Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Fagbevægelsen kræver omvendt bevisbyrde ved sexchikane | En storsejr til Joe Biden kan give milliardløft til dansk økonomi | Halvdelen af Europas små virksomheder kan forsvinde

Nye analyser viser, at danske virksomheder bør håbe på en sejr til Joe Biden ved det amerikanske præsidentvalg i starten af november. Foto: Reuters/Brian Snyder

GODMORGEN

Så blev det fredag. Nordea, Topdanmark og Postnord kommer alle med regnskaber i dag. Og der vil ikke mangle analyser af nattens debat mellem de to amerikanske præsidentkandidater. Men først har du her ugens sidste håndskrevne morgenbriefing fra Finans. God fornøjelse.

Nyheder

Fagbevægelsen kræver omvendt bevisbyrde ved sexchikane

Fremover skal arbejdsgiveren hænge på regningen, medmindre arbejdsgiveren kan bevise, at virksomheden har gjort, hvad den kunne for at beskytte medarbejderne mod krænkende adfærd fra kolleger, chefer, kunder, klienter og andre, der kommer på arbejdspladsen. Det kræver formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard. Sammen med 53 forbundsformænd lover hun at stille sig forrest i de kulturændringer i samfundet, som mange er enige om nødvendigheden af. Men hun udsteder ingen garantier om, at fagbevægelsen ikke også kan få sine sager.

Lizette Rigaard kræver som formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation sammren med 53 andre forbundsformænd, at der gøres op med bevisbyrden i sexisme-sager. Foto:Stine Bidstrup.

En storsejr til Joe Biden kan give milliardløft til dansk økonomi

Danske virksomheder bør krydse tommelfingre for, at Demokraterne og deres kandidat Joe Biden leverer en storsejr i det amerikanske præsidentvalg den 3. november. Det viser to analyser fra henholdsvis Danske Bank og tænketanken Axcelfuture samt udsagn fra flere eksperter.

Ny lov skal holde liv i flere kriseramte virksomheder. Regeringen er klar med lovforslag om, hvordan danske virksomheder - især små og mellemstore - lettere og billigere kan bruge reglerne om rekonstruktion.

Millioner af raske mink skal destrueres. Millioner af mink skal aflives de kommende uger. Minkbranchen estimerer selv, at der lige nu er 4,5 mio. mink i de såkaldte aflivningszoner – heraf 2,5 mio. på farme der har eller har haft smitten og andre 2 mio. på farme, der ligger i zonerne, men ikke har været smittet.

Turisme- og rejsebranchen er bekymret for ny rejsevejledning. Torsdag gik Udenrigsministeriet ud med en ny rejsevejledning, der lukker adgang til Tyskland og det meste af Sverige. Charterbranchen er meget bekymret og efterlyser regionale vejledninger og en gentænkning af rejsevejledninger. Turismeorganisationen VisitDenmark har beregnet, at en nedlukning fra i dag og året ud vil koste en turismeomsætning på mellem 1,5 og 2 mia. kr. Grænsehandlen fortsætter dog, da smittetrykket er lavt i Slesvig-Holsten.

Luftfartselskab med milliardunderskud skærer ned. American Airlines rapporterer, at 3. kvartal gav et underskud på 26 mia. kr. Trods det store tab er det dog en bedre udvikling end i 2. kvartal.

IMF nedjusterer Sydøstasien. Coronakrisen kommer til at gøre mere ondt på de asiatiske landes økonomier end hidtil troet. I en ny analyse vurderer Den Internationale Valutafond, at de asiatiske økonomier i år samlet vil skrumpe med 2,2 pct., hvilket er en nedjustering i forhold til det hidtidige skøn, der lød på et fald på 1,6 pct.

Trump og Biden lod hinanden komme til orde i tv-debat. Det var en meget anderledes oplevelse at se den anden og sidste tv-debat mellem Donald Trump og Joe Biden natten til fredag dansk tid sammenlignet med den første debat i slutningen af september.

Det skriver andre

Falcks topchef vil skære en fjerdedel af forretningen fra. Fremtidens Falck skal være et sundhedsorienteret selskab, hvor kernen er ambulancedrift og salg af sundhedsydelser til virksomheder og private forbrugere. Store forretningsben som patienttransport og vejassistance uden for Danmarks grænser, skal over de næste fire år afvikles eller frasælges, fortæller Jakob Riis til Børsen. (Børsen - låst)

Feriepenge modregnes i ydelser trods løfte. Selv om et stort politisk flertal har aftalt, at udbetalingen af de indefrosne feriepenge ikke må udløse modregning i sociale ydelser, sker det alligevel. (Jyllands-Posten)

Shell snupper Ørsteds amerikanske landechef. Energikoncernen Ørsted må sige farvel til Thomas Brostrøm, der har været landechef på det vigtige amerikanske marked for havvind. Han bliver erstattet af David Hardy, der overtager stillingen som landechef for den nordamerikanske forretning for havvind med øjeblikkelig virkning. (Ritzau)

NTG opjusterer forventningerne til 2020. Transportkoncernen NTG opjusterede torsdag aften forventningerne til indtjeningen i 2020. Selskabet ser nu et driftsoverskud før særlige poster på 240-260 mio. kr. mod tidligere 200-230 mio. kr. (Ritzau)

Gik du glip af...

Gårsdagens historie om endnu en skandale i Danske Bank? Så får du hovedpunkterne her:

  • Hvad er der nu sket?: Danske Bank har identificeret titusindvis af nye kundesager, hvor banken kan have stillet forkerte priser, ydet forkert rådgivning eller på anden vis håndteret kunderne forkert.
  • Har de noget med de allerede kendte sager at gøre? Nej. De nye sager fordeler sig på fem hovedgrupper og kommer i forlængelse af sagen om ulovlig gældsinddrivelse og sagen om Flexinvest Fri, hvor kunder blev anbefalet at investere i et produkt, som banken forventede ville påføre dem tab.
  • Hvad siger banken denne gang? Bankens topchef Chris Vogelzang er glad for, at den omfattende oprydning, banken er i gang med, synliggør de fejl, der er blevet lavet, og at medarbejderne tør råbe op. Han forlanger selv, at fejl, der kommer frem i lyset, skal forbi hans bord personligt.

Topchef Chris Vogelzang lover "thumbs up" til de ansatte, der påpeger problemer i banken. Foto: Jens Dresling

Udsyn

Halvdelen af Europas små virksomheder kan forsvinde inden for 12 mdr. Den anden coronabølge ruller hen over Europa, og sætter den økonomiske genrejsning i stå. Det økonomiske opsving, der for alvor skulle komme i 3. kvartal i takt med genåbningen, er nu udskudt til 2. kvartal næste år, skriver storbanken Citigroup i en netop offentliggjort prognose.

Finans fakta

Danskerne pendler til og fra arbejde som aldrig før, og det kan ses på det samlede befordringsfradrag. I 2019 trak godt 1,1 mio. lønmodtagere – 22 pct. af alle skattepligtige danskere - i alt 20.874 mio. kr. fra i skat som følge af befordringsudgifter til og fra arbejde.

Antallet af danskere, der pendler til og fra job stiger. Det samme gør antallet, der søger om fradrag. Grafik: Michael Stenvei.

Dagens profil

Martin Ravn-Nielsen er rød. Den røde farve er lig med konkurrencemenneske ifølge de personprofiler, alle Huscompagniets medarbejdere fik udarbejdet i 2019. »Det er jeg i ekstrem grad,« siger Martin Ravn-Nielsen, der som adm. direktør skal stå i spidsen for at børsnotere Huscompagniet. Læs portrættet af ham her.

Martin Ravn-Nielsen drømte engang om at blive børsmægler. Nu skal han stå i spidsen for Huscompagniets børsnotering. Foto: Gregers Tycho

Dagens tal

760

Så mange danskere blev konstateret smittet med corona det seneste døgn. Ja, vi har nævnt dagens antal corona-smittede før i dette afsnit. Men tallet er det højeste registreret til dato og afspejler den udvikling, der pågår i hele Europa lige nu.

Børs

De amerikanske aktier svingede torsdag flere gange mellem minus og plus, men endte til sidst i grønt. Det brede S&P 500-indeks steg med 0,5 pct., mens Dow Jones-indekset vandt 0,6 pct. Nasdaq vendte et minus på 1,0 pct. til en gevinst på 0,2 pct. Det var nyt om en mulig stimulusaftale og et fald i antallet af nye ledige, der bidrog til den positive stemning.

Her er den seneste børsberetning.

Debat

Ansvarlige investeringer kan øge risikoen for lavere afkast. »Prisen for at ekskludere virksomheder og aktiver som investeringer vil være et lavere forventet afkast, en forøget risiko eller begge dele. Det kan ikke gå den anden vej. Held og tilfældig­heder vil kunne skjule konklusionen i noget tid,« skriver tidligere overvismand Michael Svarer og professor Peter Løchte Jørgensen.

Det sker i dag

  • Erhverv: Nordea, Topdanmark, Postnord og American Express kommer med regnskab.
  • Kriminalitet: Retten i Lyngby afsiger dom i en sag, hvor seks mænd er tiltalt for at have franarret 157 ældre borgere tilsammen 11 mio. kr. ved at lokke dem til at udlevere personnumre og koder til NemID.

PS...

Et maltesisk pas? Ja tak, så gerne. Det koster et direkte bidrag på 650.000 euro til udviklingen af Malta, køb af en ejendom til mindst 350.000 euro samt køb af maltesiske statsobligationer for 150.000 euro. Og så skal man regne med, at der går et års tid, før man får passet i hånden og dermed sikkerhed for livsvarigt ophold både på Malta og i de øvrige EU-lande, fordi et maltesisk statsborgerskab også er et unionsborgerskab.

BRANCHENYT
Læs også