Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Efter nye afsløringer: Politisk flertal kræver styrket indsats mod økonomisk kriminalitet | Bankerne har endelig udsigt til fremgang i kerneforretningen | Tidligere Ambu-topfolk satser på medicoeventyr i Caribien

GODMORGEN

Her er, hvad du skal vide.

Nyheder

Efter nye afsløringer: Politisk flertal kræver styrket indsats mod økonomisk kriminalitet

Skatteminister Morten Bødskov skal i samråd efter afsløringer af, hvordan en direktør for et firma involveret i moms- og skattesvig i millionklassen i årevis fortsatte som direktør i andre virksomheder. Læs hele historien om bistandsklienten Jan, der lod sig indsætte som direktør i formodet svindelselskab.

Illustration: Anders Thykier

Bankerne har endelig udsigt til fremgang i kerneforretningen

Bankerne stoppede blødningen i 2020, og for i år er forventningen stigende nettorenteindtægter. Det skyldes ikke mindst, at privatkunder i stadig større stil betaler negative renter. Sådan lyder det fra flere bankeksperter og aktieanalytikere, som Finans har talt med.

Firma anklager Sundhedsstyrelsen for misbrug. Stay Well-indehaver Gunnar Liland Thomsen er rasende, efter Sundhedsstyrelsen har manipuleret hans produkt dårligere i en ny kampagnevideo. Det er i strid med god forvaltningsret, siger ekspert i markedsføringsret. Sundhedsstyrelsen er ked af sagen og beklager.

Tidligere Ambu-topfolk satser på medicoeventyr i Caribien. Ambus detroniserede topchef Lars Marcher og flere tidligere kolleger fra det danske medicoselskab satser på et nyt erhvervseventyr i Caribien med firmaet Caribbean Medtech. Lars Marcher er med som investor med en ejerandel på 10 pct.

Intetanende DSV kørte med 325 kilo kokain på vognladet. Den danske transportkæmpe DSV Panalpina blev for nylig bestilt til at køre en container til Danmark, uden at vide at afsenderne udover det oplyste indhold også havde læsset 325 kilo kokain med på ladet.

Fleggaard taber stort salg under pandemien. Selvom der er høj fart i aktiviteterne hos andre af koncernens selskaber under pandemien end grænsehandlen, dykkede overskuddet med 23 pct. det seneste år hos Fleggaard.

Ekstremt vejr i Texas giver dansk energikomet milliontab. Den fremstormende energihandler In Commodities er løbet ind i en økonomisk lussing i Texas, hvor snestorme og strømafbrydelser sendte elprisen på himmelflugt i februar.

Volvo vil kun producere elbiler i 2030. Det kinesisk-ejede Volvo Cars vil fra 2030 kun producere elbiler. Alle modeller med en forbrændingsmotor - deriblandt hybridbiler - bliver udfaset, siger den svenske bilfabrik.

Alka søsætter nyt mobilselskab. Alka er kendt som forsikringsverdenens lavprisfrontløber. Nu lancerer selskabet Alka Mobil med et tilbud, der for alvor puster til den igangværende mobilkrig.

Pfizer fordobler levering af vaccine til Danmark i april. Fra april modtager Danmark over 200.000 vaccinedoser om ugen fra Pfizer/BioNTech. I marts er det under 90.000. Samtidig ser den amerikanske medicinalgigant Johnson & Johnson ser ud til at få hjælp fra rivalen Merck til at producere sin coronavaccine.

Det skriver andre

I 2030 kan du købe din bil i Bilka. Volvo vil sælge alle sine biler online inden 2030. Det er et varsel om, hvordan fremtidens bilsalg bliver, forudser FDM. (Berlingske - låst artikel)

Biden fremrykker vaccinemål. USA vil være i stand til at vaccinere hele den voksne befolkning inden slutningen af maj og kan måske vende tilbage til normalen i begyndelsen af 2022. Det siger landets præsident, Joe Biden. (Ritzau)

Danmark håber at bygge vaccinefabrikker i Israel. Det er ikke urealistisk, at Danmark går sammen med Israel om at bygge vaccinefabrikker, siger statsminister Mette Frederiksen forud for en rejse til Israel. Danmark vil samarbejde med Israel og Østrig om vaccineproduktion. (JP)

Is­ra­els am­bas­sa­dør om vac­ci­ne­al­li­an­ce med Dan­mark: Kåre Schultz er en “me­get vig­tig spil­ler”. Dansk-israelsk samarbejde kan med tiden omfatte værnemidler og behandling. Men i første omgang er vaccineproduktion i fokus, lyder det. (Børsen - låst artikel)

Gik du glip af...

Der landede en lille håndfuld interessante regnskaber tirsdag. Her er overblikket:

  • Minkavlere kan give stor gevinst til Sydbank. Erstatningspakken til de tvangsnedlukkede minkavlere forventes at pynte mærkbart på Sydbanks regnskab i 2021, fremgår det af årsregnskabet.
  • Hempel fortsætter opkøbsjagt efter udfordrende år. Malingkæmpen Hempel har haft et udfordrende corona-år, men forbedrer alligevel toplinjen. 2021 er indledt med en ny strategi og opkøb, som er første skridt mod det ambitiøse mål om at fordoble omsætningen.
  • Cowi når ny rekord i coronaramt år. Trods coronakrise og beskeden vækst landede ingeniørkæmpen Cowi i 2020 den bedste lønsomhed nogensinde i virksomhedens godt 90-årige historie. Også fremtiden ser lys ud.

Invest

Stigende råvarepriser kan være starten på en supercyklus. Priserne på mange forskellige råvarer er pisket op de seneste måneder. Det kan være starten på en ny såkaldt supercyklus med stigninger, som kan vare i flere år, mener storbanker.

Interview

»Vi er allesammen ved at være godt og grundigt mentalt slidte.« Pengemaskinen hos Cowi har aldrig været mere velsmurt, og ordrebogen bugner. Alligevel er topchef Lars-Peter Søbye bekymret. Ikke for forretningen, men for medarbejdernes mentale ve og vel, hvis coronakrisen trækker ud.

Lars-Peter Søbye er adm. direktør i Cowi og formand for DI. Foto: Stine Bidstrup

Globale danskere

Danske Christina har bygget sit eget hotel midt i Spanien. Tilbage i 1984 forlod Christina Aagesen Danmark og valgte Sydeuropa frem for hjemlandet. I dag driver hun hotel halvanden times kørsel vest for Madrid sammen med sin spanske mand. Men at bygge et hotel op fra bunden er ikke noget, man bare sådan lige gør, fortæller hun.

Christina Aagesen befinder sig godt i Spanien sammen med ægtemanden Candido, som hun driver hotel sammen med. Foto: Privat

Debat

»00’erne ringede, og de vil have deres procesoptimeringer tilbage«. Det er på tide at få gjort op med topstyret optimering. I stedet skal man lytte til de medarbejdere, der er tættest på udfordringerne og har det stærkeste incitament til at finde løsninger, mener Ditte Enevoldsen, der er medstifter af Restart Agile Company.

Finans fakta

Her er de syv danske selskaber, der rangerer blandt Europas hurtigst voksende. Financial Times har samlet de 1000 europæiske virksomheder, der brager hurtigst frem. Syv af dem er danske.

Skræmfoto fra Financial Times.

Dagens profil

Kathrine Forsberg er topchef og mor til fem. Kathrine Forsberg har som topchef i den danske del af Atea leveret en turnaround. Men succesen har haft en pris, da hendes døgn stort set kun har bestået af arbejde og søvn. »Jeg smører hverken en madpakke eller rører en støvsuger,« fortæller hun.

Fra 1993 til 1998 fødte Kathrine Forsberg fire ud af sine fem børn. Børnene er nu mellem 18 og 27 år. Foto: Carsten Snejbjerg

Dagens tal

500

DSB skal spare halv milliard de næste fire år. DSB skal de næste fire år spare 125 mio. kr. om året. De skal blandt andet hentes på billigere indkøb og mindre brug af konsulenter, fortæller adm. direktør Flemming Jensen.

Børs

Hvordan har markederne udviklet sig?

Aktiemarkederne i USA blev slået tilbage tirsdag. Det var især teknologiaktierne, der trak ned, efter de havde oplevet fine stigninger på ugens første dag. Det brede S&P 500-indeks faldt tirsdag med 0,8 pct., mens Nasdaq-indekset endte med et dyk på 1,7 pct.. Endelig blev det også til en lille fald for Dow Jones med 0,5 pct. Her er den seneste børsberetning.

Kommentar

Corona-ramte selskaber går nye veje for at overleve. Krisen har tvunget især asiatiske virksomheder til at benytte uerkendte kompetencer til at gå ind på nye forretningsområder. Air Asia, Sydøstasiens største og mest succesrige lavprisselskab, er et godt eksempel, skriver Jan Lund fra sin base i Singapore.

Jan Lund er konsulent, forfatter og kommentator.

Det sker i dag

  • Erhverv: Nilfisk, Royal Unibrew, Sanistål og Kuehne + Nagel kommer med årsregnskab.
  • Erhverv: Ringkjøbing Landbobank afholder generalforsamling.
  • Udland: I Tyskland mødes forbundskansler Angela Merkel med regeringscheferne i de tyske delster for at beslutte eventuelle nye tiltag i for at undgå ydereligere stigende smitte af coronavirus.
  • Kriminalitet: Sagen mod dækkongen fra Viborg, Bent A. Nielsen, fortsætter i Vestre Landsret. Sagen fortsætter torsdag.

PS...

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Analytiker spår kursfest for elbiler. Tesla-aktien er steget så meget det seneste år, at medstifter Elon Musk kortvarigt toppede listen over verdens rigeste personer. Alligevel mener en analytiker, at der er meget mere i vente for Tesla og andre producenter af elbiler.

BRANCHENYT
Læs også