Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Danske pengetanke vender søgsmål-spekulanter ryggen | Dansk Erhverv og SF er gået sammen om et udspil, der skal gøre dansk landbrug grønnere | Hjælpepakker forhindrer katastrofe for de svageste på arbejdsmarkedet

GODMORGEN

Her er dit nyhedsoverblik, der i dag bl.a. byder på nyheden om, at coronakrisen hjælpepakker har forhindret en katastrofe for de svageste på arbejdsmarkedet. Du kan også læse om, hvor mange penge danskerne har stående, og om Børschef Carsten Borring, der savner større forståelse for First North. God læselyst.

Nyheder

Danske pengetanke vender søgsmål-spekulanter ryggen

Sten for sten rejser der sig en mur af kritik af de hastigt voksende såkaldt litigation funders, som investerer i andres retsopgør med håb om økonomisk milliongevinst. De står bag store krav mod bl.a. Danske Banks ledelse og mod OW Bunker, de stod bag krav mod Vestas og Pandora, og mere er på vej, siger bl.a. EU. Modstanden findes både blandt store investorer, virksomheder og eksperter. Men markedet vokser - også i Danmark. Er de nålestribede blodhunde eller riddere, der stiller de ”onde” til ansvar?


Chefjurist i ATP Tomas Krüger Andersen vil ikke bruge litigation funders, hverken som investeringsobjekt eller til at føre ATP’s sager. Foto: PR.

Umage par kæmper for nytænkning i landbruget: Nationalt mål for plantebøffer, havredrik og grønt grisefoder

Dansk Erhverv og SF er gået sammen om et udspil, der skal gøre dansk landbrug grønnere ved at øge produktionen af plantebaserede fødevarer og industrielt producerede grønne proteiner. »Vi ser det som en helt central del af en grøn aftale om landbruget, for det handler om, hvordan vi udvikler morgendagens grønne løsninger,« siger Ulrich Bang, klima- og energichef i Dansk Erhverv.

Hjælpepakker forhindrer katastrofe for de svageste på arbejdsmarkedet. Regeringens hjælpepakker har forhindret, at de ufaglærte led deres sædvanlige grumme skæbne under kriser, viser en analyse. Dog lurer der en bekymring i antallet af langtidsledige.

67.425 ansøgere optages på en videregående uddannelse. Den samlede optagelse på videregående uddannelser er den næsthøjeste nogensinde. Fire af fem kommer ind på den videregående uddannelse, de har søgt som førsteprioritet. Optaget på de tekniske uddannelser i 2021 er bekymrende, lyder det fra erhvervsorganisationerne Dansk Erhverv og DI.

Så mange penge har danskerne stående på deres konti. Danskernes bankkonti bugner fortsat. Trods et lille fald i danskernes indlån på 2,7 mia. kr. fra maj til juni, er indlånet på det tredjehøjeste niveau nogensinde. I alt havde danskerne således 1.038 mia. kr. stående i banken i juni, viser nye tal fra Nationalbanken.

Børschef savner større forståelse for First North i den brede offentlighed. Der er ikke noget forkert ved, at en stribe selskaber på vækstbørsen First North har svært ved at indfri de ambitioner, som aktionærerne køber sig ind på. For selskaberne er unge og uprøvede, og derfor er der alt andet lige en større risiko forbundet med at investere i dem sammenlignet med navnene på hovedbørsen. Sådan lyder det fra manden bag etableringen af vækstbørsen, Carsten Borring, som har ansvaret for alle noteringer på Nasdaq Copenhagen og titel af associate vice president på globalt plan.

Mælkebøndernes pestilens har en plan: »Om fem år omsætter vi for en milliard«. Stifteren af plantedrikvirksomheden Dryk retter hård kritik mod dansk landbrug. Han går målrettet efter et alternativ til de 5,7 mio. ton komælk, der hvert år produceres i Danmark.

Bitcoin-pris dykker efter Amazons dementi. Et kurshop på omkring 15 pct. for kryptovalutaen bitcoin er nu afløst af et dyk. Det sker efter, at Amazon har dementeret en historie om, at tech-giganten havde kurs mod at acceptere bitcoin som betalingsmiddel.

Det skriver andre

IPhone-salg og kinesisk købelyst skæpper i Apples kasse. Den store elektronikgigant Apple har trodset modvind i sit tredje kvartal og leveret bedre end ventet. (Ritzau)

Erhvervslivet kræver seks års frist til at tilbagebetale milliardstore coronalån. Coronagæld i det private løber op i ca. 30 mia. kr., og en større konkursbølge truer, hvis frister for afdrag ikke rykkes, lyder meldingen. (Børsen - låst artikel)

Hjemmearbejde er med til at løfte Microsofts omsætning. Microsofts omsætning i regnskabsårets sidste kvartal var stærkere end forventet. Alle områder viste fremgang. (Ritzau)

Google og YouTubes ejer sætter overskudsrekord. Stor vækst i indtægter fra onlinereklamer sikrer Googles ejer, Alphabet, rekordoverskud i andet kvartal. (Bloomberg)

Mattel melder om fortsat forrygende salg af Barbie-dukker. Salget af Barbie vokser så meget, at legetøjsfirmaet bag den ikoniske dukke opjusterer salgsskøn for 2021. (Ritzau)

Gik du glip af...

Wolt vil levere cirka alt til danskerne på 30 minutter. Takeaway-mad er ikke nok for Wolt, der har planer om at cementere sig med hurtiglevering på alt fra dagligvarer til bøger og blomster. Dermed sender udbringningstjenesten Danmark mod en fremtid som kampplads om hastighed.

Beløbet, der strømmer gennem Wolts madudbrinings-platform i Danmark årligt, er fordoblet fra 2019 til 2020. Søren Meier Svendsen, direktør i Wolt Danmark, tror på endnu en fordobling i år. Foto: Stine Bidstrup.

Indsigt

Tidligere DSV-topchef så døden i øjnene: »Kampen mod kræft vandt jeg, men jeg var ved at tabe psykisk«. Leif Tullberg er kendt som topchefen med træskoene. Hvad enten han skulle til direktionsmøder eller vigtige møder med forretningsfolk i stive jakkesæt, når DSV forhandlede om at opsluge endnu en konkurrent, beholdt han træskoene på. Men på et tidspunkt havde han kurs mod at stille træskoene helt. I overført betydning. Han fik testikelkræft i 2015. Hverken under kræftforløbet eller den psykiske efterreaktion stoppede han med at arbejde. »I stedet for at kradse af, fik jeg det bedre,« siger han.


Leif Tullberg har intet med DSV at gøre i dag ud over at eje en portion aktier. Han bruger en del af sin tid på at være formand for selskabet Fjordforbindelsen Frederikssund, som står bag byens betalingsbro. »Nogle dage har vi over 4.000 passerende køretøjer på én enkelt dag,« siger Leif Tullberg stolt. Det daglige gennemsnit lå i maj på 3.590, hvilket er 724 køretøjer mere end for et år siden. Foto: Brian Karmark.

Finans fakta

Så meget mindre arbejdede vi i 2020. Danskerne arbejdede kun en smule mindre i 2020 end i 2019 trods nedlukninger pga. coronakrisen. Men langt værre stod det til andre steder i EU. Ifølge nye tal fra Eurostat oplevede Danmark i 2020 et fald på 4,1 pct. i antallet af faktiske arbejdstimer sammenlignet med 2019. Gennemsnittet for alle EU-landene er en tilbagegang på 12 pct.

Ud over Danmark hører Finland, Luxembourg og Holland til den gruppe lande, som ifølge tallene har undgået den helt store påvirkning i antallet af arbejdstimer.

Dagens profil

Danica Pensions topchef har vendt flere års nedtur: Vi står virkelig stærkt i markedet lige nu. Danica Pension har sat turbo på væksten, efter at konkurrenterne de seneste år har givet det Danske Bank-ejede pensionsselskab baghjul. Historien er rig på selskaber, der køber sig til vækst ved at underbyde markedet. Men Danica er ifølge topchef Ole Krogh Petersen lykkedes med at vokse med 30 pct. det seneste halve år uden at dumpe priserne. Han mener, at hovedforklaringen er, at Danica er færdig med at integrere konkurrenten SEB Pension, som blev opkøbt for 5 mia. kr. i 2018.

Topchef Ole Krogh Petersen glæder sig over, at udviklingen er vendt i Danica Pension. Foto: Stine Bidstrup.

Børs

De amerikanske aktier slap billigere end deres kinesiske kollegaer, men faldene i de kinesiske it-aktier smittede tydeligt af. Blandt andet faldt giganter som Apple, Microsoft og Googles moderselskab Alphabet 1,5 pct., 0,7 pct. og 1,6 pct. op til deres kvartalsregnskaber. S&P 500 faldt 0,5 pct., Dow Jones tabte 0,2 pct., og Nasdaq-indekset bakkede 1,2 pct. Her er den seneste børsberetning. (Ritzau/Reuters)

Debat

Bidrager dine bæredygtige investeringer til reel forandring? Det spørgsmål stiller Morten Penthin Svendsen, cand.scient.soc, ph.d., i dette debatindlæg.

»Interessen for bæredygtig impact-investering er vokset eksplosivt over de seneste år. Flere ønsker at skabe forandring i verden gennem deres investeringer. Men at forstå den reelle impact af en investering er ikke så let. Efter at have talt med 75 investorer, virksomheder, myndigheder og NGO’er, er jeg bekymret: ’Impact’ er blevet et ’buzz-begreb’, som bruges på kryds og tværs, og impact-investering praktiseres stadig meget forskelligt,« skriver Morten Penthin Svendsen.

Morten Penthin Svendsen, cand.scient.soc, ph.d.

Det sker i dag

  • Erhverv: Pfizer, der er en verdensomspændende amerikansk lægemiddelproducent, kommer med halvårsregnskab. Det samme gør Facebook.
  • Økonomi: Den Amerikanske Centralbank, Federal Reserve, holder rentemøde. Der ventes en meddelelse onsdag aften dansk tid.
  • Politik: Russiske og amerikanske diplomater ventes at gennemføre et møde med fokus på strategiske stabilitetsforhandlinger om nukleare forhold.

PS...

OL-guld udløser milliongevinst og to nye hjem. Der er stor forskel på, hvordan de enkelte lande forgylder sine OL-medaljetagere. Hidilyn Diaz vandt mandag den første OL-guldmedalje til Filippinerne nogensinde. Det viser sig, at det nu har udløst en pengepræmie på 33 millioner pesos, ca. 3,72 mio. kroner, samt to nye boliger i hjemlandet til den 30-årige vægtløfter, som vandt i kvindernes 55-kilo-klasse.

En eksalteret Hidilyn Diaz jubler over OL-guldmedaljen, som nu gør hende til en velhavende kvinde. Foto: Reuters/Edgard Garrido/File Photo.

Læs også