Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Pressede virksomheder: Udskyd udbetaling af feriepengene | Storbanker tror på snarlig vending for erhvervslivet | Boligpriserne stiger mest i udkanten, og det kan blive et problem

GODMORGEN

Efter endnu en travl regnskabsuge drosler tempoet lidt ned fra fredag morgens begyndelse. Man ved dog aldrig, hvad der sker, og Finans er som altid klar. Men til at starte med får du dagens første nyhedsoverblik.

Nyheder

Pressede virksomheder vil have udskudt udbetaling af feriepengene

Der er lagt op til udbetaling af ca. 45 mia. kr. i marts, hvis danskerne vælger at få udbetalt den resterende del af deres indefrosne feriepenge. Men tvangslukkede virksomheder som udvalgsvarebutikker i storcentre, restauranter og rejsebranchen frygter at stå uden for forbrugsfesten. Det viste erfaringerne fra efterårets udbetaling nemlig.

Lars Thykier fra Danmarks Rejsebureau Forening mener, man skal vente med at udbetale de resterende feriepenge, indtil alle brancher og butikker er genåbnet fuldt ud. Foto: Niels Ahlmann Olesen

Storbanker tror på snarlig vending for store dele af erhvervslivet

En spirende optimisme giver banker som Nordea og Handelsbanken troen på, at store dele af det hårdt prøvede erhvervsliv snart bevæger sig mod bedre tider. Det skyldes udrulningen af vacciner, som en del af f.eks. Nordeas erhvervskunder allerede mærker slår igennem i form af ordrer til senere på året. Den helt store driver forventes dog at blive privatforbruget, for danskerne har aldrig været mere velpolstrede end nu.

Boligpriserne stiger som en raket i disse måneder. Og faktisk er stigninger i udkantskommuner som Lolland og Odsherred i øjeblikket større end f.eks. i København. Det er godt for boligejerne, da mange af boligerne i de kommuner stadig ikke har hentet efterslæbet fra Finanskrisen. Omvendt må prisstigningerne ikke blive for voldsomme og langvarige, for så hænger udviklingen ikke sammen. 

Forbrugerne sår græs som aldrig før: DLF høster gevinsten. Græsfrøkoncernen DLF tjener flere penge end nogensinde før. I både Europa og Nordamerika har millioner af hjemsendte haveejere haft travlt med at så græs under coronanedlukningerne.

Sport24-direktør om lukkede butikker: Vi taber millioner hver måned trods hjælpepakke. Den forlængede nedlukning af butikker i landets stor- og indkøbscentre rejser nye frustrationer over de statslige støtteordninger for butikskæder.

Trods brexit: Arlas salg i Storbritannien sætter rekord. Arlas salg af Lurpak og andre mærkevarer vokser hurtigere end nogensinde før i Storbritannien. Under coronanedlukningerne har millioner af hjemsendte briter smurt et tykt lag dansk smør på deres frokost-sandwich.

Bauhaus-topchef langer ud efter genåbningsplan. Der er ingen logik i, at butikker på 5.000 kvm ikke må åbne på samme vilkår som butikker under den størrelse, lyder det fra Bauhaus-chef Mads Jørgensen: »Det her kommer til at koste os et meget stort millionbeløb«.

Det skriver andre

Dansk energiudvikler skyder millioner i nyt grønt varmesats. European Energy stifter sammen med en partner et nyt selskab, der skal udnytte potentialet på markedet for varmepumper. (Børsen - låst artikel)

Advokatundersøgelse af Frank Jensens adfærd er klar. Advokatundersøgelse har fundet i alt 12 episoder, der involverer beskyldninger om grænseoverskridende adfærd fra den tidligere overborgmester i København. (Jyllands-Posten)

Myndigheder og vaccineproducenter blæser til angreb på mutationer. Nye forsøg med vacciner og en køreplan for hurtig godkendelse skal give ekstra kraft i indsatsen mod coronamutationer. (Jyllands-Posten)

Staten vil genrejse turismen i København for 70 mio. kroner. 12 initiativer i en ny genopretningsplan fra regeringen skal puste nyt liv i erhvervet. Salgsdirektør i Tivoli Michala Svane er en af dem, der glæder sig. (Berlingske – låst artikel)

Gik du glip af...

Gårsdagens regnskaber fra bl.a. SAS og ISS, så får du bulletpoints her:

De tre stiftere af tøjfirmaet Shaping New Tomorrow, fra venstre Christoffer Bak, Kasper Ulrich og Christian Aachmann, har grund til at smile. Deres satsning på digitalt salg og klassisk tøj, der er behageligt at gå i, hitter stort. PR-foto

Interview

Coronakrisen har sat fokus på værdien af stærkt digitaliserede samfund. Endnu bedre digitale muligheder vil give danskerne flere sunde og aktive leveår og samtidig være en rigtig god forretning for life science-industrien, siger adm. direktør i Coloplast Kristian Villumsen i dette interview med MedWatch.

Topchef i Coloplast Kristian Villumsen er ikke i tvivl om, at coronakrisen også har bidraget til værdifulde erfaringer: »Jeg synes, at covid-krisen om noget har vist os værdien af offentligt/privat samarbejde på sundhedsområdet.« Foto: Stine Bidstrup

Finans fakta

Frygten for konkurs: Se hvor corona'en gør mest ondt. Frygten for at gå konkurs er generelt blevet mindre blandt danske virksomheder, men den er langt fra væk. Det viser en ny undersøgelse fra Danmarks Statistik, hvor især fem brancher holder fast i et dystert syn på fremtiden.

Grafik: Jakob Martini Kilde: Danmarks Statistik

Dagens profil

Det var ikke mange måneder, landets længst siddende bankdirektør gik og hyggede sig som pensionist, før han kastede sig over en ny karriere. Den 31. marts 2017 stoppede Kurt Jensen som adm. direktør i Frøs Sparekasse. Det skete efter 37 år på posten og sammenlagt 42 år som topchef i en dansk sparekasse. Ni måneder senere sprang han ud som politiker i regionsrådet i Region Syddanmark. På søndag fylder han 70 år. 

Kurt Jensen elsker at rejse og har bl.a. været i Californien med både kone, børn og børnebørn. Derudover er han tidligere passioneret løber og har løbet 13 marathon. Foto: Miriam Dalsgaard

Dagens tal

1

Formuens størrelse afgøres ofte efter, om man er blandt den rigeste procentdel af befolkningen. Men der er meget stor forskel fra land til land på, hvor stor en formue det kræver for at kunne skrive den ene procent på visitkortet. I Monaco kræver det f.eks. 50 mio. kr., mens det "kun" kræver 18 mio. kr. i Singapore.

Børs

Inflationsfrygt skaber nedtur på Wall Street. Det brede S&P 500-indeks smed i aftes 2,5 pct., mens Nasdaq skrumpede hele 3,5 pct. Dow Jones-indekset med større vægt af cykliske aktier faldt noget mindre, men stadig med 1,8 pct. fra onsdagens lukkerekord. Inflationsskræmte investorer sendte renterne kraftigt op i USA torsdag, og det skabte ekstra nervøsitet i aktiemarkedet, som faldt tungt. Her er den seneste børsberetning.

Debat

Smittetrykket stiger. Genåbningen går meeeeget langsomt. Det samme gør vaccineudrulningen. Skulle man tro den overordnede tone i coronadebatten et år inde i krisen, ville tristessen ingen ende tage. Men det skal man ikke. Sandheden er, hvis vi skal være helt ærlige, at de positive nyheder, der peger på en snarlig afslutning af pandemien, pibler frem i stort tal i disse dage. Faktisk så stort, at jeg gerne slår et slag for et come back til den ansvarlige optimisme, skriver Finans´ chefredaktør Steen Rosenbak.

Det sker i dag

  • Erhverv: Cbrain, Totalbanken, Danske Andelskassers Bank, Jeudan, Den Jyske Sparekasse, IAG og Norwegian kommer med årsregnskab.
  • Økonomi: Danmarks Statistik udgiver Nationalregnskab for 4. kvartal 2020 og året 2020.
  • Politik: Klimarådet udgiver i dag dets hovedrapport: Anbefalinger til og status for dansk klimapolitik 2021.
  • Politik: EU's stats- og regeringschefer mødes 25.-26. februar på videokonference. På dagsordenen er blandt andet coronasituationen, udrulning af vacciner og sikkerhedspolitik.

PS...

Et af tidens allervarmeste emner er stadig udrulningen af coronavaccinerne. Forsinkelser, tvivl om effektivitet, vaccinestrategien - alt bliver debatteret, imens lægerne fortsætter med at stikke på livet løs. Men hvor langt er man egentlig nået, der hvor du bor? Det kan du få overblikket over her.

BRANCHENYT
Læs også