Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Krænkelser sender rystelser gennem dansk milliardvirksomhed | Danish Crowns gyldne Kina-eksport er nulstillet | Amazon skruer op for en skandinavisk offensiv i onlinehandlen

GODMORGEN

En sag om seksuel chikane er eksploderet i en virksomhed ejet af en af landets største brancheorganisationer, Landbrug & Fødevarer. Læs hele sagen - og meget andet - her i onsdagens Briefing Morgen. God læselyst!

Nyheder

Krænkelser sender rystelser gennem dansk milliardvirksomhed

Topchefen i DanBred, et af Landbrug & Fødevarers datterselskaber, har opført sig krænkende over for kvindelige ansatte, konkluderer en intern undersøgelse efter klager over seksuel chikane. Kvinderne er tilbudt godtgørelse, men bestyrelsen bakker fortsat op om direktøren.

Yngre kvindelige medarbejdere i milliardvirksomheden DanBred er - ligesom Rikke Jessen (tv.) - i følge intern undersøgelse blevet krænket af virksomhedens adm. direktør Thomas Muurmann Henriksen (til venstre midtfor). Sagerne martrer milliardvirksomheden, hvor bestyrelsen - med formand Christian Junker (til højre midtfor) i spidsen - og majoritetsejeren Landbrug & Fødevarer - med topchef Anne Arhnung (th.) - fortsat bakker op om direktøren. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Collage: Anders Thykier.

Danish Crowns gyldne Kina-eksport er nulstillet

Den lukrative eksport af danske svinekødsudskæringer til Kina er lige nu fuldstændig indstillet. Katastrofeopbremsningen har fået slagterigigantens indtjening til at styrtdykke. Danish Crown-topchef Jais Valeur understreger dog, at slagterigigantens Kina-strategi fastholdes: »Vi havde intet fået ud af at sige nej til de penge.«

Amazon skruer op for en skandinavisk offensiv i onlinehandlen. Amazon ruster sig til at vinde flere kunder i Sverige - og dermed måske på sigt også i Danmark og de øvrige skandinaviske lande ved at lancere koncernens Prime-medlemsklub i Sverige.

Regeringen freder boligmarkedet. Trods flere advarsler fra bl.a. Det Systemiske Risikoråd afviser regeringen et indgreb på det brandvarme boligmarked. Det oplyser erhvervsminister Simon Kollerup.

Grundfos køber amerikansk vandselskab. Pumpekæmpen Grundfos investerer i vandteknologi og har købt den amerikanske virksomhed Meco. Selskabet har base i USA og er en af verdens førende inden for det industrielle vandbehandlingsmarked.

OECD opjusterer sit skøn for væksten i Europa markant. Europa belønnes nu for sine høje vaccinationsrater med en markant højere vækstprognose for økonomien i år. Det vurderer organisationen for økonomisk samarbejde og handel (OECD)-

Polaris køber G&O Maritime Group. Kapitalfonden Polaris har købt majoriteten i G&O Maritime Group, der er leverandør til den globale maritime industri og fremstiller en række nicheprodukter til førende rederier, skibsværfter og motorproducenter.

Fintechselskabet Lunar tager kampen op med MobilePay. Lunar bevæger sig nu ind på betalingsmarkedet for at kunne konkurrere mere bredt med bankerne i Norden. Det sker i første omgang via produktet Lunar Checkout, der gør det muligt for selskabets 350.000 brugere at nøjes med at indtaste et telefonnummer, når de handler online.

Det skriver andre

Især folk un­der 25 år stormer ud på ar­bejds­mar­ke­det. Fra marts til juni er beskæftigelsen steget med over 110.000 personer. Det er især helt unge, der er strømmet i job. (Børsen – låst artikel)

Enhedslisten foreslår skattestigninger for de rigeste i nyt udspil. Enhedslisten fremlægger nu et ulighedsudspil, hvor målet ifølge partiets politiske ordfører, Mai Villadsen, er to ting: At skabe et mere ”retfærdigt” samfund og at skaffe penge til klima og velfærd. (Berlingske - låst artikel)

Gik du glip af...

Kravene vokser i den berygtede fynske revisor Johnny Hast Hansens personlige konkursbo. Da han blev taget under personlig konkursbehandling i maj, var der krav for lidt over 14 mio. kr. mod ham. Det tal er nu øget, så der samlet er rettet krav for 24,5 mio. kr. mod Johnny Hast Hansen. Det viser en ny redegørelse i revisorens personlige konkursbo, som Finans har fået aktindsigt i.

Kreditorerne mener at have millioner til gode hos Johnny Hast Hansen, der i maj blev taget under personlig konkursbehandling. Foto: Tim Kildeborg Jensen.

Finans fakta

Flere butikker betaler nu igen huslejen til tiden. De danske butikker skyldte ved udgangen af august 1,2 mia. kr. i husleje. Det er 1,6 mia. mindre end i april, og er nu på det laveste niveau under coronakrisen.

Netop restancer med husleje har ellers under pandemien været en indikator for, hvilket pres der var på dele af detailhandlen i perioder med tvangslukkede butikker og restriktioner.

Udvikling i danske butikkers restance for betaling af husleje under coronakrisen i mio. kr. Grafik: Jesper Olesen.

Dagens profil

»Jeg er flere gange i mit liv sprunget fra et spor, hvor alt var både sikkert og veltilrettelagt«.

Sådan siger Ulrik Jørring, partner i investeringsfonden Nordic Alpha Partners, der flere gange i løbet af sin karriere har valgt en ny og anderledes vej.

Lørdag fylder han 60 år. Læs portrættet af ham her.

Ulrik Jørring fylder lørdag 60 år. Foto: Ricky John Molloy.

Dagens tal

7.000

Antallet af danskere i job er steget med 7.000 personer fra juni til juli - men det er en markant lavere stigning end de seneste tre måneder, hvor antallet af nye lønmodtagere steg med mellem 17.000 og 34.000 om måneden. Det viser de seneste tal fra Danmarks Statistik.

Børs

Dødvande før rentemelding fra Federal Reserve. S&P 500-indekset faldt i aftes 0,1 pct. efter mandagens nedtur på 1,7 pct., da gældskrisen hos den kinesiske ejendomsudvikler Evergrande skabte uro på finansmarkederne verden over. Dow Jones-indekset endte 0,2 pct. lavere efter mandagens fald på 1,8 pct., mens Nasdaq-indekset holdt sig i plus og endte 0,2 pct. højere efter et fald mandag på 2,2 pct. Investorerne afventer med stor spænding onsdagens opdatering fra Federal Reserve, så vel som detaljer om hvorvidt og hvordan den kinesiske regering vil forholde sig til Evergrande-krisen. Her er den seneste børsberetning. (MarketWire/Reuters)

Debat

Kina kastede i sidste uge en bombe, da landet søgte om optagelse i handelsorganisationen CPTPP (Comprehensive and Progressive Agreement for Trans-Pacific Partnership).

Den kinesiske ansøgning vil - hvis den bliver imødekommet – vende CPTPP 180 grader.

Det skriver Jan Lund, der er konsulent, forfatter og kommentator med base i Singapore. Læs hele indlægget her.

Det sker i dag

  • Erhverv: Aarhus elite, bedre kendt som AGF, leverer årsregnskab.
  • Erhverv: Konferencen om digital sundhed løber af stablen. Konferencen kommer på bagkant af det afsluttede arbejde i regeringens Digitaliseringspartnerskab, som skal aflevere sine anbefalinger til regeringen i efteråret, hvorefter der skal udarbejdes en ny digital strategi for Danmark.
  • Erhverv: Det nye mærke, D-mærket, bliver lanceret. Mærket er tilegnet de virksomheder, der udviser digital ansvarlighed, hvad angår it-sikkerhed og behandling af data.
  • Økonomi: Nationalbanken holder pressemøde om udsigten for den danske økonomi. Dette kommer på samtidig med udgivelserne af analyserne Udsigter for Dansk Økonomi og Monetære og Finansielle Tendenser. Analyserne ser dagens lys kl. 9:30, mens pressemødet finder sted 10:30. For at deltage i pressemødet, er der krav om tilmelding ved kommunikation@nationalbanken.dk.
  • Økonomi: den 21.- og 22- september holder Den Amerikanske Centralbank rentemøde. Der ventes en meddelelse kl. 20 dansk tid. Klokken 20:30 forventes der et pressemøde med centralbankchef Jerome Powell.

PS...

Indien sætter sig i stigende grad på IT-industrien. Asiens tredjestørste økonomi er i en rivende udvikling indenfor industrien Saas - Software as a service.

En ny rapport viser, at det potentielt kan blive en kæmpeindustri for landet, som potentielt kan være være 1000 milliarder dollars værd.

Læs også