Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Danske banker er europamestre i negativ rente | Thor Stadil kan få konkurskarantæne efter kollaps | Flere boligejere løber fuld renterisiko

GODMORGEN

Erhvervsmanden Thor Stadil er igen kommet i kuratorernes søgelys, boligejerne er blevet mere risikovillige, regeringen vil booste sommerlivet i Danmark og så er bankernes negative renter igen kommet i fokus. Her er dit nyhedsoverblik.

Nyheder

Danske banker er europamestre i negativ rente

Mens de danske banker strammer grebet og opkræver milliarder af kroner fra kunderne i negative renter, lader pengeinstitutter i resten af Europa kunderne slippe langt billigere. Det skader konkurrenceevnen, lyder advarslen. Og privatkundernes regning for de negative renter bliver også kun værre, spår analytiker.

Anders Dam, der er øverste direktør i Jyske Bank, er overbevist om, at bankerne i resten af Europa vil følge i hælene på de danske banker og sende regningen for negative renter videre til kunderne.  Foto: Linda Johansen.

Thor Stadil kan få konkurskarantæne efter kollaps

Den 76-årige erhvervsmand Thor Stadil risikerer at få frataget retten til at drive virksomhed i op til tre år efter konkursen i Stadil-familiens rederi. Kurator mener, at ejerkoncernen Thornico, der også ejer Hummel, sparede 130 mio. kr. i skat på konkursen. Selv fejer Thor Stadil alle anklager til side: »Jeg siger ét ord: Vrøvl«.

Thor Stadil, der sammen med sønnen Christian Stadil (i baggrunden) driver familiekoncernen Thornico, har fået endnu en sag om konkurskarantæne på halsen. Foto: Søren Bidstrup.

Regeringen vil booste sommerlivet i Danmark. Billigere billetter og hjælp til storbyturisme er blandt forslagene i regeringens sommerpakke, som blev fremlagt torsdag. I alt afsættes der 1,6 mia. kr. til en samlet sommer- og erhvervspakke, der skal stimulere udsatte brancher og sektorer. Pakken udløser skuffelse hos hoteller og restauranter.

Flere boligejere løber fuld renterisiko. Afdragsfrie boliglån har fået comeback, og lysten til at løbe fuld renterisiko er intakt hos boligejerne.

Topchefer afviser vaccineproduktion med fortrinsret til danskerne. Statsministeren vil have vaccineproduktion med fortrinsret for danskerne. Men to af Danmarks tungeste lægemiddel-topchefer mener ikke, den model virker.

Mærsks investeringsarm laver største investering til dato. A.P. Møller-Mærsks investeringsarm, Maersk Growth, har investeret i det svenske techselskab Einride, som udvikler teknologi til eldrevet og førerløs transport og fragtløsninger.

Rekordhøj investering skal give et skub til mere bæredygtige møder. Et konsortium anført af Vækstfonden og Byfounders har netop skudt 35 mio. kr. i it-firmaet Tame, der er i færd med at tredoble staben og forberede en international ekspansion.

Stort malerfirma er gået konkurs. Malerfirmaet Carsten Sørensen beskæftigede 170 ansatte, men er nu gået konkurs efter en tvist, som kan ende i en retssag. Kurator arbejder på at redde arbejdspladser.

Det skriver andre

Fransk-britisk fiskestrid eskalerer ved lille kanalø. Storbritannien sendte torsdag to af søværnets skibe til kanaløen Jersey for at patruljere farvandet, hvor omkring 60 civile skibe fra Frankrig og Jersey siden torsdag morgen i protest mod fiskerettigheder efter brexit blokerede øens havn. Frankrig sendte også to patruljeskibe mod øen torsdag. (BBC)

Massiv kritik af ny whistleblowerlov: Sager om sexchikane hører ikke til her. Det bliver et problem for arbejdspladsen at håndtere sager om seksuelle krænkelser, hvis de kommer fortroligt i whistleblower-ordning, advarer organisationer. (Jyllands-Posten)

Ny ana­ly­se slår fast, at ban­ker vil tje­ne mia. på kun­der­nes mi­nus­ren­ter i år. I 2020 havde bankerne indtægter på 931 mio. kr. på kundernes indlån. I år vil indtægterne blive tre gange så høj, viser tal fra analysefirmaet Bankresearch. (Børsen - låst artikel)

Erhvervsminister får opbakning til udfald mod bankerne. Flere økonomer støtter erhvervsminister Simon Kollerups angreb mod ”grådige” banker og kalder det ”helt på sin plads”. (Berlingske Business)

Gik du glip af...

Torsdag bød på flere interessante regnskaber. Her er et overblik:

Indsigt

»Timingsmæssigt var det noget værre lort«. Han har gjort det før. Startet ny virksomhed, fået kunder ind i et højt tempo, og så med en større investering i ryggen trådt speederen i bund. Morten Strunges nuværende hovedprojekt Podimo var klar til den store kapitalindsprøjtning og til at rykke ud i flere europæiske lande, da alting lukkede ned.

Coronakrisen spændte i første omgang ben for en afgørende kapitalrejsning hos Podimo. Samlet set har Morten Strunge dog klaret sig godt igennem krisen, både som Podimo-direktør og som investor. Foto: Jens Hartmann Schmidt.

Finans fakta

To ud af tre ladestandere til elbiler står i Kina. Et voldsomt ryk i slutningen af 2020 har sendt Kina endnu længere foran resten af verden, når det gælder antallet af ladestandere til elbiler. Der er dog flere forklaringer på forspringet.

Dagens profil

Mærsk-direktør: »Jeg kom virkelig til at forstå, hvad de ansatte yder.« Henriette Hallberg Thygesen, der er medlem af direktionen i A.P. Møller-Mærsk, bruger løs af den erfaring, som hun har opnået på job i udlandet.

Henriette Hallberg Thygesen er eneste kvinde i Mærsks seks personer store​ ledelse. Men hun har aldrig siddet til et direktionsmøde og tænkt, at det gør en forskel, at hun er kvinde. Foto: Sofia Busk.

Dagens tal

157

Coronakrisen har stadig ikke udløst en bølge af konkurser. For tredje måned i træk faldt antallet i april, hvor der var 157 konkurser blandt aktive virksomheder. Det er 15,3 procent færre end i marts, viser tal fra Danmarks Statistik.

Børs

C25 i minus og Wall Street i plus. I Danmark endte det med et samlet fald i C25 på 1,2 pct. efter onsdagens plus på 2,3 pct. Det gik straks bedre for de amerikanske indeks på Wall Street, hvor det brede S&P 500-indeks i aftes vandt 0,8 pct. frem, mens Dow Jones steg 0,9 pct. til et nyt rekordniveau. Teknologiindekset Nasdaq vendte også rundt og steg 0,4 pct. Her er den seneste børsberetning. (Ritzau/Reuters)

Debat

Derfor skaber bankernes negative renter en ny tillidskrise. De danske banker har gode grunde til at kræve, at privatkunderne betaler negative renter for deres indlån. Men gennemsigtigheden bag priserne mangler i monumental grad, mener chefredaktør Steen Rosenbak.

Det sker i dag

  • Erhverv: NNIT, Bootz, Adidas, BMW og Audi kommer med regnskab for første kvartal. Siemens kommer med halvårsregnskab.
  • Udland: Den månedlige amerikanske jobrapport offentliggøres.
  • Kriminalitet: Københavns Byret fortsætter en sag, hvor fem mænd er tiltalt for groft moms- og skattesvig samt forsøg herpå for cirka 10 millioner kroner. Bedrageriet fandt ifølge tiltalen sted tilbage i 2015 og 2016.

PS...

Har Lego lige lavet årets album? Var det noget med syv numre med lyden af Lego-klodser, der bliver samlet eller hældt ud af rør? Så er Legos nye album 'Lego White Noice' lige noget for dig. Personligt er jeg mest til track nummer 3: "Searching for the One (Brick)". Her er historie bag Lego-musikken.

BRANCHENYT
Læs også