Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Millionregning til private elkunder skal finansiere grønne brændstoffer | Børsspekulanter sender kæledægge-aktier til vejrs | Hvor er alle Mette Frederiksens mobiltelefoner?

GODMORGEN

Vi får stadig lidt regnskabsdryp fra bl.a. TDC, og så kommer det vigtige arbejdsløshedstal fra USA i eftermiddag - det såkaldte kongetal. Men først handler det om at få dig bragt up to speed.

Nyheder

Millionregning til private elkunder skal finansiere rabat til grønne brændstoffer 

Millioner af private danske elkunder skal fremover betale for, at storkunder skal have rabat, når de f.eks. bruger enorme mængder strøm til at producere fremtidens grønne brændstoffer. Det er konsekvensen af en historisk omlægning af de såkaldte systemtariffer, som statslige Energinet nu sender i høring.

Energinet foreslår en historisk omlægning af elkunders betaling for den statslige drift af elsystemet. Foto: Jesper Voldgaard

Børsspekulanter sender kæledægge-aktier højt til vejrs

Privatinvestorerne har igen kastet deres kærlighed på enkelte aktier, som de seneste dage er eksploderet i værdi på børsen i USA. Flere analytikere mener, at enorme markedsbevægelser dirigeret af små investorer i samlet flok er blevet en ny normal.

Meme-aktier blev for alvor et fænomen i starten af året, hvor Gamestop og AMC oplevede enorme kursridt. Nu har de private investorer tilsyneladende fået interesse for andre aktier. Foto: Bloomberg, Michael Nagle

Onlinesalget med dagligvarer vil stige hastigt de kommende år ifølge en ny prognose. Aktuelt tyder noget dog på, at den markante stigning under pandemien i onlinesalget flader ud. Interne tal i branchen, som aktørerne ikke vil kommentere, peger ifølge Finans' oplysninger, at onlinesalget er dykket totalt de seneste måneder sammenlignet med samme periode i fjor.

Slår rekord i nyt regnskab - igen igen. På få år har den danske modevirksomhed Neo Noir banket sit overskud i vejret. Alene de seneste fem år har selskabet tjent mere end 137 mio. kr. på tøj og accessoires, som primært bliver solgt til yngre kvinder.

Genmab opjusterer 2021-målet. Genmabs storsælgende lægemiddel Darzalex til behandling af knoglemarvskræft fortsætter sejrgangen, og det får nu ledelsen i biotekselskabet til at løfte forventningen til årets resultat.

Konkurrenceformand satser på langsom erkendelse. Konkurrencerådets formand ærgrer sig over, at justitsministeren har ignoreret langt de fleste råd om liberalisering af advokatmarkedet. Men han håber, ideerne sætter sig og modnes med tiden.

Det skriver andre

Hvor er alle Mette Frederiksens mobiltelefoner? Statsministeriet har ikke overblik over de skiftende telefoner, som statsminister Mette Frederiksen har brugt, og derfor er det nu endnu mere usikkert, om alle slettede sms'er kan genskabes, siger ekspert. (Jyllands-Posten)

Statsminister Mette Frederiksen forklarede onsdag på et pressemøde i Statsministeriet, at hun videregav sine aflagte telefoner til medarbejdere internt i Statsministeriet. Collage: Lotte Overgaard

Opec holder fast. Opec har besluttet at holde fast i sin målsætning om blot at øge olieproduktionen med 400.000 tønder om dagen fra og med december. Beslutningen er truffet, selv om USA's præsident, Joe Biden, tidligere har opfordret Opec til at skrue endnu mere op for hanerne og kritiseret organisationen for at være medvirkende til at holde inflationen oppe ved at holde udbuddet på olie nede. (MarketWire/Bloomberg)

Borgmester erkender snyd. I ni år er København blevet markedsført som verdens første CO₂-neutrale hovedstad i 2025. Verden har hyldet københavnerne – og der er blevet holdt skåltaler og takketaler. Men nu erkender kommunens borgmester og de store partier på rådhuset, at kommunen ikke bliver CO₂-neutral i den virkelige verden. (Jyllands-Posten)

Første kvindelige statsminister. 54-årige Magdalena Andersson er officielt blevet valgt som ny leder for Socialdemokraterna. Det er sket ved en partikongres torsdag i Gøteborg. Hun står dermed til at efterfølge Stefan Löfven som Sveriges statsminister, og bliver samtidig Sveriges første kvindelige af slagsen. (Ritzau)

Gik du glip af...

...gårsdagens historie om Mærsk, der som det første store danske selskab indfører vaccinekrav for at møde op arbejdspladsen - både i Danmark og i en række andre lande. Så får du her en række bulletpoints:

Mærsk-topchef Søren Schou er klar med vaccinationskrav til sine kontoransatte. Arkivfoto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Analyse

For få år siden var detailhandlen præget af frygten for forbrugernes ændrede vaner, som gik mod mere digital handel. Man frygtede giganternes indtog med Amazon i spidsen, man frygtede butiksdød, og man frygtede måske også sin egen uvidenhed. I dag er virkeligheden en anden, skriver virksomhedsjournalist på Finans Signe Ferslev i denne analyse.

Årets ejerleder

Kåringen af årets ejerleder er i fuld gang. Peter Vang Christensen har i år åbnet to nye havecentre i hans Plantorama-kæde, der nu rummer 13 af slagsen. Målet er 25 her i landet for direktøren, der netop er kåret som årets ejerleder i Østjylland.

Peter Vang Christensen er ejer af og chef for Plantorama med store plantecentre rundt om i landet. Foto: Liv Møller Kastrup

Udsyn

Forureneren skal betale. Det er i hvert fald, hvad de fleste synes at kunne blive enige om ved FN’s klimatopmøde COP26 i Glasgow. Til gengæld kniber det med samdrægtigheden, når der skal sættes en konkret pris på, hvad det skal koste at udlede ét ton CO₂.

Dagens profil

Alessandro Justesen Leoni har hænderne fulde. Han begyndte for nylig som adm. direktør i it-virksomheden Billy. Samtidig er den 48-årige topchef blevet far for tredje gang. Nu er hans job udover at være småbarnsfar og ægtemand at få Billy til at vokse.

Alessandro Justesen Leoni har skiftet direktørposten i Debitoor ud med toplederjobbet i Billy. Foto: Katja Holm 

Dagens tal

4

Så mange danske virksomheder har fundet vej til Forbes' prestigefyldte liste over de bedste arbejdspladser i verden. I alt består listen af 750 virksomheder og højst placeret er Danfoss som nr. 195, mens Jysk, Lego og Carlsberg lander som henholdsvis nummer 376, 552 og 590. Bedste arbejdsplads i verden har hovedkontor i Sydkorea og hedder Samsung.

Børs

Wall Street i højt humør. De amerikanske aktier fortsatte torsdag opad - til den sjette rekord i rap - efter at USA's centralbank, Federal Reserve, onsdag og den engelske centralbank torsdag manede frygten for tidlige renteforhøjelser i jorden. Her er den seneste børsberetning.

Debat

COP26 udstiller endnu engang, at det politiske lederskab ikke kommer til at løse klimaproblemerne. Nu må erhvervslivet og forbrugerne selv tage affære, skriver Finans' chefredaktør Steen Rosenbak.

Det sker i dag

  • Erhverv: HusCompagniet og TDC leverer regnskab for tredje kvartal.
  • Erhverv: Danmarks Statistik udgiver byggeaktivitet i tredje kvartal, industriens produktion og omsætning i september og konkurser i oktober.
  • Statistik fra udland: Tyskland kommer med industriproduktion for september, Eurozonen kommer med detailsalg for september og USA kommer med arbejdsløshed og lønstigninger for oktober samt det amerikanske kongetal, som giver en indikation om den økonomiske udvikling i 2021.

PS...

Mere end 28 millioner leveår blandt befolkningen i 37 lande er tabt i 2020, mens landene har bokset med coronapandemien. Det konkluderer et nyt studie i tidsskriftet BMJ, der også kommer frem til, at Danmark – samt fem andre lande – ikke har oplevet forhøjet dødelighed i pandemiåret.

Læs også
Top job