Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Økonomer: Tidspunktet for udbetaling af danskernes feriepenge er afgørende | Dollaren svækkes - kan ramme dansk eksport | Fond vil rejse 40 grønne milliarder

GODMORGEN

Her er dagens første nyhedsopdatering håndskrevet til vores abonnenter.

Nyheder

Økonomer: Tidspunktet for udbetaling af danskernes feriepenge er afgørende

Tidspunktet for udbetalingen af op mod 100 mia. kr. i opsparede feriepenge er afgørende for, om tiltaget kan puste liv i økonomien, vurderer flere eksperter. De peger på det tidlige efterår - lige efter udløbet af lønkompensationsordningen i slutningen af august - som den helt rigtige timing. Kommer pengene for sent, risikerer ledigheden at bide sig fast, og krisen at blive længere end ellers, advarer de. Lige nu er alle pengene dog endnu ikke opsparet.

Udbetales feriepengene snart, så vil en stor andel bruges herhjemme og ikke på rejser til udlandet, vurderer økonomer. Foto: Gregers Tycho 

Dollaren svækkes i takt med, at verden genåbner

Investorerne vender i stigende grad ryggen til dollaren, der i de seneste to uger er faldet markant. Og netop en svag valuta kan faktisk ses som en fordel og et slagkraftigt våben. Flere banker forventer, at dollaren vil svækkes i de kommende år, hvilket til gengæld kan blive problematisk for dansk eksport.

USA's centralbank fastholder lav rente: »Vejen frem er meget usikker«. Centralbanken forventer at fastholde den lave rente lang tid endnu og i hvert fald indtil »økonomien med sikkerhed har overkommet situationen og er på vej til at indfri sine høje mål for arbejdsstyrken og prisstabiliteten,« lyder meldingen fra Fed-chef Jerome Powell.

Fond vil rejse 40 grønne milliarder. Kapitalforvalteren Copenhagen Infrastructure Partners - der er etableret af en håndfuld tidligere nøglemedarbejdere i det nuværende Ørsted - er i færd med at rejse 40 mia. kr. til en fond, der vil investere i grøn infrastruktur.

Webtjeneste har oplevet kundeboom under coronakrisen. Nedlukningen af Danmark har fået erhvervslivet til at oprette virtuelle forretningsveje i så stor stil, at webtjenesten One.com har oplevet en kundetilvækst på mere end 50 pct. herhjemme i april og maj. Det er især især restauranter og tøjbutikker har været ivrige for at lancere digitale tilbud i manglen på en fysisk tilstedeværelse.

Trustpilot har nu tabt over 1 mia. kr. Trustpilot har siden selskabet første gang så dagens lys haft tocifrede vækstrater år for år. Men under de sorte tal og høje vækstprocenter på toplinjen, har bundlinjen haft en konstant rød kulør.

Venstre åbner et opgør om betaling af ekstra EU-regning. Venstre vil ikke give mandat til et større EU-budget nu og udskyde regningen til efterårets finanslov. Men det er præcis, hvad finansministeren vil.

Fusionen af DI og Dansk Byggeri skaber en sværvægter fra september. Medlemmerne af DI og Dansk Byggeri har nu hver især godkendt sammenlægningen af de to erhvervsorganisationer, der bliver en ny organisatorisk sværvægter i Danmark.

Det skriver andre

Just Eat opkøber amerikansk konkurrent. Takeaway-virksomheden Just Eat Takeaway har aftalt at opkøbe amerikanske Grubhub. Inden handlen forsøgte Uber, der driver takeawayplatform Uber Eats at opkøbe Grubhub uden held. (Reuters)

Topøkonomer til Wammen: Hold bazookaen i ro. En række økonomer fraråder regeringen at stimulere økonomien før sommerferien. (Børsen - låst artikel)

Lufthansa overvejer at skære op mod 26.000 stillinger. Meldingen med den dystre spådom kommer, ugen efter at selskabet præsenterede et underskud på 15,8 mia. kr. i årets første kvartal. (Reuters)

Serie: Det har vi lært af coronakrisen

Krisen får fragtkoncerner til at slanke sig. Coronakrisen lægger pres på store dele af transportbranchen, der lige pludselig ikke har lige så meget gods at fragte som normalt. Den bratte opvågnen har vakt interesse for muligheden for at lease lastbiler og trailere i stedet for at eje dem. Læs mere om de mange erfaringer, virksomhederne har gjort sig, i vores serie "Det har vi lært af coronakrisen".

Indsigt

»Nu bliver jeg ramt af alle de ulykker, jeg har lavet inde i ministeriet.« Martin Præstegaard har skiftet Slotsholmen og jobbet som departementschef i Finansministeriet ud med titlen som finansdirektør i ATP. Med sig har han en unik indsigt i politiske processer og arbejdspres.

Martin Præstegaard er finansdirektør og viceadm. direktør i ATP og har ansvaret for blandt andet hele udbetalingsdelen. Foto: Gregers Tycho

Gik du glip af....

Danske Bank er blevet politianmeldt af Finanstilsynet for at manipulere med værdipapirmarkedet og for at overtræde reglerne om at overvåge markedet med henblik på at afsløre muligt misbrug. Tilynet vurderer, at banken ikke har handlet med sig selv med vilje, men at det stadig er ulovligt og derfor bliver banken politianmeldelt.

Dagens profil

»Da jeg blev født, sagde min farfar til min mor: Tak, fordi du har skænket mig en lærling.« Sådan lyder det fra Jørgen Andersen. Han er en driftig dansk købmand. Mens mange af kollegerne i detailhandlen ofte kun fokuserer på at sælge én type produkter til forbrugerne, indeholder familieselskabet i Måløv både et stort supermarked med dagligvarer samt flere byggemarkeder. I dag fylder han 70 år.

Købmand Jørgen Andersen står i spidsen for familieselskabet, som driver flere byggemarkeder på Sjælland og et Meny-supermarked i hjembyen Måløv. Foto: Stine Bidstrup

Dagens tal

800.000

Så mange færre arbejdspladser vil der formentlig blive i de kommende måneder i Frankrig. Det skyldes, at landet - som mange andre - er ramt på økonomien af den nedlukning, der blev indført for at begrænse smitte med coronavirus.

Børs

Nye mindre fald på Wall Street, men it-aktierne blomstrede. Det brede S&P 500-indeks skrumpede i aftes 0,5 pct. Dow Jones-indekset bakkede med 1,0 pct. Nasdaq steg derimod med 0,7 pct. Især Apple, Microsoft og Amazon trak op og hver især endte i rekord. Samtidig pegede Federal Reserves rentemelding mod lave renter i lang tid fremover. Her er den seneste børsberetning.

Debat

Det har været (for) nemt at være klimavenlig virksomhed i Danmark i mange år. Underskrev man internationale hensigtserklæringer, købte man lidt klimakreditter eller leverede man f.eks. sine varer i elbil, var man næsten per definition klimavenlig. Men verden ser nu helt anderledes ud, skriver Jakob Mathias Wichmann fra rådgivnings- og investeringsselskabet The Footprint Firm.

Det sker i dag

  • Erhverv: TCM afholder generalforsamling.
  • Erhverv: TK Development kommer med regnskab for første kvartal.
  • Erhverv: Den amerikanske softwareproducent Adobe kommer med regnskab for regnskabsårets 2. kvartal.
  • Økonomi: Finansdanmark har tal på, hvordan lånetilbuddene til kommende boligejere så ud i maj.
  • Økonomi: Der kommer tal på antallet af nye arbejdsløse i USA for uge 23.
  • Andet: Højesteret skal i dag behandle en principiel sag om bilister, der tastede forkert, da de betalte for at parkere. Højesteret skal nu tage stilling til, hvorvidt afgifterne var uretmæssigt pålagt, fordi bilisterne faktisk havde betalt.

PS...

Det kræver mere end en almindelig gennemsnitsindkomst eller for den sags skyld omsætning, hvis man ønsker at købe nogle af verdens dyreste fodboldspillere. Det er "old news". Men hvor meget det kræver, får man syn for med den liste, som organisationen CIES, der har specialiseret sig inden for en række områder i topfodbolden, har udarbejdet. Kun én dansker, Chrsitian Eriksen, befinder sig på listen over de 100 dyreste spillere - som nummer 73, men det betyder ikke, man får ham billigt.

BRANCHENYT
Læs også