Debat

Trump går til angreb på Kinas økonomiske dominans

USAs præsident, Donald Trump, har i løbet af de seneste uger skærpet retorikken overfor Kina. Alt tyder på, at Trump vil forsøge at bremse den kinesiske import i starten af det nye år.

Det er en stolt tradition i amerikansk politik, at præsidenten fremlægger en strategi for nationens sikkerhed. I denne uge lancerede præsident Trump sin. Den skiller sig især ud ved at fokusere usædvanligt meget på økonomi, rumme stærkt konfrontatoriske meldinger over for Kina og ved at fremmane et billede af, at amerikanske værdier er under angreb verden rundt. Det hele leveret i et sprog, der minder om retorikken under Den Kolde Krig.

Udmeldingerne forstærker en bekymrende vending i amerikansk udenrigs- og handelspolitik, som startede i ugerne op til WTO topmødet tidligere på måneden. Efter præsident Trumps besøg i Beijing i november, og hvad der lignede gensidige indrømmelser og diplomatiske fremskridt, forlød det pludselig fra Trump-administrationen, at den såkaldt »omfattende økonomiske dialog« med Kina var stødt på grund. Og at man ikke havde planer om at genoptage den.

Dette blev fulgt op på WTO-ministerkonferencen, hvor amerikanerne sammen med EU og Japan erklærede, at man sammen ville konfrontere den bekymrende globale overkapacitet i stålproduktionen med et særligt blik for ulovlige subsidier, statslig finansiering og statsejede virksomheder. Udtalelsen nævnte ikke Kina eksplicit, men adressaten var ikke til at tage fejl af.

Få dage efter WTO-konferencen kommer så den nationale sikkerhedsstrategi, der udråber Kina til »økonomisk aggressor«. I samme åndedræt nævnes Rusland, men det afbøder på ingen måder slaget mod Kina. Tværtimod, fremhæver Richard Haas, Asien-ekspert ved den anerkendte tænketank Brookings Institution: »At tale om Kina og Rusland, som om det var to sider af samme sag, er en gave til høgene i både Beijing og Moskva«, fordi det netop inviterer til en ideologisk tilgang til relationerne.

Set fra Kinas perspektiv, er der tale om en bemærkelsesværdig handelspolitisk eskalering. En kommentar fra den kinesiske ambassade i Washington peger på, at det er stik imod tidens globale trend at prædike rivalisering og konfrontation. »Vi opfordrer USA til at lægge den forældede nulsums tænkning bag sig«, fortsætter udtalelsen og i stedet arbejde sammen med Kina om at finde fælles fodslag og få etableret et samarbejde, som begge parter kan drage fordel af«.

Til januar udløber den 270 dages frist som handelsminister Wilbur Ross har til at aflevere de to såkaldte handelsmæssige undersøgelser, som Trump beordrede iværksat i april måned. Disse undersøgelser giver præsidenten mulighed for på eget initiativ at indføre toldsatser på import af stål og aluminium, såfremt USA’s nationale sikkerhed anses for truet af importen.

Det er ualmindelig svært ikke at fortolke de seneste ugers eskalering af USA's protektionistiske retorik som en nøje tilrettelagt forberedelse af, hvad der må forventes at blive skarpe handelspolitiske tiltag over for Kina i starten af det nye år.

BRANCHENYT
Læs også