Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Investorerne er trætte af grønne skuffelser | To år efter nyt gebyr: Bilejere har oparbejdet en milliardgæld | Novo Nordisk køber lægemiddel i milliardhandel

GODMORGEN

Kom bedst muligt i gang med dagen lige her med morgenbriefing fra Finans. God læselyst!

Nyheder

Investorerne er trætte af grønne skuffelser: »Det her er et kæmpe wake up call«

Investorerne er trætte af tomme løfter fra bæredygtige selskaber, som lover guld og grønne skove uden at levere. Det vurderer flere forvaltere, efter at forrige års himmelflugt for bæredygtige aktier er blevet afløst af kursfald i 2021. Grønne selskaber vil fremover blive stillet overfor større krav fra investorerne. Mød også Andrew Parry, som har investeret grønt i årtier og mener, at mange har misset pointen.

Den grønne omstilling har skabt eufori på aktiemarkedet. Men den seneste tid er kurserne faldet, og det får nu flere investorer til at advare børsselskaber om at oversælge deres grønne dyder. Arkivfoto: Daniel Bockwoldt/AP.

To år efter nyt gebyr: Bilejere har oparbejdet en milliardgæld

Dagbøder på 250 kr. skulle fjerne uforsikrede biler fra vejene og sikre, at bøderamte bilister betalte for egne skader. To år senere får nye tal ikke kritikere til at juble over ordningen. Bilejere har et bjerg af ubetalte dagbøder: »Vi var tidligt i processen klar over, at der vil være borgere, som ikke kan eller vil betale«.

Novo Nordisk køber lægemiddel i milliardhandel. Novo Nordisk har indgået en købsaftale om at købe Prothenas antistof PRX004l for op til 7,5 mia. kr. Det oplyser Novo Nordisk i en meddelelse.

Kendt advokat mister sin advokattitel - igen. Christian Harlang, der i sommeren 2018 gik konkurs og derfor mistede retten til at virke som advokat, har endnu engang mistet den ret af Advokatnævnet. Det fremgår af en afgørelse fra nævnet.

Bagerkæde må sælge forretninger for at overleve. Bagerkæden Det Rene Brød har fået godkendt en rekonstruktionsplan, der indebærer, at ejeren har sagt farvel til endnu en af sine forretninger. Kæden har gennem en længere periode kæmpet for at holde liv i forretningen, men nu ser det altså ud til at lysne for i hvert fald to ud af de tidligere seks bagerbutikker.

Dansk fond henter investering på næsten 0,5 mia. kr. Den danske venturefond Seed Capital henter 465 mio. kr. i en investering fra pensionsselskabet PFA og statens finansieringsfond Vækstfonden. Konkret drejer det sig om Seed Capitals tredje fond Seed Capital III Growth K/S, der investerer i tidlige vækstvirksomheder.

Dansk solcelletag-selskab vil være verdens største - går nu på børsen ad bagdøren. Ennogie, der går efter at dække europæiske huse med tagsten lavet af solceller, fusionerer sig ind i en tom skal for hurtigt at træde ind på børsen.

Det skriver andre

Eksperter på stribe: Drop landsdækkende coronarestriktioner – »covid er ikke farlig længere«. Der er ingen grund til, at danskerne fortsat skal døje med coronarestriktionerne, påpeger tre professorer. For selvom smitten stiger i Danmark, bliver kun ganske få alvorligt syge. (Berlingske - låst artikel)

Premierminister undskylder for at genåbne Holland for tidligt. Hvad vi troede, var muligt, viste sig ikke at være muligt i praksis, siger premierminister Mark Rutte, som nu har indført flere begrænsninger for barer, restauranter og natklubber i et forsøg på at stoppe Covid-19-smittestigningen. (Ritzau)

Nordens største teglværk ramt af skyhøje gaspriser. En firedobling af gasprisen, blandt andet på grund af geopolitik omkring den russiske gasledning Nord Stream 2, har kostet Egernsund Wienerberger et tocifret millionbeløb. (Børsen - låst artikel)

EU-lande vil fremme værdier med stor plan for teknologier. Dansk initiativ til at fremme EU-værdier gennem en fælles digital udenrigspolitik får opbakning fra EU-lande. (Ritzau)

Indsigt

29-årige Cathrine Brandt fra Ans nær Silkeborg er surdejsblogger og har gjort udviklingen af den perfekte surdej til sin levevej. Nu har Cathrine Brandt udviklet sit helt eget surdejsprodukt, der ikke engang nåede at være ude i 12 timer, før det blev udsolgt. Læs mere om den utraditionelle karrierevej her.

Cathrine Brandt har udviklet sine egne produkter til surdejsbagere. Foto: Brian Karmark.

Finans fakta

Der er kommet flere kommercielle flyvninger i EU-landene de seneste måneder. Men niveauet er stadig langt fra tiden inden corona, og der er fortsat lang vej igen til samme niveau som før krisen.Faktisk blev der i juni gennemført under halvt så mange kommercielle flyvninger i EU-landene i forhold til samme måned i 2019, viser helt nye tal fra Eurostat.

Dagens profil

»Hvis jeg skulle have mere tid sammen med mine børn, så var jeg nødt til at lægge min professionelle tilværelse om«. Sådan siger Stig Løkke Pedersen, tidligere koncerndirektør i medicinalselskabet Lundbeck og siden bestyrelsesformand i blandt andet det danske biotekselskab Nuevolution, om sin karriere.

Lørdag fylder han 60. Læs mere her.

Stig Løkke Pedersen er professionelt bestyrelsesmedlem. Tidligere i sin karriere var han i mange år koncerndirektør i Lundbeck. Foto: Stine Bidstrup.

Dagens tal

12

Så mange procent er ETF-fonden China Internet ETF, som bliver forvaltet af den amerikanske udbyder Kraneshares og følger kendte kinesiske techselskaber som Alibaba, Baidu og Tencent, faldet den seneste uge. Årsagen er, at Kina har spillet med musklerne over for flere af landets techgiganter og gjort investorerne nervøse for, om der er flere indgreb på vej.

Børs

De amerikanske aktiebørser holdt sig mandag i rekordsporet med plusser i de tre store, toneangivende indeks. Det brede S&P 500-indeks lukkede med en stigning på 0,4 pct. Det teknologitunge Nasdaq-indeks blev løftet 0,2 pct., og de generelt tunge aktiers Dow Jones-indeks steg 0,4 pct. Med til at trække Dow Jones op var blandt andet aktier som Disney og finansaktien Goldman Sachs. Her er den seneste børsberetning. (Ritzau/Reuters)

Debat

En lang sommerferie kan være forfærdelig. Derfor er der brug for, at det fleksible arbejde får en fætter, skriver Anders Heide Mortensen, kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver, i denne klumme.

Det sker i dag

  • Erhverv: Falck, JP Morgan Chase, Goldman Sachs og Pepsi leverer halvårsregnskab.
  • Politik: EU's økonomi- og finansministre mødes i Bruxelles. Til mødet er der fokus på den økonomiske genopretning.

PS...

Den olympiske medaljevinder Andreas Helgstrand er i fuldt firspring ved at udvikle sin forretning til verdens førende arrangør af hestesportsevents Som medejer af og adm. direktør for Global Equestrian Group har han netop offentliggjort opkøbet af et enormt hesteanlæg i Florida, hvor den danske koncern sidste år tillige investerede i et ridesportscenter. Efter opkøbet består Global Equestrian Group af 250 fuldtidsansatte og en årlig omsætning i niveauet 1 mia. kr.

Læs også