Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Nye tal bekræfter: Dansk økonomi står foran kraftigt væksthop | Stort tryk på jobmarkedet giver mange ledige arbejdspladser | Nye mutationer kan forlænge krisen

GODMORGEN

Dagens første nyhedsoverblik fra Finans er klar til dig. God læselyst!

Nyheder

Nye tal bekræfter: Dansk økonomi står foran kraftigt væksthop

Kan vi holde pandemien i skak de kommende måneder, tyder en række nøgletal på, at der kommer ild i dansk økonomi. Louis Poulsen, Fredericia Furniture og Kvik melder om rekordsalg lige nu og ser med stor optimisme på salget den kommende tid. Også hos detailkæden Elgiganten er feriepenge lige nu med til at skubbe varer. Uagtet den langstrakte pandemi og etapevise genåbning flokkes danskerne om designmøbler, køkkener, hårde hvidevarer og elektronik.

Louis Poulsen - der er kendt for bl.a. PH-lamper - er blandt de danske virksomheder, som melder høj fart i salget til de danske forbrugere. »Vi slår egne salgsrekorder hver måned, og det går forrygende godt,« siger adm. direktør Søren Mygind Eskildsen hos Louis Poulsen. Foto: Brian Karmark.

Stort tryk på jobmarkedet giver mange ledige arbejdspladser

En voldsom stigning på 30 pct. i antallet af jobannoncer illustrerer ifølge Jobindex det klare lys for enden af coronatunellen. Et stort økonomisk opsving er på vej, fastslår chefanalytiker. Den etapevise genåbning giver blandt andet travlhed blandt restauratørerne med at hyre tjenere og supplere køkkenpersonalet, før det går løs med genåbningen fra den 21. april.

Centralbankchef: Opsving kan blive ualmindeligt stærkt. Den amerikanske økonomi kan se frem til et betydeligt opsving som følge af lempelig penge- og finanspolitik, men der er stadig plads til masser af forbedring i arbejdsmarkedet.

Nye mutationer og langsomme vaccinationer kan forlænge krisen. Rige lande bør aflevere vacciner og viden til udviklingslandene for at bremse nye mutationer, der kan sabotere nedkæmpningen af coronavirus, lyder det fra forskere. Situationen i Danmark er under kontrol, mener danske forskere.

Lars Seier skyder millioner ind i bilagsfirma. Paperflow, der tidligere gik under navnet Bilagscan, har flere prominente investorer i ejerkredsen. Nu har investorerne tilført nye millioner i jagten på yderligere vækst.

Fremadstormende tech-startup henter 42 mio. En digital løsning til at sælge forsikringer hos for eksempel bilforhandleren er blevet en succes for den lille, danske start-up Penni.io. Nu lander selskabet 42 mio. kr. i ny kapital for at kunne komme ud i flere nye lande.

Hypet folkeaktie falder kraftigt på børsen. Det norske it- og spilfirma Kahoot, der er yderst populær blandt de private investorer, fortsatte mandag sit dyk på børsen. Det skete efter flere dage med store kursfald i sidste uge. Indtil januar var Kahoot-aktien ellers skudt til vejrs med raketfart.

Det skriver andre

Mær­sk-boss for­ven­ter mar­kan­te æn­drin­ger i ver­dens sup­ply chains. Meget tyder på, at pandemien permanent har ændret, hvordan erhvervslivet tænker logistikkæden ind i deres strategi, vurderer Karsten Kildahl, chef for Mærsk i Europa. (Børsen - låst artikel)

Microsoft overtager teknologivirksomhed for 123 mia. kroner. I sin næststørste handel nogensinde overtager Microsoft selskabet Nuance, der er en teknologivirksomhed specialiseret i kunstig intelligens. Prisen er godt 123 mia. kroner. (Reuters)

FN's generalsekretær opfordrer til global formueskat. FN’s generalsekretær Antonio Guterres opfordrer verdens lande til at indføre en formueskat for at bekæmpe uligheden, som er blevet forstærket under coronakrisen.

Hjemmearbejde øger frygt for jobtab og isolation hos unge. Hjemsendte unge savner fysisk kontakt og sparring med kolleger og chefer. (Berlingske - låst artikel)

Gik du glip af...

DSB og transportminister Benny Engelbrecht præsenterede mandag afløseren for IC3- og IC4-togene.

  • Toget: Den franske togproducent Alstom skal levere el-toget, der hedder Coradia Stream. Det har en hurtigere acceleration end IC-togene, og topfarten er 200 kilometer i timen.
  • Prisen: Indkøbet af nye el-togsæt er den største investering i DSB’s historie. Kontrakten lyder på et køb af minimum 100 el-togsæt, men det er forventningen fra DSB’s side, at der bliver tale om i alt 150 togsæt. Aftalen gælder både selve togsættene og vedligeholdelse af dem og løber op i mere end 20 milliarder kroner.
  • Planen: DSB’s milliardstore indkøb er et resultat af en politisk aftale fra 2018. DSB oplyser, at der vil blive oprettet to nye værksteder for at kunne vedligeholde og servicere de nye tog. De to værksteder kommer til at ligge i Aarhus og København.
  • Vurderingen: »Om nogle år har vi indhentet den europæiske standard. Ikke så meget med hastigheden, men i hvert fald med de moderne elektriske tog. Og det er jo rigtig godt,« siger Poul Kattler, togentusiast og formand for Rådet for Bæredygtig Trafik – en ngo, der arbejder for bæredygtighed i transportsektoren. Det der med hastigheden ærgrer ham dog lidt.

Sådan ser Danmarks nye tog ud. Det skal leveres af franske Alstom. Illustration: DSB.

Interview

Netto-direktør skal åbne seks nye butikker om ugen i Polen. »Det er den største operation, som jeg har prøvet. Det er vildt spændende, men vi har også en yderst travl periode foran os,« siger Michael Løve til Finans.

Michael Løve har siden 2017 været chef for Netto International, som er del af Salling Group og med discountbutikker i Danmark, Tyskland og Polen. Foto: Jens Hartmann Schmidt.

Serie: Vejen ud af Krisen

»Så snart rejserestriktionerne ophæves, så skal jeg ud og besøge vores virksomheder i SP Group. Jeg har ikke besøgt vores udenlandske selskaber i et år. Det bliver fantastisk.«

Frank Gad er ikke i tvivl, når man tvinger ham til at nævne én ting, han især hungrer efter på den anden side af coronakrisen.

Som adm. direktør for over 2.200 medarbejdere fordelt på 11 lande og tre kontinenter har det at »lede via Teams«været en prøvelse. Eller en »udfordring« som problematiske ting plejer at blive kaldt på erhvervs-dansk.

Men problemerne med corona vil sætte sig varige spor i fremtiden. Det er koncernchefen sikker på. Selv om man ind i mellem kan forbande Teams langt væk, så har det åbnet øjnene for mulighederne.

»Jeg tror, at vi vil vende tilbage til noget nær normal igen, som det så ud før krisen. Men det kan godt ske, at det ikke længere er nødvendigt at rejse til Kina fire gange om året, men at vi kan nøjes med to gange. Og det samme med andre lande. Det har nedlukningerne lært os,« siger Frank Gad.

Koncernchef Frank Gad og SP Group har foreløbig klaret sig godt gennem krisen, og har fastholdt et højt investeringsniveau, så man står klar til at gribe de nye muligheder. Foto: Joachim Ladefoged.  

Finans fakta

Råvarebørserne er rødglødende. På de globale råvarebørser er prisen på landbrugsråvarer nu steget til det højeste niveau i syv år. Priserne kan stige yderligere, når millioner af restauranter de kommende måneder genåbner.

Prisen på raps og andre landbrugsråvarer er steget til det højeste niveau i mange år.

Dagens profil

Tina Moltke-Leth vidste ingenting om biler, da hun fik jobbet som finansdirektør i Danmarks største bilimportør, Semler Gruppen. Derfor tænkte hun i sin tid heller ikke videre over, at hun rullede op til sin første jobsamtale i en to år gammel og leaset Fiat 500. »Headhunteren var nærmest chokeret,« siger Tina Moltke-Leth.

Tina Moltke-Leth er ny finansdirektør for den danske bilimportør Semler Gruppen.Foto: Gregers Tycho. 

Dagens tal

60

Oliepriserne er faldet til ro. Efter en del volatilitet synes oliepriserne at være faldet til ro omkring de 60 dollars pr. tønde, men der er risiko for uro under opsejling. Uroen skyldes ikke mindst usikkerhed om det fremtidige udbud på verdensmarkedet, siden medlemslandene i kartellet Opec+ besluttede, at de frem over vil holde ministermøder hver måned i stedet for to gange om året.

Børs

Stor regnskabsuge blev indledt med lille tilbagegang. Det brede S&P 500-indeks trak i aftes ned med marginale 0,02 pct., det teknologitunge Nasdaq-indeks faldt 0,4 pct., og de tunge aktiers Dow Jones-indeks tabte 0,2 pct. Trods positive forventninger til opløftende rapporter fra en gruppe store banker i de kommende dage turde de amerikanske aktieinvestorer ikke forlænge sidste uges indeksstigninger. Fikspunkter i denne uge bliver blandt andet regnskaberne fra J.P. Morgan, Goldman Sachs og Wells Fargo onsdag samt Bank of America og Citigroup dagen efter. Her er den seneste børsberetning.

Debat

Portræt af en tendens. Når veluddannede vil kvitte jobbet som 45-årige, har Danmark en udfordring. Det lugter af omvæltning. Intet mindre, skriver Anders Heide Mortensen.

Anders Heide Mortensen, kommentator og kommunikationsrådgiver.

Det sker i dag

  • Erhverv: Genmab, ISS og TCM Group holder generalforsamling.
  • Erhverv: Just Eat leverer regnskab for første kvartal.
  • Økonomi: Danmarks Statistik kommer med samlet opgørelse over turistovernatninger i 2020.
  • Politik: Der er møde i Folketingssalen, hvor bl.a. lovgivningen om mink og kompensation til minkavlerne bliver behandlet.

PS...

I næste uge er det fem år siden, at musikeren Prince døde. Alligevel er der et nyt album på vej fra ham til sommer. Og det bliver nok ikke det sidste, vi hører fra den kant. Faktisk vurderes det, at der ligger over 8000 sange og venter på at blive udgivet.

BRANCHENYT
Læs også