Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Bankdirektør i hårdt angreb på regeringen | Designkomet sat til salg | Storbanker satser på udbyttebetaling næste år

GODMORGEN

Regnskaberne fortsætter med at flyde i en lind strøm denne torsdag, hvor bl.a. den danske transportgigant DSV Panalpina kommer med regnskabstal, og det samme gør nogle af de største amerikanske tech-selskaber. Men først Briefing Morgen med alt det seneste og bedste. 

Nyheder

Bankdirektør i hårdt angreb på regeringen efter nedsmeltning af dansk milliardeksport

Behandlingen af landets minkavlere er under al kritik. Det mener John Fisker, der er adm. direktør i Ringkjøbing Landbobank. Han kritiserer regeringens erstatningsordning til minkavlere, der enten har besætninger smittet med covid-19, eller bor inden for en radius af en smittet besætning som betyder, at deres raske dyr skal slås ned.

Direktøren for en af landets mest veldrevne banker, Ringkjøbing Landbobank, John Fisker, lægger ikke fingre imellem, når han skal beskrive regeringens mink-politik. Foto: Ringkjøbing Landbobank.

Designkomet buldrer frem - nu er virksomheden sat til salg

Boligindretningssuccesen Ferm Living er i samarbejde med investeringsbanken Carnegie gået på jagt efter en ny ejer. Potentielle bydere har allerede modtaget investeringsmaterialet, og planen er ifølge Finans’ oplysninger at lukke en handel inden jul. Ifølge én kilde kan prisen nærme sig 500 mio. kr.

Mulig momsfejl? 10.000 virksomheder har fået brev fra Skattestyrelsen. Skattestyrelsen har sendt breve til ca. 10.000 virksomheder, der kan have haft fejl i deres momsindberetning.

Banker satser på udbyttebetaling næste år. Sydbank og Ringkjøbing Landbobanks topchefer håber på at dele noget af dette års overskud ud til aktionærerne til næste år.

Christine Lagarde under hårdt pres fra ny smittebølge. Tyskland står foran en ny nedlukning. Det samme gør Frankrig. Den anden coronabølge har for alvor ramt Europa, hvorfor baggrunden dårligt kan være mere dyster før dagens møde i Styrelsesrådet i Den Europæiske Centralbank (ECB).

Smides Google på porten? Apple har i over 10 år haft Google som standardsøgemaskine og har modtaget milliarder af dollars for den tjeneste. Men nu arbejder Apple efter sigende påat lave sin egen søgefunktion, lyder det i en analyse fra amerikansk medie.

Trods massiv kritik fra oppositionen og pelsindustrien står regeringen fast på, at alle mink skal aflives i områder, hvor der har været coronaudbrud på farmene. Fødevareminister Mogens Jensen slår fast, at strategien bunder i hensyn til folkesundheden og frygt for, at smitten fra mink skal mutere i mennesker.

Det skriver andre

Efterlyser langsigtet coronaplan. Dansk Industri (DI) vil have regeringen til at indkalde Folketingets partier til forhandlinger om en langsigtet coronaplan og sætte en stopper for de forhastede løsninger. (Ritzau)

Tyskland lukker barer og restauranter i ny delvis nedlukning. Tysklands ledere er enige om en delvis nedlukning, der træder i kraft 2. november. Barer og restauranter lukker. Det samme gælder kulturelle institutioner og forlystelssteder, oplyser forbundskansler Angela Merkel. (Frankfurter Allgemeine)

Det italienske sportvognsmærke Bugatti er på banen med ny model. Bolide hedder den, som stammer fra fransk og betyder meget hurtig. Og der har italienerne ikke overdrevet. Sportsvognen har 1800 hestekræfter og skal ifølge producenten selv kunne køre over 480 km. i timen. (CNN)

Den nye sportsvogn fra Bugatti - Bolide - kan køre fra 0-100 km/t på 2,7 sek. og fra nul til 500 km/t på 20,16 sek. Foto: Bugatti.

Gik du glip af...

Regnskabssæsonen blev for alvor sparket i gang i går - her får du et overblik over onsdagens vigtigste:

Cees 't Hart, topchef i Carlsberg, kan være tilfreds med gårsdagens regnskab, der slog analytikernes forventninger. Foto: Martin Lehmann.

Interview

Dansk-amerikansk erhvervsmand stemte på Trump, men håber på en bedre opførsel fremover.  Det amerikanske erhvervsliv har bedst af mindre indblanding fra staten, end hvad Demokraterne lægger op til. Sådan argumenterer Lars Øbro, der hælder til Trump og Republikanerne i den amerikanske valgkamp.

Finans fakta

Selv om kurserne på aktierne i OMXC25-indeks er faldet 5 pct. på to dage, er der endnu ikke umiddelbar grund til panik. I begyndelsen af 2019 lå indekset omkring 1.000. Onsdag sluttede det lige under 1.500. Det betyder altså, at aktierne i indekset er steget næsten 50 pct. på under to år.

Grafik: Lars Nielsen

Dagens profil

Chef i München: »Her er jeg herr Hedegaard«. Anders Hedegaard blev kendt i Danmark som topchef hos Bavarian og GN Store Nord. Nu er han rykket til Tyskland, hvor han elsker al den ordentlighed, der hersker.

Tyskerne giver altid hånd til alle før et møde – når der ikke er corona. »Det virker måske lidt gammeldags, men det er en god måde lige at se folk i øjnene på. Det handler om respekt for hinanden, og det kan jeg godt lide,« siger Anders Hedegaard. Foto: Rodenstock

Dagens tal

4

Torsdag kommer fire af verdens dyreste aktier til eksamen. Måske ikke overraskende er der tale om tech-aktier, nemlig Amazon, Facebook og Alphabet, der ejer Google, som alle kommer med tal for tredje kvartal, mens Apple aflægger årsregnskab. Her er der forhånd ingen corona-bekymring at spore, da forventningerne på forånd er høje. 

Børs

Stigende smittetal og planer om nedlukning sætter sig i stigende grad i aktiemarkederne. Det toneangivende danske OMXC25-indeks sluttede onsdagen med et fald på 2,6 pct. Det tyske DAX-indeks faldt noget mere på rygterne om en ny nedlukning af landet, nemlig med ca. 4 pct. Også i Frankrig var der større kursøretæver med et fald i det toneangivende indeks på ca. 3,5 pct. Også i USA var markederne røde. Det brede S&P 500-indekset faldt derfor 3,5 pct., hvilket var det største minus siden 11. juni. Teknologitunge Nasdaq smed desuden 3,7 pct., og Dow Jones bakkede 3,4 pct. Her er den seneste børsberetning.

Debat

Solopreneur er det nye sort for kvinder over 40. Der er kommet en ny trend: Solopreneurship. Den typiske solopreneur er kvinde, først i 40'erne og rådgiver i ledelse, organisation eller kommunikation. Hun bor i hovedstaden, og det vigtigste for hende er frihed og muligheden for selv at bestemme i forretningen. Det skriver Louise Orbesen i et debatindlæg.

Det sker i dag

  • Erhverv: Dantax afholder generalforsamling.
  • Erhverv: Dantax kommer med regnskab for første kvartal. DSV, Fast Ejensom, NNIT, Grønlandsbanken, Nordfyns Bank, Small Cap Danmark, Spar Nord Bank, AB Inbev, Sanofi, Equinor, Airbus, Twitter, Amazon, Facebook, Alphabet og Spotify kommer med regnskab for tredje kvartal. Apple kommer med årsregnskab.
  • Politik: Simon Kollerup er kaldt i åbent samråd om håndteringen af udbetalingen af lønkompensation til virksomheder.
  • Politik: EU's stats- og regeringschefer samles til topmøde om coronapandemien, og hvordan den skal håndteres og bekæmpes ved fælles hjælp.
  • Udland: Den Europæiske Centralbank, ECB, afholder rentemøde i Frankfurt.
  • Andet: Verdenssundhedsorganisationen WHO holder pressemøde om corona-situationen på verdensplan.

PS...

Regeringen og sundhedsmyndighederne har gennem flere måneder lagt vægt på, hvor vigtigt, det er at få massetestet danskerne for corona i kampen for at holde virus i ave. Det har ikke kun resulteteret i lange test-køer på det seneste. Nu synes det også at være rigtig svært at få adgang til den hjemmeside, der kan fortælle, hvad testen rent faktisk viser.

BRANCHENYT
Læs også