Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Regeringen forlænger lukningen af erhvervslivet og vil lave flere hjælpepakker | Jysk-chefen: Tingene skal lysne snart | Boris Johnson er overført til intensivafdeling

GODMORGEN

Covid-19 og coronakrisen sætter sig fortsat på det meste af dagsordenen. I Storbritannien er premierminister Boris Johnson nu overført til intensiv-afdeling. I Danmark har regeringen bekendtgjort, at vi så småt skal genåbne samfundet. Skoler og daginstitutioner skal igen tage imod de yngste efter påske. Der er dog stadig mange uafklarede spørgsmål om fremtiden - særligt i forhold til erhvervslivet. Her er dagens første briefing.

Nyheder

Statsministeren tager ét forsigtigt skridt ad gangen - de små erhvervsdrivende må vente

En forsigtig og kontrolleret genåbning af Danmark påbegyndes med genåbning af vuggestuer, børnehaver og de mindste skoleklassetrin. Storcentre og restauranter må dog holde lukket et stykke tid endnu, slog Mette Frederiksen fast på et pressemøde i aftes. Regeringen indleder nu forhandlinger om nye hjælpepakker til erhvervslivet. Reglerne er nødt til at blive mere fleksible, mener SMVdanmark, der vil have indført en bagatelgrænse i hjælpepakkerne. For den danske rejsebranche har intet ændret sig, og selskaber som SAS og Spies har allerede indstillet sig på at vente til maj og formentlig endnu længere.

Statsminister Mette Frederiksen ved pressemødet i Statsministeriet om Covid-19 i Danmark. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Investorer lægger pres på topchefernes lønninger under krisen

De massive udfordringer, coronakrisen skaber, bør få topledelserne i virksomhederne til at kaste et kritisk blik på deres egne lønpakker. Sådan lyder det fra flere af de store danske investorer. Men mens en række topledere med udsigten til et stærkt udfordret 2020 allerede er gået ned i løn, står andres lønpakker uberørt. Det viser en gennemgang af lederlønnen i en række større virksomheder, som Finans har gennemført.

Søren Nielsen, koncernchef i høreapparatvirksomheden Demant, er gået over 10 pct. ned i løn i en periode som følge af coronakrisen. Andre selskaber fastholder lønpakken til topchefen. Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup.

Boris Johnson er overført til intensivafdeling. Boris Johnsons tilstand er forværret mandag. Udenrigsministeren i Storbritannien vikarierer derfor som premierminister, idet den britiske premierminister, som indlagt på et hospital i London med Covid-19, nu er flyttet til intensivafdeling. Følg seneste nyt om situationen her.

Jysk-chefen: Tingene skal lysne snart, ellers giver krisen uoprettelige skader. Jysk er som hele detailbranchen hårdt ramt af coronakrisen, der har stoppet en stor del af salget. Indtil nu klares likviditetskrisen dog med kapital fra egne rækker i den familieejede koncern, fortæller koncernchef Jan Bøgh.

Ambu opjusterer forventninger til 2020. Midt i stimen af negative coronavirus-historier går medicoselskabet Ambu nu imod strømmen og løfter forventningerne til 2020. Selskabet, som har haft held med nye produkter på det amerikanske marked, ser nu en højere organisk omsætningsvækst for året end tidligere forventet.

Roskilde Festival er aflyst i år. Roskilde Festival har reageret prompte, efter at regeringen har meddelt, at forbuddet mod store forsamlinger gælder til og med august. Dette års udgave af den populære musikfestival er således definitivt aflyst i 2020, oplyser arrangøren. Det samme gælder bl.a. Skanderborg Festival.

Overvismand siger god for at lade danskerne få deres feriepenge. Først var arbejdsgiverne imod, men nu vil DA og FH i fællesskab sende indefrosne feriepenge for op imod 100 mia. kr. i omløb. God ide, mener overvismanden.

Hemmelig ejerkreds solgte kendt hotel - nu falder overskuddet. Et af landets bedst indtjenende hoteller - der indtil i november havde en hemmelig ejerkreds - har taget et kraftigt dyk. Og coronavirussen gør ikke situationen lettere.

Robotfirma jubler – heftigt salg af desinfektionsrobot trækker regnskabet mod overskud. Blue Ocean Robotics har i disse uger fået et globalt gennembrud med en robot, der dræber bakterier og vira med UV-løs. Salget er omtrent tidoblet, og vækstfasen er allerede ved at blive til overskud.

Indsigt

Advokatfirmaet og svindelbanken. Tidligere skatteminister Karsten Lauritzen var i en indre choktilstand, da han i 2018 fik opsigtsvækkende oplysninger om, at advokatfirmaet Bech-Bruun havde rådgivet en af de parter, der havde været med til at lænse statskassen. Opdagelsen er foreløbigt kulmineret i den forgangne uge, hvor Skattestyrelsen afkrævede Bech-Bruun 750 mio. kr. på grund af firmaets rolle i skandalen om udbytteskat. Vi opruller forløbet her.

Udenlandske forretningsfolk har lænset den danske statskasse for milliarder ved at have fået refunderet udbytteskat uretmæssigt. Bech-Bruun blev hyret til at foretage en uvildig kulegravning af forløbet. Arkivfoto: Torben Stroyer.

Interview

Dobbeltinterview med brødrene Damgaard: Krisen vil føre til et digitalt kvantespring. Erik og Preben Damgaard oplever hver især et fastfrosset marked i deres vidt forskellige forretninger. Brødrene befinder sig på 10.000 kilometers afstand af hinanden, men dukker i et interview med Finans op side om side på skærmen og giver deres bud på, hvor coronavirussen efterlader verdens mest ombejlede branche.

Erik og Preben Damgaard frygter ikke, at de teknologiske giganter får endnu mere magt som følge af coronakrisen. Fotocollage: Julie Barsøe.

Dagens profil

Gunnar Lida er formand for bestyrelsen i Grønlandsbanken i Nuuk på niende år. »Det er en lille bank, men den fylder meget i Grønland, og jeg synes, at det er interessant og givende at kunne være med til at gøre en forskel for Grønland og samtidig værne om aktionærernes interesser,« forklarer Gunnar Lida.

Dagens tal

400

kabineansatte i Sverige hos Norwegian har fået varslet en opsigelse. Norwegian er i gang med at skære kraftigt ned, og mandag drejede det sig ifølge nyhedsbureauet TT om alt omkring 400 personer, hvilket netop svarer til halvdelen af de ansatte i Sverige.

Børs

Wall Street lyser grønt midt i krisen. S&P 500 lukkede 7 pct. oppe, mens Dow Jones lukkede med en stigning på 7,6 pct. Nasdaq lukkede med en stigning på 7,3 pct. Wall Street lyste med andre ord grønt gennem hele handlen mandag. Olieprisen steg ligeledes. Trods et voksende antal døde i coronakrisen spekulerer investorerne i, hvordan og hvornår en genåbning af økonomien vil ske.

Debat

Stigende mangel på it-sikkerhedseksperter giver hackerne gode arbejdsbetingelser – og de har ekstra travlt lige nu, fordi coronakrisen tvinger ansatte til at arbejde hjemme. Danmark bør på den lange bane uddanne flere og bedre eksperter, mener Serdar Cabuk, leder af Deloittes Cyber Risk.

Det sker i dag

  • Erhverv: SAS kommer med trafiktal for marts.
  • Erhverv: Vindmølleproducenten Vestas holder generalforsamling.
  • Politik: EUs finansministre holder møde for at finde svar på de økonomiske konsekvenser af covid-19-pandemien. Vejen mod præsidentvalget i USA 3. november fortsætter i dag med primærvalg i Wisconsin.
  • Øvrigt: I dag er det 30 år siden, at færgen "Scandinavian Star" mellem Oslo og Frederikshavn blev hærget af en brand, der kostede 159 mennesker livet.

PS...

Parkerede fly driller din vejrudsigt. DMI's vejrprognoser har i disse uger fået et problem. Antallet af fly i luften over Europa er nemlig faldet dramatisk som følge af coronapandemien, og selvom det ikke umiddelbart lyder som noget, der påvirker vejrprognoserne, forholder det sig faktisk sådan.

BRANCHENYT
Læs også