Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Novo-topchef efter 20 års sats på fed fidus: »Vi har ikke været i nærheden af at få et afkast« | Coronakrisen sætter turbo på afgørende effektiviseringer i virksomhederne | Lego slipper nådigt gennem corona-krise

GODMORGEN

I dag tager vi hul på vores nye serie med titlen "Det har vi lært af coronakrisen", hvor vi har talt med en bred vifte af topchefer, iværksættere og bestyrelser i dansk erhvervsliv. Vi vil gerne vide, hvad coronakrisen har ændret, og hvordan de vurderer fremtiden efter krisen. Det kan du læse meget mere om i denne briefing og i de kommende dage på Finans. Men først: Dit nyhedsoverblik.

Nyheder

Novo-topchef efter 20 års sats på fed fidus: »Vi har ikke været i nærheden af at få et afkast«

Trods et godkendt middel på markedet, flere på vej og et salg i milliardklassen er det danske medicinalselskab Novo Nordisk efter 20 års intenst sats fortsat milevidt fra at tjene penge på fedmemedicin. Der er dog grund til optimisme på den lange bane.

Topchef i Novo Nordisk, Lars Fruergaard Jørgensen, erkender, at der er lang vej til økonomisk succes for Novo Nordisks fedmesatsning. Foto: PwC.

Lego slipper nådigt gennem corona-krise. I et generelt coronapresset legetøjsmarked vil Lego have medvind, fordi det er et familieegnet legetøj, og fordi det kan bruges til hjemmeundervisning, vurderer analytikere.

Udenlandsk venturefond investerer tocifret millionbeløb i dansk fintech-selskab: »Det er kæmpestort«. På blot to år er det danske fintech-selskab Likvido braget frem - og nu er stifternes ambitioner om at vokse ud af landets grænser og vokse sig større rykket et skridt nærmere.

Faldende bilsalg risikerer at lukke hver femte bilforhandler. Hver femte bilforhandler risikerer at måtte dreje nøglen om på grund af et stort fald i salget af biler. Det fortæller organisationen Autobranchen Danmark. Der er blevet indregistreret lidt over 66.000 biler i år mod lidt over 96.000 biler sidste år.

Netsupermarked skifter strategi. Det danske netsupermarked Osuma.dk taber stadig penge på at levere dagligvarer til danskerne, så nu skifter netsupermarkedet strategi. Fremover er det den lokale brugs, som skal drive sortiment, priser, pakker og levere de varer, der er bestilt gennem Osuma.dk.

Petter Stordalens hotelkæde nyder godt af norsk rejsevejledning. Sommerpakker og klippekort til overnatninger har sat skub i Petter Stordalens forretning, der udnytter, at Norges regering har frarådet alle udlandsrejser frem til den 20. august.

Lastbilsproducenten Scania står til at fyre 5.000 medarbejdere. Coronakrisen har ramt verdensøkonomien hårdt, og nu må endnu en gigant skære ned. En af Sveriges største virksomheder, lastbilsproducenten Scania, står til at fyre 5.000 ansatte globalt.

Jeff Bezos investerer millioner i britisk teknologi-startup. Amazon-stifteren sammen med en gruppe investorer valgt at skyde lidt over 100 mio. kroner i teknolgivirksomheden Beacon, der er specialister i digital freight forwarding - et digitalt netværk, som optimerer transportprocesser - og supply chain finance.

Det skriver andre

Nye dybe stød bliver sat ind mellem de økonomiske stormagter Kina og USA. Kina har bedt dets statsejede virksomheder om at holde med med at indkøbe sojabønner og svinekød fra USA, og det betragtes som et svar på Trumps trusler om at fjerne privilegier for Hong Kong. (Reuters)

Codan-ejer skal forsvare sig i coronasager. I alt otte internationale forsikringsselskaber, bl.a. RSA Group, der ejer danske Codan, skal forsvare sig i sager, der skal afgøre, om de i langt større udstrækning bør udbetale erstatning til erhvervskunder, der er økonomisk ramt af corona. (BBC)

Topchefer melder sig i under folkelige faner. I sympati med dem, der protesterer i især USA over behandlingen af sorte og drabet på George Floyd, ytrer topchefer fra bl.a. Citigroup, Nike, Snapchat og Uber og bakker tydeligt op om protesterne. (Financial Times – låst artikel)

Golfstat rammer flyproducenter med lige højre. Flyselskabet Emirates, et af de største flyselskaber i verden, vil ikke love, at det står ved sine udestående ordrer på nye fly, fordi corona-krisen har skabt enorm økonomisk usikkerhed. (Bloomberg)

Ny serie: Det har vi lært af coronakrisen

Danmark åbner gradvist mere og mere op. Men krisen, som coronavirus har medført, er dyb og konsekvenserne store for de tusindvis, der har mistet deres arbejde, men også for virksomhederne, hvoraf mange kæmper for at overleve. Finans har mødt topcheferne, iværksætterne og bestyrelserne for at finde ud af, hvad de har lært af coronakrisen. Hvad bringer de med, og hvad ser de af nye muligheder, når fremtiden efter corona banker på?

Coronakrisen sætter turbo på afgørende effektiviseringer i virksomhederne. I dag fortæller en række erhvervsledere, hvordan coronakrisen har givet værdifuld ny indsigt i digitale muligheder, effektiv ledelse og solide forsyningskæder. Det vil skabe stærkere virksomheder fremover, lyder det samstemmende.

Senere i dag kan du blandt andet læse, hvordan detailhandlen og fødevareproducenter mærker at krisen har ændret vores indkøbsadfærd. Henover den næste måned bringer vi historier, der alle fortæller, hvordan og hvorfor coronakrisen har givet stof til eftertanke, og hvilke brugbare erfaringer, toplederne tager med sig ind i fremtiden.

Podcast

Tusindvis af danskere risikerer at stå uden job i starten af juli. Danmark er langsomt begyndt at ligne sig selv igen, efter coronakrisen satte alt i stå. Men for tusindvis af danskere er intet ved det normale, fordi de er sendt hjem med løn. Og når regeringens særlige lønkompensationsordning udløber i starten af juli, ser fremtiden aldeles usikker ud for dem. Faktisk risikerer op mod 100.000 at stå uden arbejde, forklarer journalist Martin Flink i studiet.

Finans fakta

Vaccine-guldfeberen løjer af hos investorerne. Der har været smæk på aktiekurserne for de biotekselskaber, der satser på at udvikle vacciner til covid-19. Nu ser interessen dog ud til at stilne lidt af.

Indekserede aktiekurser for en række biotekselskaber, der arbejder med vacciner mod coronavirus. 100 = d. 1. januar. I procent. Grafik: Leonora Beck.

Dagens profil

Ny chef for Lederne: »Jeg har det med at sige min mening ret klart og tydeligt«. Bodil Nordestgaard Ismiris, som fylder 50 år, er tiltrådt som adm. direktør i Ledernes Hovedorganisation, som hun kom til i 2004. Hun er på ingen måde bange for at bevæge sig ud på dybt vand, og for at forstå, hvorfor det forholder sig sådan, skal man tilbage til hendes opvækst.

Bodil Nordestgaard Ismiris lægger vægt på, at det at sige ja til at prøve kræfter med ukendt territorium er blandt de mest betydningsfulde valg, hun har truffet i sit arbejdsliv. Foto: Rune Lundø.

Dagens tal

13

EU-lande har lavere ledighed end Danmark. Mens slagsmålet om mangel på hænder raser i Danmark, så viser nye tal, at 13 EU-lande har en lavere ledighed end os. Ledigheden i flere østeuropæiske lande er i bund, mens unge sydeuropæere kæmper for at finde job.

Børs

Pinsens voldsomme episoder i USA afskrækkede ikke investorerne, der mandag fortsatte med at drive markederne op. Både Dow jones (0,4 pct.), S&P 500 (0,4 pct.) og Nasdaq (0,7 pct.) lukkede med små stigninger. Nasdaq er nu på højde med niveauet i slutningen af februar.

Her er den seneste børsberetning.

Debat

Ingen vej uden om new normal - coronakrisen fremrykker kun det uundgåelige. Det konkluderer Finans´ erhvervsredaktør Søren Linding i kølvandet på Finans nye serie ”det har vi lært af coronakrisen”. Der er ingen grund til at forhale den udvikling, som coronakrisen accelererer. Vinderne bliver dem, der først tager den nye virkelighed til sig, uddyber han.

Kommentar

Kommentator på Finans, Anders Heide Mortensen, overvejer at købe Vridsløselille Fængsel og fylde det med corona-indsatte. »De er ikke smittet med covid-19, men af de følgevirkninger, som den kinesiske virus har vist sig at have på debatklimaet i Danmark og respekten for andres synspunkter. Danskere, som normalt kan se en sag fra mere end én side, har udviklet sig til corona-ideologer og hadske demagoger. De er færdige med sagen og har været det længe - nu går de efter manden m/k, der skal dæmoniseres ned i et flammende helvede.«

»Hver dag klokken 12 serveres der smørrebrød af venligt personale, der diskret vurderer, om den indsatte er ved at genfinde evnen til at se en sag fra flere sider,« skriver Anders Heide Mortensen.

Det sker i denne uge

Sommeren begynder officielt med denne korte arbejdsuge. Men selvom ugen er kort, er der alligevel en række begivenheder i vente. Det hårdtpressede Bang & Olufsen holder ekstraordinær generalforsamling tirsdag, hvor der skal stemmes om, man skal hente 400 mio. kr. i kapitaludvidelse ved at trykke nye aktier. I USA offentliggøres de amerikanske kongetal, som modsat de ugentlige ledighedstal, giver et overblik over hele maj måned, der har været stærkt påvirket af coronavirussen. Her er, hvad ugen ellers byder på.

PS...

Zuckerberg er under pres. Facebook-ansatte er i et meget sjældent offentligt oprør over, at deres chef Mark Zuckerberg ikke gør som Twitter og på Facebook fjerner eller advarer mod et Trump-opslag, hvor præsidenten ser ud til at opfordre politiet til at skyde på de mennesker, der protesterer mod drabet på George Floyd. (The Guardian)

BRANCHENYT
Læs også