Morgen

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Coronakrisen får dansk topprofil til at gå i offensiven | Kritiseret pensionsdirektør står til trecifret milliongevinst | Kendt hotelkæde er gået konkurs i Danmark

GODMORGEN

Topcheferne skal ind i kampen mod ulighed og social retfærdighed. Peter Lindblad står til at indkassere et trecifret millionbeløb på en forretning, som i årevis er blevet kritiseret. Og så har Storbritannien fået et europalle-problem. Det og meget mere i dagens første nyhedsoverblik.

Nyheder

Coronakrisen får dansk topprofil til at gå i offensiven

Der er et kraftigt behov for, at topchefer tager mere ansvar for at udligne ulighed og social uretfærdighed. Det mener Lise Kingo, som opfordrer topcheferne til at komme ind i kampen for at bekæmpe den graverende ulighed, som coronakrisen for alvor har blotlagt problemerne ved. »Virksomhedsledere skal blive sociale aktivister,« siger hun.

Lise Kingo, der i fem år har stået i spidsen for UN Global Compact, opfordrer erhvervslivet til at arbejde for at indsnævre nogle af de største udlighedskløfter i verden. Foto: Finn Frandsen.

Kritiseret pensionsdirektør står til trecifret milliongevinst

De første 80 mio. kr. er tikket ind på kontoen hos Peter Lindblad, som er i gang med at sælge sit livsværk, pensionsmægleren APC. Hans forretning har i årevis været udsat for hård kritik fra konkurrenter og uvildige pensionsmæglere, men Peter Lindblad er ligeglad. Og han kan se frem til endnu en kæmpegevinst.

Kendt hotelkæde er gået konkurs i Danmark. Den nordiske hotelkæde First Hotels er kollapset i Danmark. Selskabet bag de tre danske hoteller er taget under konkursbehandling, kun en uge efter at den norske moderkoncern krakkede.

Tesla overgik forventningerne - trods omsætningsfald. Omsætningen faldt med fem procent til 40,2 mia. kr. Men det var bedre end analytikernes forventning oven på coronakrisen. Tesla kom ud af kvartalet med et overskud på knap 700 mio. kr.

Microsoft tjener flere penge på at lagre kunders data i skyen. It-løsninger til virksomheder har været i stor vækst hos amerikanske Microsoft, som oplever stigende omsætning og indtjening.

Supermagten kom med gode nyheder til miniputterne. En mulig Thule-løsning til Grønland og øget diplomatisk opmærksomhed til Færøerne. Mike Pompeo forsøgte onsdag at styrke båndet til hele kongeriget.

Højtlønnede skal bruge flere penge på forsikring mod sygdom. Tre af fire danskere er usikre på, om de har penge nok til at klare sig igennem længerevarende sygdom, viser undersøgelse.

Trump vil sende føderale styrker til storbyer. Donald Trump vil sende føderale betjente til flere amerikanske byer for at slå ned på den voldsomme kriminalitet, der hærger flere steder, lød meldingen på et pressemøde i aftes. (Ritzau)

Det skriver andre

Ecco-familien skyder flere penge i shipping. Ejerfamilien bag den danske skoproducent Ecco skruer op for sin investering i shipping via et nyt og opsigtsvækkende samarbejde med Carsten Mortensen og et kendt handelshus. (Shippingwatch)

Anklager: Tidligere Wirecard-topchef kendte til tab. Markus Braun, manden bag den skandaleramte tech-gigant Wirecard, har sammen med andre medlemmer af ledelsen angiveligt kendt til tabene i selskabet siden 2015. Det sagde anklageren i München på et pressemøde onsdag. (Bloomberg)

PFA's chef­strateg løfter sløret for sin investeringsstrategi: Tror tech-aktier vil trække læsset. Når Tine Choi Danielsen forvalter sin private portefølje, er det særligt megatrends, hun spejder efter. Særligt tech-aktier tror hun på. (Børsen)

Gik du glip af...

Mads Nippers farvel til bestyrelsen i B&O, som han har været en del af i seks år. Fra næste måned er det imidlertid slut.

  • Årsagen: »Det handler bare om, at jeg skærer min portefølje af aktiviteter til, så jeg kan sikre, at det jeg laver, gør jeg helhjertet,« siger Mads Nipper, som er topchef i industrigiganten Grundfos.
  • Problemet: Det er svært at finde tunge, danske navne til bestyrelsen for B&O, for ingen tror længere på en genrejsning, vurderer en headhunter. »B&O er en stjerne, der er falmet. Der er en inerti, som er svær at vende nu, og det betyder, at der nu er en stor image-risiko ved at være i bestyrelsen for B&O,« siger Stephen Bruyant-Langer.

Det vakte opsigt, at Mads Nipper i 2014 valgte både at skifte til jobbet som ny Grundfos-topchef og takke ja til en post i B&O-bestyrelsen. Foto: Casper Dalhoff.

Indsigt

Der har aldrig været så stærk tilslutning til bæredygtighedsagendaen blandt verdens største virksomheder som i dag. Faktisk vinder det at være god for samfundet i stigende grad indpas som et centralt konkurrenceparameter for at tiltrække kunder, partnere og investorer. Det er i hvert fald den tydelige oplevelse, den danske erhvervsprofil Lise Kingo har. Når hun taler om bæredygtighed, lytter verdens allerstørste koncerner.

Magtkamp

Sidste år konkurrerede USA og Kina om, hvem der kunne opbygge den største toldmur over for modparten. Nu lader parterne til at kappes om, hvem der kan pålægge flest sanktioner. Rivaliseringen mellem to af verdens stormagter og økonomiske sværvægtere spidser til, fortæller vores korrespondent i Tokyo, Thomas Høy Davidsen.

Dagens profil

Christian S. Nissen bliver ved. Med at arbejde. Med at vandre i fjelde. Og med at ryge pibe. Den tidligere generaldirektør i DR havde aldrig en karriereplan, og når han søgte en stilling, fik han den aldrig. Siden DR-tiden har han med egne ord været altmuligmand. Nu fylder han 75 år.

Christian S. Nissen var efter DR adjungeret professor ved CBS og omtrent halvt så lang tid formand for bestyrelsen på Roskilde Universitet. Foto: Finn Frandsen.

Dagens tal

51

Så mange lande har svinepest nu spredt sig til. Den frygtede sygdom udgør en trussel mod den globale fødevareforsyning, advarer FAO. Sygdommen kan også få investorerne til at trække sig fra svineproduktion, lyder advarslen. Det har en række danskejede landbrugsselskaber i Østeuropa allerede mærket.

Børs

Optimismen sejrede kort før markante regnskaber. Det brede S&P 500-indeks voksede i aftes 0,6 pct. før lukketid, mens det tunge Dow Jones-indeks ligeledes steg med 0,6 pct. Det teknologitunge Nasdaq-indeks steg med 0,2 pct. Handlerne så frem til regnskaberne fra Microsoft og Tesla, som kan give investorer et praj om, hvilke tendenser der har gjort sig gældende under coronakrisen. Tallene blev dog først blev offentliggjort efter markedslukningen, og der er derfor god grund til at holde øje med dollarkursen og markederne generelt torsdag. (Reuters)

Debat

Bæredygtighed skal opnås uden skyklapper. Mange virksomheder er godt i gang med at opgøre og minimere deres direkte CO2-udledninger. Det er en god start. Men næsten alle virksomheder har muligheder for at yde positive bidrag uden for deres egen virksomheds rammer, som vil have langt større effekt, skriver Christian Sparrevohn, partner og co-founder i rådgivnings- og investeringsselskabet The Footprint Firm.

Det sker i dag

  • Erhverv: Össur kommer med 2. kvartalsregnskab. Amerikanske Unilever, Mattel og Twitter kommer i dag med halvårsregnskab.

PS...

Euro-paller. De fleste kender dem. Stykker af træ, der er sømmet sammen og udgør fundamentet under mange forskellige varer, når de skal læsses ind og ud af lastbiler med en gaffeltruck. Normalt er det ikke noget, der bruges mange tanker på, men Storbritannien er løbet ind i et større palle-problem, der truer landets eksport til EU.

Læs også
Top job