Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Titusindvis af kunder hænger på pensioner med dårlige afkast | Det rekordhøje aktiemarked balancerer på en knivsæg | Corona har efterladt op mod 20.000 langtidssyge uden hjælp til at finde job

Foto: Jens Dresling

GODMORGEN

I dag skal man ikke længere bruge mundbind eller visir, når man handler i butikker eller sidder ned i tog og bus, og så bliver det offentliggjort om 5000 sygeplejersker begynder at strejke efter at have stemt om en ny overeneskomst. Men her og nu gælder det ugens første opdatering i Finans Briefing Morgen.

Nyheder

Selskaber mangler milliarder: Titusindvis af kunder hænger på pensioner med dårlige afkast

Landets kommercielle pensionsselskaber mangler ifølge en ekspert i niveauet 10 mia. kr. for at have råd til at lade kunderne forlade de garanterede pensionsordninger. Det har den konsekvens, at titusindvis af kunder risikerer at blive stavnsbundet til en opsparing med dårlige afkastsmuligheder.

Det kan være svært, hvis ikke stort set umuligt for nogle at skifte pensionsselskab pga. af den lave rente og de deraf følgende lave afkast. Foto: Arkiv.

Det rekordhøje aktiemarked balancerer på en knivsæg. Investorerne lukker øjnene for risikoen for et pludseligt kursskifte fra de store centralbanker og sender i disse dage aktierne på rekordjagt.

Corona har efterladt op mod 20.000 langtidssyge uden hjælp til at finde job. I en tid med mangel på arbejdskraft risikerer langtidssyge unødigt at ende på permanent offentlig forsørgelse, advarer bl.a. eksperter og KL. Velliv og FOA ønsker en plan for, hvordan indsatsen igen kommer på skinner.

Brexit-skænderi skyggede over enighed på G7-topmøde. Verdens magtfulde ledere blev beskyldt for at genbruge gamle løfter i klimaoffensiv på G7-topmøde, der blev overskygget af et skænderi om brexit.

Nu strømmer der norske millioner ind i danske Moneyflow. Softwarekoncernen Visma udvider samarbejdet med Moneyflow ved at blive strategisk investor med en ejerandel på 17 pct.

Stor forskel på boligmarkedets prisfest. Det seneste år er prisen på et gennemsnitligt hus på 140 kvm steget med 317.000 kr. Tallet dækker over store geografiske forskelle. I København er prisstigningen på 1,4 mio. kr., mens husejerne i Nordjylland har opnået en gevinst på knap 200.000 kr.

"Løve" får rekordoverskud: Det går godt for Jan Lehrmann, der bl.a. er kendt fra tv-programmet, Løvens Hule. Hans private selskab, Lehrmann Family, fik et overskud på 263 mio. kr. i 2020. Lehrmann Family er et holdingselskab, hvor Jan Lehrmann placerer sine investeringer i bl.a. Normal, Mybanker og Plecto.

Danskerne savner Middelhavet. Sådan lyder konklusionen fra Apollo Rejser i hvert fald, efter rejseselskabet i løbet af den seneste uge har oplevet et enormt boom i salg af særligt charterrejser.

Butikskæder brænder inde med mundbind: Dagligvarekæderne brænder inde med millioner af mundbind. Det sker, efter at påbuddet om at bruge mundbind ophører mandag. I Rema 100 har man netop doneret 800.000 mundbind til Røde Kors. Ifølge kædens kommunikationsdirektør, Jonas Schrøder, beholder man et større lager for at imødegå danske kunders efterspørgsel.

Det skriver andre

Der sker noget, når Rasmus Werner Nielsen er på arbejde. For et år siden tiltrådte han som topchef i Alm. Brand. I fredags købte han Codans danske forsikringsaktiviteter for 12,6 milliarder kroner, og tilbage i oktober fik han solgt smertensbarnet Alm. Brand fra. (Børsen - kræver abonnement)

Når kryptovalutaen bitcoin er blevet mere grøn, vil man igen kunne købe Tesla-biler med den. Det skriver elbilselskabets topchef, Elon Musk, søndag på Twitter. Musk har flere gange påvirket bitcoin-kursen. Nu kræver han altså klimatiltag, før Tesla igen vil bruge bitcoin. (Ritzau)

Dansker får ansvaret for Rolls-Royce-design: Den danske designer Anders Warming bliver chef for designafdelingen hos et af verdens mest eksklusive bilmærker, Rolls-Royce, skriver Børsen. Anders Warming ejer sin egen designvirksomhed, men har mere end 16 år i BMW-koncernen, der ejer Rolls-Royce, bag sig. (Børsen - kræver abonnement)

Slut med rekordlav boligbyrde: Omkostningerne ved at eje en bolig har i årevis været helt i bund. Det betyder, at det koster markant mindre at eje en bolig end inden finanskrisen. Men nu stiger den såkaldte boligbyrde og runder for første gang det historiske gennemsnit i København, skriver Berlingske. (Berlingske - kræver abonnement)

Datalæk hos VW i USA: 3 mio. købere af Audi- og VW-biler har været udsat for et brud på datasikkerheden, skriver CNN. Bilkøbere i USA og Canada har fået eksponeret deres kontrakter på nettet, nogle endda personlige oplysninger. De pågældende bilkøbere advares nu mod spammails og andre uventede henvendelser. (CNN)

Gik du glip af...

Flying Tiger Copenhagen trodser krisen med ny international offensiv: »Det er en kæmpesatsning for os«. Den danske butikskæde Flying Tiger Copenhagen har i kampen mod millionunderskud og -gæld valgt at skære til samt lukke butikker. Kæden, der for få måneder siden fik nye ejere, går nu den anden vej.

  • Det basale: Kæden vil i samarbejde med lokale partnere åbne 200 nye butikker i udlandet i løbet af de næste par år. Der allerede er indgået nye aftaler med to partnere om åbning af butikker i Israel og Saudi-Arabien, der er nye markeder for den danske kæde, og flere nye franchisebaserede partnerskaber ventes at være på vej.
  • Baggrunden: Offensiven kommer, efter at kæden i regnskabsårene 2018 og 2019 har lidt et samlet tab på 765 mio. kr., hvilket førte til et omfattende oprydningsarbejde, der bl.a. har betydet lukning af tabsgivende butikker i forsøget på at skabe en mere effektiv og lønsom forretning.
  • Tættere på: Adm. direktør Martin Jermiin vil endnu ikke fastslå, hvad 2020 endte med regnskabsmæssigt. Men han erkender, at det »ikke bliver kønt, og endda mindre kønt end i 2019«.

Martin Jermiin har siden 2019 været adm. direktør for Zebra A/S, som er moderselskab for butikskæden Flying Tiger Copenhagen. Foto: Brian Karmark.

Finans fakta

Tyskland topper listen over lande, som danskerne planlægger at besøge i år. Hver fjerde har planer om at tage på ferie syd for grænsen. Det viser en undersøgelse, som VisitDenmark har gennemført blandt 2.142 danskere over 18 år. Daneskerne er dog ligesom sidste år hjemmefødninge i år. Hele 54 pct. regner med at holde ferie indenfor landets grænser pga. corona.

Grafik: Jens Erik Rasmussen. Kilde: VisitDenmark.

Dagens profil

Spies-direktør Jan Vendelbo åndede lettet op, da en konkurs blev undgået. Men så kom covid-19. Jan Vendelbo, direktør for Spies i Danmark, har det allerbedst, når han kan sende gæster på ferie. Det gør han igen her i sommer efter 15 måneders tørke i ferietrafikken. Vaccinerne er i færd med at blive rullet ud, og grænserne åbnes, så det igen er muligt at flyve til de klimaforkælede lande i Sydeuropa. »Det er en stor glæde, at der igen er kommet gang i rejselysten,« siger Jan Vendelbo, som torsdag fylder 60 år. Selv om han har prøvet lidt af hvert i sine 36 år i branchen, har de to seneste år været særligt hårde.

Da Jan Vendelbo, direktør i Spies, i sin tid kom på guideskole, var han solgt til rejse- og charterbranchen. Han blev siden områdechef på Ibiza og på Mallorca. Sidstnævnte er stadig hans foretrukne feriemål som privatperson. Foto: Gregers Tycho.

Dagens tal

1

...milliard kroner. Søren Fryland Møller kan se tilbage på et godt 2020. Resultatet i selskabet Insalvo ApS, som han ejer, endte nemlig på 489,3 mio. kr. efter skat. Det er en markant fremgang i forhold til året inden, hvor resultatet efter skat endte på 95,8 mio. kr. I 2020 solgte Søren Fryland Møller sin ejerandel af Formuepleje, og det har også bidraget til fremgangen i resultatet. Egenkapitalen nu har krydset 1 mia. kr., og den kan meget vel komme til at vokse yderligere i år, lyder meldingen.

Debat

Er Bitcoin kryptonit for investeringsporteføljen? »Selvom Bitcoin set med mine kritiske investorbriller er en tvivlsom investering, har afkastet været astronomisk de seneste 10 år,« bemærker Tine Choi, chefstrateg i PFA, i sin seneste klumme om Bitcoin-problematikken.

Det sker denne uge

Velkommen til uge 24. Ugen, hvor alle for første gang i år kan begynde at gå uden mundbind i supermarkederne. På Bornholm starter Folkemødet, som sidste år var aflyst pga. coronakrisen. Joe Biden fortsætter sit Europa-besøg, hvor han bl.a. mødes Vladimir Putin for første gang i embedet som USA’s præsident. Og så møder Danmark Belgien i EM fodbold i Parken i København. Her er, hvad ugen bringer.

PS...

#Metoo-kampagenen kan ikke ses på den nye modetrend. Letpåklædte modeller ligger kyssende i lag i en kampagne for Suitsupply, små kjoler er ved at falde af kroppen hos modehuset Jacquemus, og på forsiden af britisk Vogue er sangerinden Billie Eilish stylet som pin up-model. Tendensen bekræftes af Libby Page fra Net-a-Porter. Også mænd er med på trenden. Nedknappede skjorter er blevet in igen. (Børsen)

BRANCHENYT
Læs også