Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Markederne bobler over af optimisme: »Folk tror ikke, det kan gå galt« | Selskaber skærper kamp om gyldne pensionskunder med omstridt rabatvåben | Frustration blandt boligkøbere tager til

GODMORGEN

En ny uge er i gang. Du begynder den bedst her. Med Finans' morgenbriefing.

Nyheder

Markederne bobler over af optimisme: »Folk tror ikke, det kan gå galt«

Solide regnskaber, udsigt til mere finanspolitisk stimulans, et globalt økonomisk opsving og en ultralempelig pengepolitik har overbevist mange investorer om, at det ikke kan gå galt på aktiemarkedet. Det er nu, man skal passe på, mener flere strateger. Mange investorer har reelt aldrig fået en blodtud, og der er opstået en kultur af gambling.

Det er gode tider på aktiemarkedet, men nogle analytikere advarer om, at festen snart kan slutte. Arkivfoto: Richard Drew/AP.

Selskaber skærper kamp om gyldne pensionskunder med omstridt rabatvåben

Pensionsselskaberne har dumpet prisen på de i forvejen tabsgivende syge- og ulykkesforsikringer yderligere i kampen om at vinde attraktive pensionsaftaler i landets store virksomheder.

Det går nu så hurtigt på boligmarkedet, at ejendomsmæglerne mærker en stigning i antallet af negative købere. Den vilde udvikling på boligmarkedet har nu resulteret i situationer, hvor følelserne nogle gange løber af med potentielle købere, som er endt med det korteste strå i kampen om drømmeboligen.

Lægemiddelstyrelsens direktør smuttede midt i coronakrisen: »Jeg har aftjent min værnepligt«. Thomas Senderovitz spillede en central rolle i sundhedsmyndighedernes coronaindsats, indtil han pludselig forlod posten i marts. Siden har han færdiggjort en bog om arbejdet med at skaffe vacciner.

Elon Musk kan stikke kæmpegevinst i lommen. Elon Musks bonusaftale med Tesla har vist sig at være ganske lukrativ, og snart indløser han ifølge selskabet endnu to trin i aftalen, som sikrer ham milliarder i form af aktieoptioner.

Forventer månedsvis med chip-mangel: Europæisk bilgigants samlebånd går i tomgang. Volkswagen er som mange andre selskaber hårdt ramt af den globale chipmangel, og nu fortæller direktøren for det tyske bilmærke, at det har konsekvenser for produktionen.

Det skriver andre

Teslas tyske fabrik er blevet forsinket. Først i januar 2022 kan Tesla begynde at producere biler på europæisk grund, et halvt år senere end forventet. Forsinkelsen skyldes både problemer med batteriproduktionen og bøvl med godkendelserne fra de tyske myndigheder. (Bloomberg/Automobilwoche)

Apple og Epic Games mødes i banebrydende retssag mandag. Da Epic Games valgte at tage betaling uden om Apples App Store i spillet Fortnite, brød en voldsom fejde ud mellem de to selskaber. Nu skal retten afgøre, om Apple har krav på en andel af alt salg i apps til iPhone – dommen kan potentielt få store konsekvenser. (New York Times)

USA’s nationalbankdirektør: Ingen risiko for inflation ved Bidens økonomiske plan. Selvom USA’s præsident vil pumpe 12.000 mia. kr. ud i den amerikanske økonomi, sker det over lang tid. Det giver ikke problemer med inflation, og skulle der være anløb til det, er det til at håndtere, lød det søndag fra nationalbankdirektør Janet Yellen. (Reuters)

Kryptovalutaen Ethereum stiger til rekordkurs. Hypen omkring NFT-konceptet – et digitalt ægthedsbevis for digitalt indhold – har været med til at sende Ethereum op i skyerne. Siden nytår er kursen firdoblet, mens kursen på den mere kendte ’storebror’ Bitcoin er omtrent fordoblet. (CNN)

Pfizer/BioNTech-vaccinen kan blive godkendt til børn i år. Forsøg med at give børn i alderen 5-11 år et skud med vaccinen fra Pfizer/BioNTech er i gang, og resultaterne ventes klar til sensommer. Dermed kan vaccinen – hvis alt går vel – være klar til brug hos børn inden nytår, melder selskabet. (CNBC)

Indsigt

»På fem uger skulle vi udvikle det, vi havde snakket om i fem år«. Da Cecilie Thorsmark som blot 35-årig blev udnævnt som ny adm. direktør for Copenhagen Fashion Week i 2018, blev hun samtidig sat i spidsen for en modeuge, der gennem årene er blevet symbolet på den danske modeindustri, der årligt eksporterer for milliarder af kroner. Da coronaen ramte Danmark, måtte Copenhagen Fashion Week imidlertid droppe planlægningen af den kommende modeuge. I stedet blev den københavnske modeuge tvunget til at udvikle en digital modeuge på kort tid.

Copenhagen Fashion Weeks adm. direktør Cecilie Thorsmark. Foto: Stine Bidstrup 

Finans fakta

Danmark har dobbelt så mange arbejdsdødsulykker som Tyskland. Danmark er et af de EU-lande, der har færrest arbejdsrelaterede dødsulykker. Alligevel dør næsten dobbelt så mange som i Tyskland i forbindelse med jobbet.

Grafik: Leonora Bech. Kilde: Eurostat.

Dagens profil

Fylder 90 år: Poul-Jørn Lindberg kreerede tråden til en international millionsucces. Dronning Margrethe, filmstjernen Meryl Streep og popikonet Elton John. De går alle med briller med et såkaldt titaniumstel, designet og produceret af Lindberg A/S. Og grundlaget for millionforretningen er det stel, som Poul-Jørn Lindberg, der fylder 90 år tirsdag den 4. maj, i sin tid ved hjælp af titaniumtråde designede sammen med arkitekt Hans Dissing. Hovedpersonen fik i 2015 en blodprop, der lammede ham i højre side, men han følger med, så godt han kan, og humøret fejler ikke noget.

Poul-Jørn Lindberg kan ikke længere gå omkring, men hans ståsted er stadig den gård, som han i sin tid købte sammen med sin hustru. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Dagens tal

12

Spring Copenhagen voksede voldsomt i 2020. Omsætningen blev i 2020 næsten tredoblet fra 13,4 mio. kr. til 38,2 mio. Men måske endnu mere imponerende blev bundlinjen forbedret med 1.142 pct. Mere end en 12-dobling af resultatet efter skat, som gik fra knap 0,5 mio. kr. til 6 mio. Den kendte erhvervsmand Lars Seier Christensen ramte med andre ord plet, da han i 2019 skulle finde en vinder blandt 700 håbefulde iværksættervirksomheder i TV 2-programmet ”Vejen til Seier” Designvirksomheden Spring Copenhagen vandt konkurrencen, og med sejren fulgte en investering på 6 mio. kr. fra Lars Seier, der blev medejer af knap en tredjedel af Spring Copenhagen. Nu står den på international ekspansion.

Debat

Pengeregn fra EU er Italiens store chance. EU’s genopretningsfond sender knap 200 mia. euro til Italien. Penge gør det ikke alene, men de kan bidrage til at styrke landets økonomi og tilslutning til EU. Det gør livet sværere for populisterne og kan måske dæmpe den politiske ustabilitet i landet, skriver Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit i sin seneste Finans-klumme.

Det sker denne uge

Velkommen til uge 18, hvor regnskaberne fra en række store, danske virksomheder fylder en stor del af kalenderen. Derudover kommer de højaktuelle medicinalvirksomheder Pfizer og Moderna med kvartalsregnskab regnskab. Moderna meddelte for kort tid siden, at det nu sigter efter at producere op mod tre milliarder vaccinedoser i 2022, hvilket er over en fordobling af de tidligere forventninger. Herhjemme deltager Kronprinsesse Mary i den virtuelle Womenomics Nordic Business Conference, hvor mere end 500 ledere fra ind- og udland, førende diversitetseksperter og politikere mødes for at debattere de nyeste rapporter og løsninger på ligestillingsområdet samt dele konkrete cases fra erhvervslivet. Her er, hvad ugen bringer.

PS...

Ismaskinerne hos McDonald’s er blevet berygtede for aldrig at virke. I New York er det i skrivende stund over 30 pct., der ikke virker, og McDonald’s har sågar selv gjort grin med problemet i et tweet sidste år. Men da en lille start-up prøvede at hjælpe, skruede McDonald’s bissen på og smed dem ud. Nu er sagen endt i retten – og isglade kunder hos McDonald’s må indstille sig på, at maskinen også fremover tit er i stykker. (Wired)

BRANCHENYT
Læs også