Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Revisorer advarer om voldsom stigning i økonomisk kriminalitet | Discountkæder ruster sig til ny kamp om kunderne | Coronakrisen gav grøn komet en kickstart

Skibet Ever Given, der i knap en uge har blokeret Suez-kanalen, blev trukket fri mandag eftermiddag.

GODMORGEN

Og velkommen til endnu en veloplagt dag her på Finans. Her er din nyhedsopdatering fra morgenstunden, men husk at tjekke finans.dk senere i dag, hvor vi holder dig opdateret på nyhedsstrømmen i påskeugen. God fornøjelse.

Nyheder

Revisorer advarer om voldsom stigning i økonomisk kriminalitet

Antallet af anmeldelser om økonomisk kriminalitet er steget kraftigt i de senere år. Det viser en opgørelse, som revisorernes brancheforening, FSR – danske revisorer, har fået udarbejdet. Kigger man på de tungere former for økonomisk kriminalitet som for eksempel skatte- og momssvig, hvidvask, mandatsvig, er antallet af anmeldelser steget med knap 500 pct. i de 10 år fra små 3.000 anmeldelser i 2009 til cirka 18.000 anmeldelser i 2019.

Følg vores serie om "Svindelmaskinen". Illustration: Anders Thykier

Discountkæder ruster sig til ny kamp om kunderne

Flere discountkæder fortsætter med åbning af nye butikker. En af dem er Lidl Danmark, der forudser, at kunderne på bagsiden af pandemien vil købe endnu mere discount.

Det strandede containerskib er trukket fri. Det 400 meter lange og 59 meter brede containerskib Ever Given, som siden tirsdag har spærret for den vigtige fragtrute Suez-kanalen, kan nu sejle igen. Men selvom der nu er udsigt til fri passage, vil uheldet skabe efterdønninger i virksomhedernes globale forsyningskæder måneder frem.

Grøn komet buldrer frem. Investeringsselskabet Obton fortsætter med at buldre frem og tjente mere end en kvart mia. kr. på driften i fjor, hvor coronakrisen endte med at give den grønne omstilling en kickstart. Firmaet, der udvikler, sælger og forvalter solcelleparker og ejendomme, fik et driftsresultat på 306 mio. kr. i 2020 - en stigning på 30 pct.

Semler Gruppen leverer rekordresultat i coronaår. Selvom coronakrisen i store dele af 2020 har holdt bilbranchen i skak og tvunget forhandlere landet over til at holde lukket, er det lykkedes Danmarks største bilkoncern at lande et rekordhøjt overskud på 460 mio. kr. efter skat og omsætte for over 15 mia. kr.

Cult-stifter samarbejder med kendte sportsfolk. Cult-stifteren Brian Sørensen og de tidligere professionelle håndboldspillere Lars Krogh Jeppesen, Anders Oechsler og Søren Stoklund vil etablere 250-270 padel tennis-baner og derved skabe landets største padel kæde.

Krav om fængsling af Sanjay Shah. Bagmandspolitiet kræver varetægtsfængsling af Sanjay Shah, der er tiltalt for bedrageri for godt ni milliarder kroner og for forsøg på bedrageri med yderligere en halv milliard kroner.

Mærsks ejerfond tilføjer til bestyrelsen. En af de danske topprofiler inden for forskningsverdenen skal være med til at bestemme over Mærsk-milliarderne. Mærsks erhvervsdrivende ejerfond har netop udnævnt professor emerita, dr. phil og forfatter Birgitte Possing som nyt bestyrelsesmedlem.

Birgitte Possing er nyt bestyrelsmedlem. Foto: Peter Hove Olesen.

Det skriver andre

Mær­sk-chef gør klar til mas­siv vac­ci­neud­rul­ning. Marginerne er høje, men udfordringerne står i kø. “H­vis alt går ef­ter pla­nen, vil det glo­ba­le vac­ci­na­tions­pro­gram bli­ve af­slut­tet i 2023”, siger den globale chef for farma og sundhed i Mærsk. (Børsen – låst artikel)

Facebook griber så meget ind i arbejds- og fritidsliv, at folk uden for risikerer eksklusion. Mange væsentlige informationer og vigtige beskeder bliver i dag delt via sociale medier. Ingeniørforeningen IDA og Forbrugerrådet Tænk efterlyser større respekt for de mennesker, som ikke ønsker at være på Facebook, Instagram og lignende. (Jyllands-Posten)

Fordomme får unge til at fravælge håndværksfag. Trods mange års politisk indsats er antallet af unge, der søger erhvervsskoler, uændret lavt, viser nye tal. (Kristeligt Dagblad)

Martin Thorborg tror på »et meget spændende opsving«. Serieiværksætteren fornemmer en klar tendens til, at flere springer ud som iværksættere under krisen og ser lyst på fremtiden. (Berlingske - låst artikel)

Gik du glip af...

Mandag blev det offentliggjort, at Coloplast har vundet en stor kontrakt med den største indkøber i USA, Vizient. Det kan få afgørende betydning i forhold til selskabets langsigtede vækstambitioner.

  • GPO'en: Vizient er en indkøbsorganisation, kaldet en GPO, og med den nye kontrakt er Coloplast nu inde hos to ud af tre GPO’er i USA. For bare få år siden var Coloplast ikke inde hos en eneste. I USA er der omkring 6.000 hospitaler, og langt hovedparten af disse er medlemmer af flere GPO’er.
  • Reaktionen: »I mange år afviste GPO’erne at tage os på kontrakt, fordi vores markedsandel var for lav. Så står du et dilemma, hvor du har for lav markedsandel til at komme på kontrakt, og nogle af hospitalerne kan så finde på at sige, at når du ikke er på kontrakt, kan vi ikke arbejde med dig. Det dilemma er nu brudt,« siger Coloplast-topchef Kristian Villumsen

Kristian Villumsen, adm. direktør i Coloplast. Foto: Stine Bidstrup.

Interview

Genåbningen af detailhandlen den 1. marts har været en blandet pose bolsjer for Bauhaus-topchef Mads Jørgensen med hårde restriktioner, en blødende toplinje og et oprør mod regeringen.

Men det betyder ikke, at den bramfrie topchef går rundt og surmuler.

»Vi kan ikke ændre på det, der er sket. I stedet for at løbe rundt og surmule bruger vi energien på at kigge frem med fokus på, at vi har noget, der skal hentes hjem,« siger Mads Jørgensen med henvisning til den salgsdukkert, som tvangslukningen i januar og februar fulgt af en restriktiv genåbning har udløst.

Mads Jørgensen, topchef i Bauhaus, fortryder på ingen måde, at han i fem uger har brugt tid og kræfter på at lægge arm med regeringen i genåbningen af detailhandlen. Foto: Bauhaus.

Dagens profil

Kasper Elbjørn rykker fra Carlsberg til Danfoss. Kasper Elbjørn har en motor med et brændstof, der er et blend af drømme, idoler og netværk samt mod og nysgerrighed. Og selv om han aldrig blev sanger i et berømt band, har han skullet performe som pressechef og har turdet gå i nye retninger.

Kasper Elbjørn skifter 1. april til Danfoss efter fem års tid som kommunikationsansvarlig i Carlsberg. Foto: Brian Karmark

Dagens tal

107,3

Historisk stigning i statens formue. Den offentlige finansielle nettoformue steg i fjerde kvartal 2020 med 107,3 mia. kr. Det viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik. Stigningen er den største nogensinde, og skyldes hovedsagligt, at statens aktiebeholdning i Ørsted blev 77 mia. kr. mere værd.

Børs

Storbanker raslede ned i værdi efter hedgefonds fejlskud. Credit Suisse og en række andre storbanker står til lide store milliardtab, efter at en hedgefond er kommet ud i finansielt uføre. Det fik bankernes aktiekurser til at rasle ned mandag. Det lykkedes tilsyneladende senere på dagen for præsident Joe Biden at tale markederne lidt mere op, så de tre store indeks endte dagen tæt på udgangspunktet. S&P 500 endte med et lille fald på 0,1 pct., mens Dow Jones-indekset gik 0,3 pct. frem. Nasdaq-indekset forblev dagen igennem i rødt og faldt 0,6 pct. Her er den seneste børsberetning.

Debat

Kalder det på en firmapolitik, at hver fjerde mand er sin kone utro? Bør virksomheder blande sig i medarbejderes og lederes utroskab, spørger Anders Heide Mortensen i dag. »Ikke af moralske årsager. Men af årsag x, y og z, som har at gøre med rygtedannelser på arbejdspladsen, halve sandheder om sine whereabouts og risikoen for, at virksomheden og kollegerne skal samle op på en skilsmisse, en flytning og en samværsordning, hvis utroskaben bliver opdaget.« Læs selv hele indlægget her.

Anders Heide Mortensen er kommentator og kommunikationsrådgiver.

Det sker i dag

  • Erhverv: Blue Vision, BioNTech og Onxeo kommer med årsregnskab.
  • Økonomi: Danmarks Statistik kommer i dag med konjunkturbarometer for erhvervene i marts 2021.
  • Økonomi: Chefen for Den Internationale Valutafond (IMF), Kristalina Georgieva, holder tale om den globale økonomi.

PS...

Tjekkiets rigeste mand er død i helikopterulykke i Alaska. Den tjekkiske milliardær Petr Kellner og fire andre personer er omkommet i en helikopterulykke i den amerikanske delstat Alaska. 56-årige Kellner var Tjekkiets rigeste mand. Ifølge finansmediet Forbes lød hans formue på omkring 17,5 milliarder dollar - cirka 110 milliarder kroner.

BRANCHENYT
Læs også