Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Klimalån vælter frem i bankerne | Burger King-ejer fik udbetalt coronastøtte trods svindeldom | Storbank forudser »voldsom« stigning i boligpriserne

GODMORGEN

I dag offentliggør de økonomiske vismænd en rapport med deres vurdering af den aktuelle økonomiske politik. Det sker klokken 12, hvor vi altså bliver klogere på, hvad coronakrisen koster os. Men først: Din morgennyhedsopdatering fra Finans. God fornøjelse.

Nyheder

Klimalån vælter frem i bankerne

8 ud af 10 banker lancerede nye grønne produkter i 2020, viser en ny redegørelse fra Finans Danmark, der samler op på branchens mål om at gå foran i den grønne omstilling. Vi har lavet seks grafikker, der viser, hvor høj fart der er på bankernes grønne omstilling - og et enkelt hår i suppen.

82 pct. af bankerne har lanceret nye grønne produkter.

Burger King-ejer fik udbetalt coronastøtte trods svindeldom

Den dømte svindler Riaz Butt hentede millioner af kroner i coronahjælpepakker til de samme otte Burger King-restauranter, hvor der ifølge en dom i byretten er foregået moms- og skattesvindel.

Riaz Butt blev sidste år idømt 2,5 års fængsel for moms- og skattesvig, men har fået mere end 3 mio. kr. i corona-pakker til de selvsamme virksomheder, hvor forbrydelsen ifølge dommen foregik. (Grafik: Anders Vester Thykier. Foto: Bax Lindhardt)

IMF: Danmark blandt vinderne i krisen. Dansk økonomi indhenter allerede i år det tabte efter coronakrisen og ender 2022 omtrent 3 pct. større, end da pandemien ramte, vurderer Den Internationale Valutafond i en ny prognose. Generelt venter IMF stærk økonomisk vækst i 2021 - men ikke for alle.

Storbank forudser »voldsom« stigning i boligpriserne. Danske Bank venter i en ny prognose, at huspriserne vil stige med mere end 11 pct. i år. De høje stigninger forventes dog at aftage allerede i 2022.

Kina satser stort på brintbilen. Kina er verdens største marked for både el- og benzinbiler. Nu skal også brintkøretøjer være med. Beijing har lanceret statsstøtte, og en række af industriens største navne har allerede meldt sig.

Kryptomarkedet passerer endnu en milepæl. Blot tre måneder efter, at markedsværdien for første gang oversteg 1.000 mia. dollars, er en ny milepæl nået.

Danfoss buldrer afsted. Industrikæmpen Danfoss ændrede sidste år organisationen og satte Lars Tveen i spidsen for virksomhedens vigtigste vækstområder, de såkaldte developing regions. Og den nye direktør er kommet godt fra start.

Danmark får sit første F-35-kampfly. Fem år efter milliardordren overleveres det første af 27 kampfly nu til Danmark. Konkurrencen om at være en del af verdens største industriprojekt er hård, fortæller leverandøren Terma.

Mobning er et problem på danske arbejdspladser. 7,3 pct. af lønmodtagerne på det danske arbejdsmarked har det sidste år følt, at de er blevet mobbet af ledere eller kolleger. Samtidig har omkring 6 pct. følt sig udsat for diskrimination på arbejdspladsen, mens omkring 2 pct. har følt sig udsat for seksuel chikane, viser ny undersøgelse.

Jettime-ejer køber svensk flyselskab. Lars Thuesen har opkøbt det svenske flyselskab Novair. Thuesen varslede et comeback, efter at hans flyselskab Jet Time blev begæret konkurs forrige sommer.

Det skriver andre

Lave renter øger uligheden. Dem med de højeste indkomster har også de største gevinster ved et lavt renteniveau. Det er konklusionen på ny forskning fra Københavns Universitet. (Børsen)

Blå partier vil fremrykke genåbning. DF, Venstre og De Konservative mener, at de nyeste smittetal giver plads til at åbne mere. »Vi er nødt til at tage det i etaper og være sikre på, at vi ikke mister kontrollen,« lyder svaret fra sundhedsminister Magnus Heunicke. (DR)

Danske Bank tvang små virksomheder til at betale ekstra gebyrer. Virksomheder blev tvunget til at skifte til dyre erhvervskonti som betingelse for, at Danske Bank ville hjælpe dem med at få et støttelån fra den britiske regering, viser ny afgørelse. (BBC)

Serie: Vejen ud af krisen

Carsten Hellmann frygter for sammenhængskraften i Danmark. ALK-chef Carsten Hellmann er bekymret. Rigtig bekymret. Ikke så meget for den forretning, han står i spidsen for, men for sammenhængskraften i Danmark. Den sammenhængskraft, der i årtier er blevet hædret og hyldet for at være fundamental for Danmarks succes. »Vi skal virkelig undgå, at corona kommer til at være en politisk kampplads,« siger han.

Carsten Hellmann har i et par år stået i spidsen for allergikoncernen ALK - med stor succes til følge - bl.a. er aktiekursen nærmest fordoblet i år. Foto: Gregers Tycho

Finans fakta

Sidste års store tabere stiger med raketfart. Der er vendt op og ned på det amerikanske aktiemarked efter, at investorerne er begyndt at gøre sig klar til et økonomisk boom på den anden side af coronakrisen. De amerikanske aktier, som klarede sig værst forrige år, er godt i gang med at indhente det tabte, viser en analyse.

Dagens profil

»Jeg arvede min fars konkurrencegen.« Anders Geert Jensen blev millionær, da han som en af stifterne var med til at sælge Designit. Nu investerer han i startupvirksomheder og finder tid til brætsport.

Anders Geert Jensen ser ud i fremtiden, når det gælder afkast fra investeringer. Foto: Søren Vendelbo

Dagens tal

4

Luftfartsselskabet Air France-KLM vil få op til 4 mia. euro svarende til næsten 30 mia. kr. af den franske regering som en del af en rekapitaliseringsplan for det pressede selskab.

Børs

Det blev tirsdag til fald til alle de tre ledende amerikanske aktieindeks efter fald i de sidste minutter til S&P 500- og Nasdaq-indekset, der begge havde ligget i plus det meste af dagen. S&P 500-indekset faldt tirsdag med 0,1 pct., og dermed blev det lige akkurat ikke til årets 18. lukkerekord. Nasdaq-indekset endte 0,1 pct. lavere, og Dow Jones-indekset faldt med 0,3 pct.

Her er den seneste børsberetning.

Debat

Forbrugsfesten buldrer. Med Bangkok Motorshow som symbol er proppen løsnet i ketchupflasken på forbrugsfesten i Asien, skriver Jan Lund fra sin base i Singapore.

Det sker i dag

  • Erhverv: Rockwool International og Spar Nord Bank holder generalforsamling.
  • Erhverv: Scandinavian Brake Systems kommer med årsregnskab.
  • Økonomi: Boligsiden offentliggør Boligsidens Markedsindeks for februar, der viser bolighandlernes prisudvikling.
  • Økonomi: Nationalregnskab (kvt.) revideret, 4. kvartal 2020.
  • Politik: Valgresultat fra valg i Grønland.

PS...

Sådan tackler du som leder gensynet med kontoret. PFA opfordrer til, at ledere tager affære allerede i planlægningen af genåbningen og efterfølgende i den første periode tilbage på den fysiske arbejdsplads.

BRANCHENYT
Læs også