Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Derfor søger chefen nyt job | Kapitalfond køber grønt energiselskab | Fiktive luksusbiler bliver meldt stjålet

GODMORGEN

Velkommen til uge 35 i det herrens år 2020, hvor vi bl.a. vil holde øje med Retten i Aarhus, hvor der mandag tages hul på et millionstort søgsmål fra utilfredse Vestas-aktionærer mod tidligere topchef Ditlev Engel og tidligere bestyrelsesformand Bent Erik Carlsen. Og så afholder SAS ekstraordinær generalforsamling tirsdag, som skal omhandle en aftale om ny kapital tilført fra Danmark og Sverige. Men først får du dagens første nyhedsoverblik fra Finans. God fornøjelse.

Nyheder

Derfor søger chefen nyt job

Stadig flere topledere takker nej til 80 timers arbejdsuge og ingen tid til familieliv. Også i virksomhedernes øverste lag er det nemlig blevet vigtigere at have balance i tilværelsen, og den udvikling har coronakrisen skubbet på. »De bedste ledere er dem, der også husker at fiske krabber med deres børn«.

Fleksibilitet i hverdagen er i høj grad et parameter, som bl.a. Codan oplever i ansættelsessamtaler med nye ledere, forklarer topchef Christian Baltzer. Foto: PR.

Kapitalfond køber grønt energiselskab med flere møgsager i bagagen

Kapitalfonden Waterland køber det danske energiselskab Modstrøm, som slipper af med en kontroversiel ejerkreds og samtidig får penge til at vokse gennem opkøb.

Forskere i skarp kritik af aktiesparekontoen: Den burde aldrig have været indført. Den i forvejen beskedne skattefordel ved aktiesparekontoen betegnes som oversolgt og har ifølge to CBS-professorer slet ikke leveret det, der var argumentet for at indføre den.

USA satser på blod fra raske patienter i kamp mod coronavirus. Præsident Trump kalder det historisk, at flere nu kan modtage blodplasma i behandlingen af coronasyge.

Fiktive luksusbiler bliver meldt stjålet. En ny type forsikringssvindel bliver stadig mere udbredt i Danmark. Luksusbiler, der aldrig har rørt dansk asfalt, indregistreres som leasingbiler i Danmark for efterfølgende at blive meldt stjålet.

Dansk modeportal nærmer sig milliarden. Det går godt hos danske Miinto, som har milliardæren Anders Holch Povlsen som hovedejer. Efter et eminent første halvår øger ledelsen forventningerne for regnskabsåret til en vækst på 40-50 pct.

Dagligvaregigant uddeler millioner til de ansatte. Mere end 9.000 ansatte i dagligvaregiganten Salling Group kan i slutningen af august se frem til en større lønseddel. Den danske dagligvarekoncern, der bl.a. står bag Bilka, Føtex og Netto, deler nemlig ud af sit overskud og sender i alt 14,7 mio. kr. fra Købmand Ferdinand Sallings Mindefond direkte til medarbejderne.

Nordjysk kasino tjener millioner. Aalborg Kasino, der er det eneste spillekasino i Nordjylland, har stor succes med at tiltrække spilleglade gæster fra ind- og udland. Det viser et netop offentliggjort regnskab.

Hver tredje frisør risikerer at skulle tilbagebetale corona-hjælpepakke. Hver tredje selvstændige frisør, der har mistet al omsætning i forbindelse med coronakrisens tvangsnedlukning, risikerer nu at skulle tilbagebetale den lønkompensation, som de har modtaget fra staten. Det viser en analyse foretaget af brancheorganisationen SMVdanmark.

Flere brugte biler skifter hænder. Antallet af danskere, der vælger at købe en brugt bil, er stigende. Alene i årets første syv måneder har mere end 333.0000 danskere erhververet sig en brugtbil, hvilket svarer til en fremgang på over 3 pct. sammenlignet med samme periode forrige år.

Det skriver andre

DNB mister aftale. Dagligevaregiganten Norgesgruppen, der står bag kæder som Meny og Kiwi, dropper storbanken DNB for selv at stå for at håndtere kortbetalinger. (Dagens Næringsliv)

Coronasmitte i Italien. Italien, som er blandt Europas hårdest ramte, registrerede lørdag det højeste antal coronasmittede i august med 1.071 nye smittetilfælde. (VG)

Massedemonstrationer. Demonstrationerne mod præsident Alexander Lukashenko i Hviderusland er fortsat i weekenden trods stort politiopbud. (BBC)

Californien sendt i knæ af naturkræfter. Californien er nok engang hårdt ramt af naturbrande, der allerede har kostet menneskeliv og store tab af værdier. (Reuters / CNBC)

Microsoft på banen. Microsoft blander sig nu i det spektakulære opgør mellem Apple og Epic Games, der står bag spilsuccessen Fornite. (Reuters)

Storbritannien og tech-skat. Avisen Mail on Sunday rapporterer, at den britiske regering angiveligt vil droppe planer om en særlig tech-skat rettet mod Facebook, Google og andre it-giganter. (Reuters)

Gik du glip af...

Amazon på vej - men dansk detailhandel står bedre rustet end tidligere. Danske online- og detailbutikker er bedre rustet nu til kampen mod den globale gigant Amazon end for få år siden. Faktisk kan coronakrisen i år have rustet de danske selskaber yderligere i konkurrencen. Det vurderer en lang række danske aktører, netop som Amazon har bekræftet, at selskabet er ved at etablere sig i Sverige.

  • Hvad bliver der sagt: »E-handel i Danmark har fået et ordentligt boost her. Og coronakrisen fik de detailvirksomheder, som tøvede eller var i tvivl, til at hoppe med på e-handel. Det har mindet alle om, at det er noget, som man skal tage seriøst,« mener Jan Damsgaard, professor i digitalisering på Copenhagen Business School.
  • Udfordrerens våben: Loyalitetsprogrammet Amazon Prime har rundet 150 millioner medlemmer og har givet Amazon en position i USA, der gør det svært at konkurrere imod. For er man først medlem giver det mening altid at gå til Amazon, hvis man skal shoppe online.
  • Perspektivet: Ulven kommer og vil æde alt på dens vej. Der er i det hele taget gode grunde til, at de danske butikker – online og offline – har øjnene stift rettet mod den monstrøse konkurrent fra USA. For Amazon nærmer sig Danmark med en »uimodståelig cocktail«.

Et af Amazons efterhånden mange logistikcentre, fyldt med robotter, rullebånd og lagerarbejdere. Da coronakrisen ramte, måtte Amazon ansætte 175.000 ekstra folk for at kunne følge med, og selskabet forventer at kunne beholde de 125.000 af dem. Foto: The Washington Post/Jovelle Tamayo.

Indsigt

Nyt techfirma skiller den danske branche: Hvad kan influencerne levere på bundlinjen? Sammen med to kompagnoner har Kasper Bondegaard Pedersen udviklet en platform, hvor flere end 600 virksomheder og 1.000 influencere med vidt forskellige profiler indtil videre har oprettet sig. Platformen hjælper både alskens marketingchefer med at finde det rigtige match baseret på produktet og målgruppen og med at måle den reelle salgseffekt ud fra en stribe nøgleparametre. På den baggrund har Make Influence på blot et år opnået en millionomsætning, men det er en stærk forsimpling af marketing, mener Nordens førende bureau.

Finans fakta

Disse selskaber rykker mest på positive vaccinenyheder. Hvem vinder og taber mest, når nyheder om de kommende vacciner rammer markedet? UBS kommer her med et bud. 

Dagens profil

Bankdirektøren holder sommerferie uden e-mails. Lars Møller Kristensen, topchef i Djurslands Bank, har været knap 40 år i finansbranchen og arbejder mange timer om ugen. Men i sommerferien holder han fri - også fra e-mails. Vi tegner et portræt i anledning af hans 60 års fødselsdag i morgen.

Lars Møller Kristensen bor i Rønde med sin hustru. De har to børn, en søn på 28 år og en datter på 24 år. Foto: Søren Vendelbo.  

Dagens tal

4

EQT bragede ind på børsen sidste efterår, aktien steg 25 pct. lige efter åbningen, og siden årsskiftet er aktien gået op med over 60 pct. Det har gjort partner i kapitalfonden Morten Hummelmose til et af landets rigeste mennesker med en aktieformue på over 4 mia. kr.

Podcast

Amazon-spøgelset tvinger Coop til at lokke dig med personlige tilbud. Den danske detailgigant Coop lancerer nu et nyt medlemsprogram under navnet Coop Prime, der skal tage kampen op med både Salling Group og Amazon. I studiet til at drøfte Coops initiativ og udfordring: Journalist Jesper Olesen og vært Rasmus Bendtsen.

Debat

Tesla, tyske lækkerier og benløse spanske fugle på taget. Mens Tesla er topscorer på aktiemarkedet, er det tyske bilfabrikslækkerier, der dominerer på die Autobahn. Det viser "studieresultater" fra en Tour de Europa midt i en covid-19 tid, ifølge Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet.

Det sker denne uge

SAS afholder ekstraordinær generalforsamling, hvor en redningsplan skal diskuteres. Redningsplanen er nødvendig, efter SAS har måtte lade mange af sine fly stå stille på jorden som følge af coronavirussens globale nedlukning. Samme dag udsendes SAS kvartalsregnskab for tredje kvartal. I den sportslige verden, kommer der også nye regnskaber: Både Parken Sport & Entertainment, Brøndby IF og Silkeborg IF kommer med halvårsregnskab efter et halvår, der har båret præg af markant færre tilskuere til kampene end normalt. Her er, hvad ugen bringer.

PS...

For øjeblikket dominerer corona alverdens nyhedsdagsordener. Men måske ikke i Amsterdam. Byen med de mange kanaler er mange steder bygget på træpæle, som er flere hundrede år gamle. Og nu er de begyndt at give efter, og det betyder store og dyre problemer for byen og Holland, der er kastet ud i et kæmpe renoveringsprojekt. (CNN).

BRANCHENYT
Læs også