Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Jobmarkedet koger: Specialister kan vælge og vrage | 120 mia. kr. på et år: Jagten på afkast banker til investeringsforeningernes formue | Corona-krisen farver 440 milliarder markant grønnere

GODMORGEN

Velkommen til en uge, hvor de sidste corona-restriktioner endelig forsvinder i Danmark - nærmere betegnet på fredag d. 10. september - og hverdagen dermed kan vende tilbage til normalen. Men inden det sker, så starter vi med ugens første opdatering i Briefing Morgen.  

Nyheder

Jobmarkedet koger: Specialister kan vælge og vrage

Hvis du har den rigtige uddannelse, har pandemien været særdeles god for din karriere. Den har gjort konkurrencen om de kloge hoveder endnu hårdere. I William Demant må man ty til nye metoder for at tiltrække de eftertragtede specialister: »Selv folk på højt niveau i organisationen må til telefonen«. Og hos Netcompany sender topchefen en advarsel til de desperate direktører: »I kan ikke snyde på vægten«.

120 mia. kr. på et år: Jagten på afkast banker til investeringsforeningernes formue

Privates samlede formue i investeringsbeviser er vokset 24 pct. på et år og ligger i dag mere end 120 mia. kr. højere end for et år siden, viser nye tal. Til sammenligning tog det over fire år at stige de foregående 100 mia. kr. Forklaringen på den hurtige vækst er ikke mindst stor tilgang til bankernes pasningsordninger.

Efter underskud sidste år: AP Pensions kunder får bonus i år. Efter et års tørke kan AP Pensions kunder igen se frem til en bonus som tak for at spare op til alderdommen i selskabet. AP Pension sender 280 mio. kr. i ekstra afkast til kunderne – selskabet kalder det for Loyalitetsbonus – af overskuddet på 390 mio. kr. efter skat.

Philippine Airlines søger konkursbeskyttelse. Asiens ældste flyselskab vælger at søge om konkursbeskyttelsen i USA på baggrund af en vanskelig økonomi som konsekvens af covid-19’s indflydelse på luftfarten, og meningen er, at beskyttelsen skal danne rum for, at selskabet kan få mulighed for restrukturere og reorganisere økonomien. 

Kina med ny milliarddyr chip-fabrik: Europa og USA opruster også. Kina øger igen sin chip-produktion, mens den globale mangel på chips koster produktionsvirksomheder hundreder af milliarder kroner verden over. USA og Europa gør det samme.

Ny frontfigur for modebranchen har stor erfaring. Nikolai Klausen er nu direktør i brancheforeningen Dansk Detail. Han har bred erfaring fra danske modevirksomheder og fremhæver selv, at detailbranchen og modebranchen har forandret sig fundamentalt.

Corona-krisen farver danskernes 440 milliarder markant grønnere. De 440 milliarder kroner, som private investorer har skudt i danske aktiefonde, er blevet markant mere klimavenlige. I løbet af bare seks måneder er CO2-aftrykket faldet med 9 pct., viser nye tal.

Det skriver andre

Italienes regering vil redde superbiler fra EU-Kommissionens benzin- og dieselsløjfning. De gispede ellers nok på Ferraris sagnomspundne hovedsæde i italienske Maranello, da EU-Kommissionen i juli stillede forslag om, at det fra 2035 ikke skal være at tilladt at sælge benzin- og dieseldrevne biler i EU. Men nu har den italienske regering indledt snakke med EU om at sikre superbilsmærker som Ferrari og Lamborghini fra en eventuel lov mod fossile biler. (Bloomberg)

Oliefonden smider statsejet, indisk olieselskab på porten. Verdens største pengetank, den norske Oliefond, har efter en vurdering fra det norske Etikkrådet valgt at smide fire selskaber på porten - herunder det statsejede, indiske olieselskab Oil & Natural Gas Corp. Det sker med begrundelsen af »en uacceptabel risiko for, at selskabet medvirker til systematiske brud på individers rettigheder i krig og konflikt«. (Dagens Næringsliv)

Apple dropper at scanne dine mobilbilleder. Techgiganten Apple annoncerede i starten af august, at firmaet ville arbejde på at kunne scanne iPhone-brugernes billeder i et forsøg på at bl.a. at forhindre og stoppe delingen af børneporno. Men fredag annoncerede selskabet, at planerne nu er sat i bero efter heftig beskydning fra forskellige kritikere. (CNN, m.fl.)

Gik du glip af...

50.000 boligejere kan få store besparelser næste år. De kraftigt stigende boligpriser gør det muligt for 50.000 boligejere, som skal refinansiere deres realkreditlån i 2022 at opnå mærkbare rabatter på bidragssatsen.

  • Det bliver der sagt: »Denne mulighed er et relativt nyt fænomen. Den er opstået, fordi der har været store prisstigninger i nogle områder. Det gør det relevant for flere boligejere end tidligere at overveje, om de skal foretage en låneomlægning i forbindelse med næste refinansiering,« siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark.
  • Tættere på tallene: Prisstigningerne på boligmarkedet har været så markante, at boligejernes gæld i forhold til boligens værdi er faldet drastisk i nogle områder af landet. Se hvor meget belåningsgraden er faldet i din kommune.

Flere steder i landet er boligpriserne steget så meget, at boligejerne med fordel kan forsøge at sænke bidragssatsen, fordi gælden udgør en mindre del af den samlede værdi. Foto: Martin Lehmann

Udsyn

Verdens største biludstilling bliver et elektrisk eksperiment. Der er slet ikke rift om billetterne, som der plejede at være, og bilerne vil kun fylde ganske lidt, når IAA 2021 slår dørene op i München. Temaet bliver i stedet mobilitet i bred forstand - nu også med elcykler. Faktisk er en lang række af de største udenlandske bilmærker helt udeblevet fra udstillingen, beretter Finans´ Keld Louie Pedersen fra München.

Indsigt

Rockwool sætter turbo på ukendt guldæg. De fleste forbinder Rockwool med den kendte stenuldsisolering, der ofte kommer i store ruller. Men faktisk har virksomheden et mere ukendt og yderst lukrativt forretningsben, kaldet Systems, hvor nye satsninger hele tiden dukker op, og gør det til en stadigt større del af koncernen.

Rockwool satser på mange forskellige typer produkter i sin Systems-forretning. Grodan, som gartnerier bl.a. benytter, oplever ifølge Jens Birgersson en stærk trend i forhold til selvforsyning, pesticidfrit landbrug, og landbrug tættere på kunderne, som gavner forretningen. Foto: Stine Bidstrup

Finans fakta

Gulpladebiler er i høj kurs – også til privat brug efter fyraften. De seneste fem år er brugen af dagsbeviser mere end fordoblet. Danskerne er med andre ord vilde med at bruge gulpladebiler efter fyraften. Normalt må biler på gule plader kun bruges til erhvervsmæssig kørsel. Men det ændrede nye regler på i 2013, hvor ordningen med dagsbeviser trådte i kraft.

Dagens profil

Hanne Kærhøg: »Jeg sætter barren højt, når det gælder diversitet, inklusion og støtte til kvinders rolle inden for teknologi«.

En stor ære.

Sådan betegner Hanne Kærhøg det ansvar, hun har fået tildelt som ny leder for EY’s EMEIA financial services markets. Med stillingen er hun den højst placerede dansker i den globale revisions- og rådgivningsvirksomhed, der på verdensplan beskæftiger næsten 300.000 medarbejdere.

Hun har fået ansvar for 18 markeder, og det er en udfordring, hun er klar til. Blandt andet handler det om at skabe en fælles vision og sætte en retning, som kan motivere et team på tværs af mange arbejdskulturer.

Når Hanne Kærhøg ikke arbejder, holder hun af at være mentor for talentfulde kvindelige kolleger. Det har hun i sinde at fortsætte med trods sin nye tidskrævende chefstilling. Foto: Thomas Lekdorf.

Dagens tal

30

...millioner, sådan cirka. Gennem hele sin karriere som professionel langrendsløber, er det blevet til både OL-guld og intet mindre end 14 VM-guldmedaljer til den 33-årige nordmand Therese Johaug. Men det imidlertid ikke kun skiene, som hun spinder guld på. Et nyt regnskab fra Therese Johaugs private selskab, Setra, viser nemlig, at hun gennem de seneste syv år har tjent tæt på 30 mio. kr.

Debat

Hold igen med kinesisk aktier – for nuværende. Kina er blevet en dominerende økonomi på verdensplan, men landets aktiemarked fylder i sammenligning nærmest ingenting. Men det vil ændre sig over tid. Det skal man som aktieinvestor have med i sine overvejelser, skriver Otto Friedrichsen, aktiechef og partner i Formuepleje.

Det sker denne uge

"Har i corona-pas?" - en sætning vi alle efterhånden har vænnet os til at høre i 2021, men i løbet af den kommende uge er det slut med netop dette. Corona-virussen vil nemlig ikke længere blive kategoriseret som en samfundskritisk sygdom i Danmark. Andetsteds er flere ministre kaldt til samråd samtidig med, at den nye demokratifestival løber af stablen. Her er, hvad ugen bringer.

PS...

Hvad kan en burger sige om verdensøkonomien? Faktisk mere, end man måske skulle tro. I mere end tre årtier er prisen på en burger fra MacDonalds blevet brugt til at illustrere forskellene i leveomkostninger på tværs af kontinenter og verdensdele. Burgeren laves nemlig på præcis samme måde over stort set hele kloden. Derfor er prisen en meget god indikator for prisniveauet i de enkelte lande.

Læs også