Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

De svære dilemmaer står i kø for Novos formand | Nordjysk restauratør er træt af regeringens fremstilling af hjælpepakker | Grøn brintkomet har kurs mod milliardnotering

GODMORGEN

Her er, hvad du skal vide.

Nyheder

De svære dilemmaer står i kø for Novos formand

Det ligner en succeshistorie af de helt store. Et unikt samarbejde mellem politikere, myndigheder og private virksomheder har på rekordtid fremskaffet sikre, effektfulde vacciner, så verdens lande efter et års trængsler nu kan vaccinere sig ud af den største sundhedskrise i 100 år. Men der er ifølge bestyrelsesformand for Novo Nordisk Helge Lund ingen grund til at hvile på laurbærrene.

Helge Lund, bestyrelsesformand i Novo Nordisk, ser en fremtid for sig med stort pres på medicinalindustrien, men han ser også en, hvor verden er afhængig af det private erhvervslivs hjælp til nogle af de største samfundsmæssige udfordringer. Illustration: Anders Thykier

Nordjysk restauratør er træt af regeringens fremstilling af hjælpepakker

Tolv måneders coronahelvede har gjort restauratør Ole Søndergård træt helt ind i knoglerne. Træt af nedlukninger, træt af den manglende hverdag, træt af usikkerheden. Men først og fremmest er han træt af den fortælling om hjælpepakkerne, som regeringen med skiftende ministre i front har optrådt med i alt fra dansevideoer til pressemøder det seneste år. Nu frygter erhvervslivet en kommende konkursbølge.

Ole Søndergård driver som franchisetager to Bones-restauranter i henholdsvis Hjørring og Frederikshavn. Han er glad for de statslige hjælpepakker, men de gør langt fra nedlukningen omkostningsfri. Foto: Brian Karmark

Eksperter: Myndighederne skal slå ned på alle led i momssvindelkæden. Myndighederne skal slå ned på de selskaber, der indgår i svindelsystemer. Også selvom de ikke er centrum for selve svindlen. Sådan lyder reaktionen fra en række eksperter efter de seneste dages afsløringer. »Hvis du effektivt vil stoppe det her, så skal de, der deltager, mærke at det har nogle konsekvenser.«

Grøn brintkomet har kurs mod milliardnotering. Flere investeringsbanker arbejder i øjeblikket på højtryk for at forberede børsnoteringen af Green Hydrogen Systems senere på året, i hvad der kan blive den største børsnotering siden Netcompany i 2018. Det fortæller flere kilder til FINANS.

Danskerne købte stort ind i de fysiske butikker i mandags. Ifølge tal for Mobilepay- og kortforbruget lå omsætningen i de fysiske tøjbutikker i mandags, hvor en lang række butikker genåbnede, 80 pct. højere i forhold til den første mandag i marts sidste år.

Nordax Bank vil købe Bank Norwegian. Den svenske Nordax Bank vil overtage Bank Norwegian og byder en overkurs på 16 pct. Bank Norwegian er et af de sidste tilfulgtssteder for danske bankkunder, der forsøger at undgå negative renter.

Medieprofil vil hæve sin pension for at undgå personlig konkurs. Per Mikael Jensen er parat til at lade sine kreditorer få adgang til et »betydeligt beløb« af hans pensionsopsparing, selv om TV2's tidligere adm. direktør ikke er forpligtet til det.

Timelønnede blev rykket frem i vaccinekøen som frontpersonale. Antallet af frontpersonale, der hurtigt skal vaccineres mod covid-19, er steget med 60.000 siden det første skøn af gruppens størrelse. I Fredericia er personale på Fuglsangcentret, som drives af Dansk Blindesamfund, blevet rykket frem i vaccinekøen, selv om de ikke har kontakt med gæster.

Det skriver andre

Stark køber tysk rival: Byggemarkedskæden Stark Group har købt den tyske forhandler af tag- og facadematerialer Melle Gallhöfer, der årligt omsætter for omkring 2,4 mia. kr. (Børsen - låst artikel)

Spilindustri opnår sit bedste år nogensinde. Den danske gamingindustri har haft sit bedste år nogensinde, viser den seneste opgørelse over eksport og salg fra Producentforeningen. (IT Watch)

AGF’s nye sportschef fældet af fortiden. AGF afbryder angiveligt samarbejdet med sportschef Hans Jørgen Haysen på baggrund af en personalesag fra hans tid i Sønderjyske. Ansættelsen varede kun tre dage. (Jyllands-Posten)

Twitter-chef køber streamingtjeneste. Twitter-chefen Jack Dorsey har gennem virksomheden Square købt streamingtjenesten Tidal. Prisen lyder på 297 mio. dollar og en plads i Squares bestyrelse til Tidals tidligere ejer: Jay-z. (Gizmodo)

Gik du glip af...

Torsdag bød også på en række regnskaber, som du kan få et hurtigt overblik over her:

  • Danfoss på ret køl efter corona-turbulens. Danfoss har med topchef Kim Fausings egne ord aldrig været mere relevant. Derfor har han og resten af ledelsen brugt 2020 på at køre selskabet i stilling til at vokse - og væksten skal komme fra alle tre forretningsområder.
  • Året, der begyndte som et mareridt, gav jackpot for Norden. Efter en barsk start slutter rederiet DS Norden året med at trække det bedste justerede resultat hjem i 10 år. Men 2021 bliver langt sværere. Forstå regnskabet på 2 minutter.
  • Kronjyllands basisindtjening i topform. Sparekassen Kronjyllands medarbejdere er Europas mest tilfredse, og bestyrelsesformandens vederlag stiger med mere end 50 pct.. Det er blot nogle af de oplysninger, der fremgår af årsrapporten for 2020.

Svindelmaskinen

Hvorfor betalte kunderne igen og igen fiktive regninger? Stribevis af kunder har angiveligt lejet mandskab af firmaer uden ansatte, viser en kortlægning af et formodet svindelkompleks. I dag vil kunderne meget nødigt forklare nærmere om deres forbindelser til stråmandsselskaber, der har oparbejdet moms- og skattegæld for mere end 300 mio. kr. til statskassen. Finans ringede til direktøren fra firmaet Sorø Metalopkøb, der går igen i sagskomplekset.

Du kan læse alle artiklerne i serien her. Illustration: Anders Thykier

Indsigt

Nye regler kan sikre flere kvinder i erhvervseliten. To af landets mest indflydelsesrige bestyrelsesformænd går imod opfattelsen af, at der ikke findes kvindelige kandidater til bestyrelsesarbejdet. Øremærket barsel skal være med til at bringe flere kvinder frem, lyder det.

Lars Rasmussen er formand i Lundbeck og Coloplast - og for et specialudvalg i Dansk Industri, der arbejder for en højere grad af manfoldighed i dansk erhvervsliv.  Foto: Niels Hougaard

Podcast

Elbiler i Bilka, Løkkes husleje-sag og coronatræthed i erhvervslivet. Skal elbiler købes i Bilka i fremtiden, hvorfor skræmmer Løkkes husleje-sag og er coronatræthed erhvervslivets største trussel? Det diskuterer denne uges panel i Bundlinjen.

Ugens panel fra venstre: Kommunikationsrådgiver Anders Heide Mortensen, kommunikationschef i Rema 1000 Jonas Schrøder og erhvervskommentator Henrik Ørholst.

Finans fakta

Mens storbryggerierne sælger færre øl, holder Unibrew skansen. Trods en bidende coronakrise, der har gjort det svært at sælge øl og drikkevarer for langt de fleste bryggerier, er Royal Unibrew lykkes med at afsætte flere liter end året inden.

Dagens profil

Fra travl iværksætter til sergent og mor. Anna Nyboe er gået fra succesrig iværksætter med jobskabelsesvirksomheden Annaway til et job i Forsvaret. Hun tvivler på, at det bliver til et comeback til det travle iværksætterliv.

Anna Nyboe begyndte som 12-årig at læse erhvervsstof i avisen, og selv om hun langtfra altid forstod, hvad en artikel handlede om, fik branchen en særlig tiltrækningskraft. Foto: Joachim Ladefoged

Dagens tal

148

Boligmarkedet cruiser igennem coronakrisen. Det danske boligmarked er i topform, hvilket bl.a. kan ses på antallet af tvangsauktioner, der i februar faldt til 148 - det laveste tal for februar i 14 år.

Børs

En imødeset tale fra formanden for den amerikanske centralbank torsdag udløste nervøsitet, stigende renter og endnu et frasalg af aktier i USA. Det brede S&P 500-indeks vendte fra et plus på 0,6 pct. til et samlet minus på 1,3 pct. Indekset var dog på et tidspunkt i minus med 2,5 pct. og havde der sat hele plusset for 2021 over styr. Nasdaq faldt mest med 2,1 pct., og indekset er nu i minus for året med 1,3 pct., mens Dow Jones smed 1,1 pct. Her er den seneste børsberetning.

Debat

Kampen imod den organiserede kriminalitet er brudt sammen. Tilsyneladende står politi, styrelser og retsvæsen magtesløse tilbage, når kriminelle systematisk lænser statskassen. Det er et politisk problem, der er til at få øje på, mener chefredaktør Steen Rosenbak.

Det sker i dag

  • Erhverv: William Demant afholder generalforsamling.
  • Erhverv: Parken Sport & Entertainment og Schouw & Co. kommer med årsregnskab.
  • Politik: Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har kaldt erhvervsminister Simon Kollerup og social- og indenrigsminister Astrid Krag i åbent samråd om GDRP- og hvidvaskreglernes betydning for mindre, frivillige foreninger.

PS...

Vi smider for meget mad ud. 17 pct. af alt mad der produceres årligt i hele verden går til spilde. Det har FN sjusset sig frem til. 61 pct. af spildet finder sted i private hjem. Så husk nu lige at få spist resterne fra i går.

Amazon måtte finde barber-grejet frem. Amazon relancerede for nylig sin app med et nyt ikon. Det nye ikon var udstyret med noget, som en del brugere fejlagtigt opfattede som verdenshistoriens mest berygtede overskæg.

BRANCHENYT
Læs også