Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Realkredit Danmark har tabt kampen om nye boliglån for 55 mia. kr. | Europæiske aktier fravalgt under pandemien | Tv-værts nye sommerhus skal »revolutionere byggebranchen«

GODMORGEN

En ny uge er i gang. Spark døren ind til ugen med Finans’ morgenbriefing.

Nyheder

Realkredit Danmark har tabt kampen om nye boliglån for 55 mia. kr.

Totalkredit og Nordea Kredit har det seneste år sat sig på en større del af det danske realkreditmarked, mens Jyske Realkredits og Realkredit Danmarks markedsandele skrumper.

Carsten Nøddebo, adm. direktør i Realkredit Danmark, har mistet markedsandele de seneste år. Foto: Stine Bidstrup

Europæiske aktier fravalgt under pandemien

Mens Europa fumler rundt med vacciner og nedlukninger på andet år, stryger USA derudaf. Det har ramt markedets lyst til europæiske aktier. Aktiestrateger er blevet bange for, at Europa ligesom efter finanskrisen skyder sig i foden og ødelægger det vordende opsving.

Tv-værts nye sommerhus skal »revolutionere byggebranchen«. 71 galvaniserede stålskruer skal bære Thomas Uhrskovs nye sommerhus i Klitmøller. Professor Lars Bo Ibsen kalder det en revolution for byggebranchen, da projektet er det første af sin art og skal være med til at bevise, at skruefundamenter kan understøtte rigtige huse.

Singlernes indtog på boligmarkedet kan få en brat ende. Den eksisterende boligmasse kan ikke matche mulige køberes ønsker til geografisk placering, størrelse og komfort, mener DI.

Populært børsfænomen griber om sig. Der er nu kommet flere såkaldte blankocheck-selskaber på børsen i USA i år end hele 2020. Men der er tegn på problemer forude.

Nyt nichemedie skal dække transport og logistik. Watch Medier skal nu dække endnu en gren af erhvervslivet med det nye medie MobilityWatch, der lanceres i maj. Mediet skal dække transport- og logistiksektoren, distribution og infrastruktur.

Makkerpar sælger højtalere til hele verdens lydnørder. Buchardt Audio har gennem snart 13 år specialiseret sig i at lave højtalere, som kan tilfredsstille både øret og øjet – og i år brager det igennem med endnu et millionoverskud.

Det skriver andre

En sag om mulig svindel for millioner har tråde til landets største entreprenørvirksomhed. Ifølge Jyllands-Postens oplysninger er et datterselskab til Aarsleff-koncernen indblandet i sagen, som involverer både golfrejser, vin, kaffemaskiner og Apple-produkter. (Jyllands-Posten)

Flere lagermedarbejdere kritiserer arbejdsforholdene i Nemlig.com. De fortæller blandt andet om at droppe toiletbesøgene og om pådragne skader på grund af det tidspres, de er under og bliver målt på. Ren smædekampagne, svarer Nemlig.coms direktør igen. (Politiken)

Suez-efterdønningerne kan vare helt indtil anden halvdel af maj. Sådan lyder vurderingen fra Mærsk, der advarer om, at kunderne ikke skal forvente en hurtig normalisering, selvom myndighederne fik det fastkørte containerskib fri for to uger siden. (Financial Times - betalingsartikel)

Kinas tilsynsmyndigheder idømmer Alibaba rekordbøde. Den kinesiske techgigant skal betale over 17 mia. kr., efter at koncernen er fundet skyldig i at have misbrugt sin markedsdominans i flere år. Kinas større fokus på området betyder samtidig flere ansatte og ressourcer til kontrolorganet. (Reuters, Financial Times)

Lars Løkke bekræfter, at han stifter et nyt politisk parti. Det skriver den tidligere Venstre-formand i en klumme i BT. Han har flere gange luftet tanken om at stifte et nyt parti, siden kan meldte sin afgang fra Venstre i begyndelsen af 2021. (BT)

Serie: Vejen ud af krisen

Tivoli-topchef glæder sig til en tid uden værnemidler og med mere frihed. Susanne Mørch Koch overtog chefposten i sommer med en stor tro på, at digitaliseringen kunne sikre omstillingsevnen i en corona-krisetid. Men måneder med virtuelle møder, forsamlingsforbud og restriktioner har gjort det klart, at det ikke kan stå alene. »Vi trænger til at se hinanden smile igen«.

Så snart det bliver muligt at være flere sammen, så er Tivoli klar med tilbud for at få danskerne ind i den gamle københavnske forlystelseshave, fortæller adm. direktør Susanne Mørch Koch. Foto: Stine Bidstrup

Indsigt

Mød bilbranchens powercouple. De får de bedste idéer på deres løbetur om morgenen, og de blev dollarmilliardærer på deres elbiler sidste år. Henrik Fisker og Geeta Gupta Fisker er ægteparret, der vil give Tesla kamp til stregen.

Henrik Fisker har bl.a. designet elegante og dyre biler såsom Aston Martin DB9. Arkivfoto

Tech

Eksperter skeptiske over for Facebooks forklaring om seneste data-hack. Facebook nedtoner sagen ved at kalde den gammel, for længst løst og desuden ikke et rigtigt hack. Eksperterne er ikke overbeviste.

Finans fakta

Populært børsfænomen griber om sig. Der er nu kommet flere såkaldte blankocheck-selskaber på børsen i USA i år end hele 2020. Men der er tegn på problemer forude.

I 2020 blev de såkaldte SPAC’s voldsomt populære på de amerikanske børser, og flere sportsfolk, popstjerner og sågar en enkelt politiker hoppede med på bølgen. Foto: Screendump fra Datawrapper

Dagens profil

Morten Kallmayer ser fællestræk, hvor andre oplever forskelle. Morten Kallmayer, der er topchef i JK Office, havde oprindeligt Finansministeriet som et mål. I stedet blev det it, medier og kontormøbler.

Morten Kallmayer var adm. direktør for Politikens Lokalaviser, inden JK Office i 2020 headhuntede ham til topposten. Arkivfoto: Charlotte de la Fuente

Dagens tal

28600

Så mange flere boligejere er der kommet i Danmarks siden den 1. januar i fjor. 25.300 af dem er singler, og de dominerer nu så meget, at de står for stort set hele væksten på boligmarkedet, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Rekordhøje priser på boliger kan dog sætte en stopper for den udvikling.

Debat

Der er fuld turbo på verdensøkonomien og boligmarkedet. Det går fremad i raskt tempo. Og måske er der risiko for at det går lidt for stærkt. I hvert fald på boligmarkedet. Det skriver Helge J. Pedersen om i denne klumme.

Det sker denne uge

Velkommen til en stille uge 15. Det, der især præger kalenderen, er flere generalforsamlinger. Bl.a. holder Genmab, Dansk Industri og Zealand Pharma generalforsamlinger denne uge. På Christiansborg er der møde i Folketingssalen, hvor lovgivningen om mink og kompensation til minkavlerne bliver behandlet.

Og så er skatteminister Morten Bødskov og justitsminister Nick Hækkerup kaldt i åbent samråd om den såkaldte ”Operation Greed”. Her er, hvad ugen bringer.

PS...

Vil du også gerne forberede dig på en post-corona æra? Financial Times har bedt vinderforfattere om at udvælge de bøger, der skal hjælpe dem med at forstå og navigere i en fremtid, hvor virussen har sat sit præg på markeder, forbrugsmønstre og arbejdsvaner.

BRANCHENYT
Læs også