Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Endnu en hvidvasksag kostede en topchef i Danske Bank | Energikæmpe investerer millioner i dansk opfinders batteri | Tidligere forsvarschef bliver ny formand for JP/Politikens Hus

GODMORGEN

Vi har samlet alt, du skal vide om chefskiftet i Danske Bank, og så kom det også frem i aftes, at der er udskiftning på vej på en af de mest magtfulde poster i den danske medieverden. Her er dit nyhedsoverblik.

Nyheder

Endnu en hvidvasksag kostede en topchef i Danske Bank

Mandag blev der smidt en gedigen bombe, da det kom frem, at Danske Banks topchef Chris Vogelzang i løbet af weekenden blev fældet af en hvidvasksag hos sin gamle arbejdsgiver ABN Amro. 44-årige Carsten Egeriis indsættes i stedet på tronen.

  • Hovedpersonen: Chris Vogelzang har tidligere været vidne i sagen fra Holland, men blev i fredags informeret om, at han nu er mistænkt. Det svarer i Danmark til at være sigtet, men ikke tiltalt. Det fik ham til at sige op, og dermed slap Danske Banks bestyrelse for at skulle beslutte, om han skulle fyres.
  • Sagen: Det er fire år siden, at Chris Vogelzang forlod posten som øverste chef for den hollandske bank ABN Amros afdelinger for privatkunder og private banking, men nu efterforskes det, om han kan holdes strafferetligt ansvarlig for bankens årelange lovbrud. Bliv klogere på sagen i Holland her.
  • Afløseren: Carsten Egeriis er trådt fra skyggerne ind på en kamparena. Ifølge kilder, som Finans har talt med, kan de ansatte i Danske Bank forvente sig en anden ledelsesstil af Carsten Egeriis, end den de oplevede hos Chris Vogelzang, som var kendt for at være både meget social og udadvendt. Her tegner vi et portræt af den nye chef for Danmarks største bank.
  • Vurderingen: Iagttagere siger blandt andet om den nye Danske Bank-topchef, at man får det bedste af to verdener: En dansker med et internationalt udsyn. Det er dog ikke længere kun egne hvidvasksager, der martrer Danske Bank.

Carsten Egeriis er ny topchef i Danske Bank. I december blev han udnævnt til formand for Finans Danmark - dvs. alle bankernes interesseorganisation. Foto: Stine Bidstrup

Tidligere forsvarschef bliver ny formand for JP/Politikens Hus

Siden fusionen af Jyllands-Posten og Politikens Hus i 2003 har Lars Munch spillet en absolut nøglerolle i JP/Politikens Hus. Først som adm. direktør for koncernen frem til 2014 og derpå som formand. Til næste år afløses han imidlertid af Peter Bartram, der i øjeblikket er næstformand for såvel JP/Politikens Hus som koncernens ene ejerfond, Jyllands-Postens Fond. Finans tegner et portræt af den kommende formand, som blandt andet sprang fra én til fire stjerner og blev landets yngste forsvarschef.

Peter Bartram fylder 60 år om et par uger og overtager i 2022 formandsstolen i JP/Politikens Hus. Foto: Marie Ravn 

Energikæmpe investerer millioner i dansk opfinders batteri. Energiselskabet Andel investerer et større millionbeløb i et grønt teknologifirma, der vil lagre energi fra vind og sol i små sten og på den måde håber at kunne løse den grønne omstillings måske største tilbageværende udfordring.

H2O Sportswear har vendt underskud til selskabets bedste resultat. Det har haft en positiv effekt, at det danske sportsbrand H2O Sportswear ændrede strategi og satsede markant på mere modetøj og sportsinspireret fritidstøj, tasker og sandaler. Det viser et nyt regnskab.

Direktør blev skudt på åben gade - nu opgiver anklageren sagen. Flere mistænkte mænd i sagen om drabet på en direktør, der for snart to år siden blev skudt ned på åben gade i København, undgår at blive stillet for retten. Den dræbte var direktør i et elektrikerfirma og skulle have været afhørt i Københavns Byret som vidne i den hidtil største straffesag om hvidvask, som politiet har kaldt Operation Greed.

Politiet rejser tiltale mod tidligere Hummel-direktør. Østjyllands Politi har mandag rejst tiltale mod den tidligere Hummel-direktør Søren Schriver. Det sker mere end fire år efter, at han blev bortvist som topchef i Hummel og beskyldt for svindel

Lego-familien skruer op for risikoen og bæredygtigheden. Lego-familien føler sig så trygge ved størrelsen af pengetanken, at den er klar til især at skrue op for de bæredygtige investeringer.

Parken har fået ny formand. På generalforsamlingen i Parken Sport & Entertainment mandag blev Allan Agerholm og Klaus Gad valgt til bestyrelsen, som efterfølgende har konstitueret sig med Allan Agerholm som formand.

Det skriver andre

International hvidvaskekspert om Vogelzang: Bestyrelsen i Danske Bank burde have vidst en del af det her. Danske Banks bestyrelse burde have indset, at afgående topchef Chris Vogelzang havde hvidvaskproblemer i bagagen, mener ekspert. (Børsen - låst artikel)

Facebook vil lancere nye lydprodukter. Ifølge Mark Zuckerberg vil der bl.a. være tale om korte lydklip kaldet ”Soundbites”, ligesom der vil komme værktøjer og muligheder for brugerne for at gå på opdagelse i podcast-verdenen. (Reuters)

Serie: Vejen ud af krisen

Falck-topchef tror ikke, at verden bliver sig selv igen - og han glæder sig

Ifølge Falcks topchef Jakob Riis kan betydningen af covid-19 dårligt undervurderes. Både for Falck, men også resten af samfundet.

Falck kom til at spille en afgørende rolle i den danske teststrategi, da firmaet åbnede for gratis lyntest af befolkningen lige inden juledagene. Det gav et tiltrængt boost til moralen internt i Falck, efter at firmaet i årevis havde trukket hovedsageligt negative overskrifter som følge af ulovlige metoder i en konkurrencesag i Region Syddanmark under firmaets tidligere ledelse.

Men covid-19 har også sat sundhed på dagsordenen over hele kloden, og sundhed bliver også én af to grundpiller i Falcks fremtidige strategi, fortæller Falck-chefen.

Falck-topchef Jakob Riis tror ikke, at verden bliver som før, når samfundene lukker op. Han håber og tror, at sundhed - ikke mindst psykisk sundhed - vil fylde mere. Foto: Carsten Snejbjerg

Finans fakta

En stigning på mere end 10 mio. patienter: Novo-produkter rammer rekordbredt. Tallene taler sit eget helt tydelige sprog. Det danske medicinalselskab Novo Nordisk rammer flere diabetespatienter med sine produkter end nogensinde før.

Grafik: Benjamin Werner Christensen. Kilde: Novo Nordisks årsrapporter

Dagens profil

Signe Julie Valeur er chief marketing officer i internetbanken Lunar med ansvar for al marketing og kommunikation til brugerne. »Min drivkraft ligger i høj grad i, at bankbegreber ikke bør være så svære at sætte sig ind i. Jeg har selv oplevet, at det kan være frustrerende at være i kontakt med sin bank, og det vil jeg gerne være med til at ændre på,« siger hun.

Signe Julie Valeur, marketingchef i Lunar, er glad for de mange unge i internetbanken. Det skaber en helt særlig energi og mindre hierarki. Foto: Lunar

Dagens tal

74700

En ny undersøgelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at antallet af forgæves rekrutteringer stiger markant. Antallet af forgæves rekrutteringer i marts 2021 er opgjort til 74.700 (målt over det seneste halvår). Det er ifølge styrelsen på niveau med situationen før coronakrisen og væsentligt over tallet i december 2020, der lå på 47.300.

Børs

Markedet i USA var præget af uro. De amerikanske aktier indledte ugen med fald fra fredagens rekordniveauer. Det brede S&P 500-indeks bakkede 0,5 pct. fra sin top fredag, mens Dow Jones, der også sluttede sidste uge i rekord, mistede 0,4 pct. Nasdaq satte sig mest af de tre hovedindeks med et minus på 1,0 pct. Her er den seneste børsberetning.

Kommentar

»Jeg har fået en idé til et koncept. Nej, lånt. Af ham der kaldes Chili-Klaus,« begynder Anders Heide Mortensen dagens pitch. »Klaus inviterer en kendis til at spise en frugt, der smager af brand og pigtråd, og snakken foran kameraet bliver derefter. Meningsløs. Konceptet ”Agurk-Anders” er anderledes. Mere bredspektret. En erhvervsprofil bliver inviteret til at spise en agurk, og imens taler vi om, hvad den gør ved os.« Læs videre her.

Anders Heide Mortensen, kommentator og kommunikationsrådgiver.

Det sker i dag

  • Erhverv: Bavarian Nordic, Østasiatisk Kompagni Gyldendal og EAC holder generalforsamling.
  • Erhverv: Danone, Sandvik, Johnson & Johnson, Philip Morris International, Netflix, Procter & Gamble, Harley Davidson og Tenet kommer med regnskab for første kvartal.

PS...

Der skal tilføjes et nyt kapitel til Gamestop-historien. Selskabet skal have ny topchef, da den nuværende senest med udgangen af juli måned træder tilbage. Aktien strøg op med 10 pct. oven på den nyhed.

BRANCHENYT
Læs også