Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Minkerstatninger kan runde 20 mia. kr. | Black friday kan give boom i onlinehandel, mens butikker er corona-usikre | Mogens Jensen er færdig, men minksagen fortsætter

GODMORGEN

Det sidste punktum er næppe sat endnu i sagen om regeringens ordre (uden lovhjemmel) om at aflive alle mink på danske besætninger, selv om fødevareministeren onsdag lagde sig på sværdet og trak sig fra posten. Derudover er der spørgsmålet om, hvor stor regningen bliver. Det - og meget andet - kan du læse om i dagens første briefing. God læselyst!

Nyheder

Minkerstatninger kan runde 20 mia. kr.

Regeringen skønner, at det kommer til at koste 13,5 mia. kr. at lukke minkbranchen ned i Danmark. Branchen lægger dog op til en væsentligt højere regning. Sagen bliver ekstra prekær, fordi danske forskere var i fuld gang med at udarbejde planer for vaccination af de danske mink, da regeringen traf beslutningen om at aflive alle minkene. Der er ingen tvivl om, at vaccinen også ville virke på mink, vurderer forskerne.

Regeringen beordrede alle mink i Danmark aflivet den 4. november 2020. Det er endnu ikke lykkedes at få en politisk aftale på plads om, hvordan avlerne skal have erstattet, at deres bedrifter skal lukkes ned.

Black friday kan give boom i onlinehandel, mens butikker er corona-usikre

Pandemien vil også påvirke en af årets helt store handelsperioder i detailhandlen, black friday. De seneste år har danskerne ellers øget forbruget der. I år ventes en flad udvikling.

Prognose: Prisstigninger på ejerlejligheder fortsætter næste år. I 2020 blev markante prisstigninger på ejerlejligheder igen en ting, og især i København. Ifølge en prognose, så er det noget, vi skal vænne os til.

Hovedejer jubler over Trygs milliardopkøb. Som hovedejer kan Tryghedsgruppen forvente op imod 600 mio. kr. ekstra i årlige udbytter, hvis Trygs opkøb går igennem. Det er ifølge formanden historisk.

Mærsk slanker vigtigt containernøgletal – og topchefen lover mere. Det er lykkedes Mærsk at vende den kedelige udvikling i koncernens omkostninger per container, blandt andet ved at lokke kunderne på nettet.

Store virksomheder glimter i coronamørket. Sidste kvartal af et år præget af coronapandemi har budt på opjusteringer fra en række af landets største virksomheder. Flere ser frem mod lysere tider, end de har lagt bag sig i løbet af 2020.

Rune Christensens kryptovaluta runder 1 mia. dollars. Der er nu udstedt over én milliard dai – en kryptovaluta, der altid har værdien én dollar. Dermed har dai-konceptet virkelig ramt ’stor skala’, siger Rune Christensen, der står i spidsen for projektet.

Norwegian søger konkursbeskyttelse i Irland for at redde sig. Det norske lavprisselskab Norwegian søger konkursbeskyttelse for sine datterselskaber i Irland og indleder en restruktureringsproces, oplyser selskabet.

Danske SBS sælger bremsedivision - aktien steg med 36 pct. Scandinavian Brake Systems har solgt sin bremsedivision for 300 mio. kr., hvilket aktiemarkedet godt kunne lide.

Det skriver andre

Royal Unibrews nye topchef foretager sit første skaktræk. I forbindelse med kvartalsregnskabet meddelte selskabet, at det havde oprettet et såkaldt senior leadership team, der ifølge Lars Jensen er at opfatte som koncernledelsen. "Det her er min måde at sætte holdet,” forklarer han om trækket. (Børsen)

Notat om manglende lovhjemmel lå på Nick Hækkerups bord – men han afviser, at han skulle have grebet ind. Justitsminister Nick Hækkerup (S) anerkender, at notatet blev lagt på hans bord, men han mener ikke, de seks ministre kunne have stoppet den ulovlige ordre. (Berlingske)

Gik du glip af...

Mogens Jensen er færdig, men minksagen fortsætter. Nu går blå blok efter Mette Frederiksen. Fødevareministerens afgang får de borgerlige partier til at rette kanonen mod statsminister Mette Frederiksen. Både i blå og rød blok er der ønske om yderligere undersøgelser.

  • Baggrunden: Regeringen meldte den 4. november - uden lovhjemmel - ud på et pressemøde, at alle mink i Danmark skulle aflives. I en redegørelse, som er delt op i tre dele, erkendte fødevareminister Mogens Jensen onsdag i det ene spor, der handler om selve lovbruddet, at hans ministerium har begået fejl.
  • Konsekvensen: Fødevareminister Mogens Jensen oplever ikke længere, at han har den fornødne tillid fra Folketinget, og derfor valgte han allerede inden redegørelsens offentliggørelse at trække sig som minister.
  • Reaktionen: Hos oppositionspartierne er der tilfredshed med Mogens Jensens beslutning om at gå af, men partierne mener samtidig ikke, at sagen dermed er lukket. »Dette er starten. For forløbet skal undersøges til bunds, så vi kan finde ud af, hvad statsministerens ansvar er,« siger Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen.
  • Perspektivet: Mens regeringen fastholder, at den ikke blev orienteret om, at der manglede lovgrundlag til at kræve alle mink aflivet, viser dokumenter til ministermøder det stik modsatte, vurderer eksperter. Sagen er med andre ord langt fra overstået for regeringen.

Indsigt

Sådan har Henrik Linds livsværk skabt en jysk millionærfabrik. Danske Commodities' himmeflugt og maveplasker har gjort Aarhus til en art Silicon Valley inden for energihandel, der har skabt masser af arbejdspladser og unge millionærer. Men også en række beskidte slagsmål.

Henrik Lind (midten) stiftede Danske Commodities i midten af 00'erne, hvilket har været grobunden for stribevis af nye, jyske energihandelsvirksomheder. Simon Birch (venstre) og Jesper Johansen (højre) står i spidsen for hver sin forretning, der i løbet af kort tid er begyndt at tjene millioner. Illustration: Anders Thykier.

Podcast

Kan de hovedrystende stupide brintceller blive et energisk mirakel? En verden på brintenergi har været en drøm i årtier - men kun en drøm. Nu smider Ørsted millioner i et brintprojekt, og Japan rykker massivt med et fremstød, der især skal hælde brint på vores biler.

Finans fakta

Tilskud over skattebilletten til vinduespudsning og malerarbejde er et regulært hit. Danskerne har for alvor fået øjnene op for den såkaldte boligjobordning, der siden 2011 har givet tilskud over skattebilletten til alt fra havearbejde til udskiftning af kloakker. I dag er ordningen populær som aldrig før.

I 2019 brugte 480.000 danskere boligjobordningen, der bl.a. giver fradrag for udgiften til en vinduespudser.

Dagens profil

»Det er et privilegium, at jeg får chancen for at skifte spor«. Lene Bang har ansvaret for at styre Novo Nordisks finansielle risiko. Til december skifter hun job og bliver associeret ombudsmand i medicinalkoncernen.

Det ligger til familien. Lene Bang fra Novo Nordisk er cand. polit. Det samme er hendes mand og deres børn. Foto: Gregers Tycho.

Dagens tal

50

Øre. Huscompagniet-ejere landede nemlig en fortjeneste på 50 øre på første børsdag. Huscompagniet blev første gang sat i forbindelse med en børsnotering i 2018. Onsdag indtog typehusfirmaet så fondsbørsen, og dagen igennem blev aktien handlet til priser op til 119,60 kr. Det er den gode nyhed for de nybagte Huscompagniet-ejere. Den dårlige er, at aktien endte dagen i en pris på 117,50 kr. Det er ganske vist 50 øre over den endelige udbudspris i børsprospektet, men til gengæld 1 kr. under dagens åbningspris, der lød på 118,50 kr. Efter børsnoteringen har Huscompagniet fået mere end 5.500 nye aktionærer.

Børs

Smittefrygt overskyggede po­si­tivt vac­ci­ne­nyt. Det brede S&P 500-indeks endte i aftes 1,2 pct. lavere end dagen før. Nasdaq-indekset slap en smule billigere med et fald på 0,8 pct., mens Dow Jones også endte 1,2 pct. lavere. Covid-19 satte sit præg på dagen. Pfizer meddelte onsdag, at koncernen vil ansøge om godkendelse af sin covid-19-vaccine. Smitteudviklingen fik dog samme dag New York til at reagere ved at annoncere midlertidig lukning af byens kommunale skoler fra i dag. Her er den seneste børsberetning.

Debat

Det succesfulde menneskes mentale anatomi. Louise Orbesen skriver i denne klumme om tre dygtige mennesker, hun talte med i sidste uge. Hvad driver dem? Hvad frygter de? Er de stolte? Fortryder de? Hvad længes de efter?

Det sker i dag

ECB-chef Christine Lagarde holder en tale om den økonomiske situation i Europa, der kommer regnskab fra Brøndby IF, og i USA offentliggøres der ledighedstal.

PS...

Åh nej, vi skal møde Belgien igen til EM i sommer. Det danske landshold havde ære af første halvleg, men indkasserede tre mål efter pausen og kunne ikke styre Romelu Lukaku i 4-2-nederlaget til Belgien i aftes. Belgierne smadrede dermed det danske håb om at vinde Nations League-puljen. Det er naturligvis ærgerligt, men det værste er, at Danmark til sommer skal op mod Lukaku og Belgien igen ved EM-slutrunden. I aftes sad man med en fornemmelse af, at belgierne ikke for alvor spillede sig ud.

Belgiens Romelu Lukaku i nærkamp med danske Simon Kjær i kampen, der endte med en 4-2-sejr til Belgien. Foto: Scanpix.

BRANCHENYT
Læs også