group - og en af verdens rigeste mænd. AP Photo/Christophe Ena.

Børs

Enighed om historisk hjælpepakke gav amerikanske investorer ny energi. Onsdag var meldingen fra Trump-regeringens forhandlere og Demokraterne, at der er enighed om en gigantisk hjælpepakke. Meldingen banede vejen for nye kursstigninger. Her er den seneste børsberetning.

Kommentar

Ups, vi har nationaliseret de frie finansmarkeder i hele verden. Forestillingen om det frie finansmarked bør lægges på hylden efter ugens udvikling i den økonomiske version af coronakrisen. Det mener Finans' chefredaktør, Steen Rosenbak. En massiv statslig pengeindsprøjtning på markedet for virksomheders gæld kan ske på få uger. Men det vil tage årtier at afvikle den igen.

Det sker i dag

  • Erhverv: Nordicom, Scandinavian Brake Systems, F.E. Bording og Østasiatiske Kompagni kommer med årsregnskab.
  • Erhverv: Novo Nordisk, Genmab, Orphazyme, Scandinavian Tobacco Group og Sanistål holder generalforsamling. BankNordik holder ekstraordinær generalforsamling.
  • Økonomi: Danmarks Statistik kommer med nye tal for detailsalg i februar.
  • Politik: Både Europa-Parlamentet og EU's stats- og regeringschefer holder møder om håndteringen af coronakrisen.
  • Udland: USA's BNP-vækst i fjerde kvartal offentliggøres.

PS...

En af Danmarks mest succesrige og anerkendte aktieforvaltere, Michael Voss, giver nu et større pengebeløb til et dansk coronaforsøg. Dermed har han reelt købt en læge fri til at fokusere på at finde en kur mod coronavirussen. »Sagen er så vigtig, at vi alle må bidrage.«

BRANCHENYT
Læs også