Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Terma lander rekordstor milliardkontrakt med USA's flyvevåben | Velliv og AP Pension vandt kapløbet om de højeste pensionsafkast i 2020 | Voldsom interesse for handel med Bitcoin

GODMORGEN

Velliv og AP Pension vandt kapløbet om de højeste pensionsafkast i 2020. Og så har Terma landet en rekordstor milliardkontrakt med USA's flyvevåben. Dette og meget andet i Briefing Morgen, som kan læses her.

Nyheder

Terma lander rekordstor milliardkontrakt med USA's flyvevåben

Et af Danmarks mest højteknologiske selskaber offentliggør nu en storstilet kontrakt, der kan komme hele den danske forsvarsindustri til gode. Terma med hovedsæde ved Aarhus skal de næste 10 år levere et system til verdens største flyvevåben, U.S. Air Force. »Så vidt vi ved, er der aldrig blevet skudt et fly med Termas forsvarssystem ned. Så det forbedrer overlevelseschancen markant,« siger Termas adm. direktør, Jes Munk Hansen til Finans.

Jes Munk Hansen tiltrådte i 2019 som topchef for Terma med en ambition om at løfte omsætningen i USA. Foto: Joachim Ladefoged.

Velliv og AP Pension vandt kapløbet om de højeste pensionsafkast i 2020

De to selskaber skabte de bedste afkast blandt de kommercielle pensionsselskaber i 2020, hvor Danmark skilte sig ud som det bedste land i verden. Der er samtidig stor forskel på, hvordan 2020 gik for de flere millioner danskere, der sparer op til alderdommen i pensionsselskaberne. Poul Kobberup har som investeringsdirektør i pensionsselskabet Danica Pension det overordnede ansvar for placeringen af kundemidler for 500 mia. kr. og giver sit bud på, hvordan det går med afkastene i 2021.

Netbutikker vil ikke sælge til Storbritannien efter brexit. De første netbutikker i EU er nu begyndt at nægte levering til Storbritannien. Dermed kan mange varer blive pålagt told og skatter, ligesom det kan medføre mere bureaukrati at sælge og levere varer til Storbritannien.

Voldsom interesse for handel med Bitcoin. Investorer har fået appetit på den digitale valuta bitcoin. Der blev handlet bitcoin for 39,1 mia. dollars i december. Til sammenligning blev der i samme periode handlet aktier for 37,7 mia. dollars i tech koncernerne Apple, Amazon, Microsoft, Facebook og Alphabet, som er moderselskab for Google.

Singapore arbejder sig ud af krisen. Singapore er kommet mere nænsomt gennem coronakrisen end de fleste andre lande. Ikke kun i forhold til selve pandemien, men også når det gælder økonomien. Væksten er markant højere end forudsagt i de fleste prognoser.

Ser stigninger i lange container-kontrakter. Bjørn Vang Jensen har i årevis siddet over for containerrederierne og forhandlet kontrakter som repræsentant for en af verdens største kunder Electrolux. Han vil ikke afvise, at de kontrakter, der lander inden længe, stiger med op til 50 pct. som en følge af rateopturen.

Genmab indleder nyt fase 3-studie. Studiet vedrører midlet Tisotumab Vedotin til behandling af livmoderhalskræft og skal vurdere effektiviteten i forhold til kemoterapi hos patienter med tilbagefald eller metastater, der allerede har modtaget et eller to tidligere tilbud om systemisk terapi.

Nordmændenes indenlandske køb af alkohol sætter rekord. Lukkede grænser har fået salget i Vinmonopolet til at stige med 40 pct.

78-årig forlader Mærsks bugnende ejerfond. A.P. Møller Fonden siger farvel til den 78-årige Ove Hornby, der har været en del af milliardfonden siden 1988. Han tilsluttede sig fonden som direktør i 1988, umiddelbart efter at han havde udgivet bogen »Ved rettidig omhu« om Mærsk Mc-Kinney Møllers far, skibsreder Arnold Peter Møller.

Ove Hornby kan til august puste 79 lys ud i lagkagen. Arkivfoto.

Det skriver andre

270-årig fond storsatser på vækstvirksomheder. Traditionsrig fond kaster trecifret millionbeløb i iværksætterselskab. Det er seneste skud i et nyt sats på vækstvirksomheder, som der er afsat 1 mia. kr. til. (Børsen - låst artikel)

Danskerne sender milliardgaver til regeringen under krisen. Regeringen kan nyde godt af ekstra milliarder til statskassen, der polstres med indtægter fra både øget aktieskat og en senere pensionsalder, der træder i kraft i år. (Berlingske – låst artikel)

Den britiske premierminister, Boris Johnson, giver ordre til en ny nedlukning af England efter et voldsomt opsving i antallet af smittede og døde med covid-19. Folk i England skal nu holde sig inden døre for at beskyttes sig mod smitte. (Ritzau)

Wells Fargo vil udvide. I de kommende år vil den amerikanske storbank Wells Fargo udvide sin investeringsbankforretning. Det vil bringe storbanken et skridt tættere på nogle af de største rivaler, herunder JPMorgan Chase & Co. (Bloomberg)

Gik du glip af...

»Fuck, fuck, fuck,« tænkte Spies-chefen med 39,8 i feber - her er fortællingen om et år ulig alle andre år. Virussen vendte verden på hovedet i 2020 og lod skæbnefortællingerne fylde sendefladen. Tre profiler i de hårdest ramte erhverv beretter her om deres tanker og oplevelser undervejs.

Tivolis adm. direktør gennem næsten 25 år Lars Liebst, Kommunikationschefen for Spies Lisbeth Nedergaard og chefkok på restaurant Alchemist Rasmus Munk.

Indsigt

»Rigtig mange, der arbejdede i finanssektoren er flyttet, og jeg har nu kun én dansk ven tilbage i London, hvor jeg før havde 10-15 stykker,« siger Caroline Morell Bøstrup Asmussen, der er selvstændig konsulent og freelancer i reklameindustrien.

Hun er en del af de omkring 50.000 danskere, der vurderes at bo i Storbritannien.

Hvor mange præcist findes der ikke et overblik over, men fra flere steder lyder det, at antallet er reduceret siden briterne stemte for brexit i 2016. Med overgangen til 2021 brød briterne for alvor med EU.

Vi har talt med et par danskere om deres nye hverdag.

De er først og fremest lettede over, at der er landet en brexit-aftale, men spørger også sig selv, om det giver mening at blive i et coronalukket London?

»Jeg har elsket at bo i London de sidste 8 år. Det er et andet England, når landet ikke mere er med i EU. At jeg skal have rejseforsikring for at komme hjem til Danmark er lidt mærkeligt, surrealistisk,« siger Caroline Morell Bøstrup Asmussen. Foto: Privat.

Finans fakta

Flere dræbte ved flystyrt. 299 personer blev dræbt ved flystyrt med kommercielle fly i 2020. Det er lidt flere end året før, selvom der blev gennemført markant færre flyvninger i fjor på grund af coronakrisen. I 2020 var der blot 0,27 dødsulykker for hver 1 mio. flyvninger. I 2019 var der 0,18 ulykker med omkomne ud af 1 mio. operationer. Alligevel er det generelle billede, at det er blevet meget sikrere at flyve.

2017 var det mest sikre år i flyvningens historie.

Dagens profil

Når chefer med årtiers ledererfaring i rygsækken runder 60 år, begynder mange af dem at tænke på at trappe ned og forberede en tilværelse med bestyrelsesposter. Det gælder dog ikke Per Møller Jensen med en fortid som leder og direktør i både SAS og Danske Bank.

Han er ved årsskiftet begyndt som adm. direktør i Stjernegaard Rejser, og for ham er 60 år ingen alder.

»Det handler i høj grad om din egen opfattelse og indstilling. Jeg ser mig selv som rask, frisk, nysgerrig og fyldt med energi. Jeg tænker ikke, at jeg er 60 år, men at jeg er i min bedste alder og med masser af erfaring,« siger Per Møller Jensen.

Han er overbevist om, at der venter en lys fremtid, når pandemien slipper sit greb.

»Rejselysten er der, og jeg er overbevist om, at der er et stort opsparet behov for at komme ud og opleve verden, når det igen bliver muligt at rejse,« siger han til Finans.

Per Møller Jensen begynder det nye job i god form. Han er glad for sport og holder sig i form med cykling på racer og mountainbike. Han står på ski med gode venner og nyder en golfrunde, når tiden er til det. Foto: Gregers Tycho.

Dagens tal

516

Voldsom vaccinekritik i Frankrig og Tyskland. Sølle 516 stik er det blevet til i løbet af den første uge! Frankrig har taget førsteprisen for ekstrem langsommelighed i udrulningen af den covid-19-vaccine, der skal redde menneskeliv og åbne døren til en sikker fremtid. I flere europæiske lande møder myndighederne voldsom kritik for ikke at være effektive og hurtige nok til at benytte den vaccine, verden har ventet på i månedsvis, og som nu er klar.

Børs

Kursklø til aktiemakedet i USA. Bekymringer over accelererende spredning af coronavirus og spekulationer om udfaldet af valget i delstaten Georgia belastede tilsyneladende aktiemarkedet i USA i aftes. Det brede S&P 500-indeks skrumpede 1,5 pct.. Der var også tilbagegang for de 30 tunge Dow Jones-aktier på 1,3 pct. samt et fald for det teknologidominerede Nasdaq-indeks på 1,5 pct. Her er den seneste børsberetning. (Reuters)

Debat

Læs ikke dette. For det er så nemt at gøre grin med godhed. »Det er så nemt at gøre grin med godhed, og det gør vi efter min mening alt for meget i Danmark. Jeg tror, at det skyldes vores lutherske tro... Vi bliver mistroiske, og det er uklædeligt. For eksempel er danskerne uforskammet hyppigt begyndt at klage over, at store virksomheder gør sig klimavenlige med ord og kosmetik. Vi vil ligesom ikke se godheden,« skriver Anders Heide Mortensen. Han reagerer på at "en bank har truffet en stor beslutning".

Anders Heide Mortensen er kommentator og kommunikationsrådgiver.

Det sker i dag

  • Økonomi: Boligsiden.dk offentliggør i dag nye tal over udbuddet på boligmarkedet per 1. januar.
  • Økonomi: Nationalbanken kommer i dag klokken 17.00 med tal for valutareserven i december.
  • Økonomi: Verdensbanken fremlægger prognose for den globale økonomi.
  • Politik: I USA stemmer vælgerne i staten Georgia igen om statens to pladser i Senatet. Hvis Republikanerne vinder blot en af de to mandater, vil de bevare flertallet i Senatet.

PS...

Droppede aftale med Stadil og Buch - nu omsætter han for 25 mio. kr. Den 21-årige iværksætter og tidligere elitesvømmer Daniel Johannesen har det seneste år mere end fordoblet omsætningen i sin virksomhed Watery. Det sker, efter han forrige år ikke kunne nå til enighed med investorerne Jesper Buch og Christian Stadil, der i tv-programmet ’Løvens Hule’ havde tilbudt den unge iværksætter en investering. Læs mere om iværksætterens vækstrejse her.

Daniel Johannesen, der er tidligere elitesvømmere, stiftede i 2016 svømmevirksomheden Watery. PR-foto.

BRANCHENYT
Læs også