Debat

Undskyld, erhvervsfolk: Men er I ved at danne en republik i Kongeriget Danmark?

Landets mest magtfulde erhvervsorganisationer er på kant med landets mest magtfulde parti. Igen.

Hvorfor kommer landets to største erhvervsorganisationer med et forslag, der sådan cirka svarer til at foreslå, at tyngdeloven ophæves i Region Midtjylland?

De to erhvervsorganisationer vil have politikerne til at lempe udlændinges adgang til arbejdsmarkedet. De foreslår konkret, at man nedsætter det beløb, som en ikke-EU-borger skal tjene for at måtte arbejde i Danmark.

På den måde kan flere udlændinge hentes ind og til en lavere løn.

Hvis man har haft samfundsfag i 8. klasse eller læst avis på et tidspunkt mellem 2001 og i dag, vil man vide, at sådan en idé umiddelbart har lige så store chancer for at blive til virkelighed på Christiansborg, som bjergbestigning har på Herning-egnen. Valg vinder man i Danmark ved at gøre det sværere for udlændinge at bo og arbejde i Danmark. Ikke lettere. Punktum. I perioderne mellem valg ligger den afgørende politiske magt mellem valgene hos et parti, hvis mærkesag er flere og nye udlændingestramninger. Nyt punktum.

Derfor kan landets 8. klasser - og flere andre - med god grund spørge sig selv, hvad der rumsterer i hovederne på de to store erhvervsorganisationer. De begrundede så udmærket deres forslag med, at visse virksomheder står og mangler arbejdskraft, og at flere udlændinge vil være en økonomisk gevinst for statskassen. Men begrundelser gør ikke forslaget mindre dødfødt. Tænk bare på topskatten og Anders Samuelsens velargumenterede begrundelser for jævnlig tilstedeværelse i høje træer.

Kun et åndedrag efter at forslaget var ventileret, gik Dansk Folkepartis udlændingeordfører da også på banen og skød idéen til snus. Eller rettere: Han kvitterede for DI’s og DE’s forslag om at sænke beløbsgrænsen med et forslag om at hæve beløbsgrænsen. Partiets erhvervsordfører fulgte op med en fornærmelse: Han beskyldte Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri for at lyve. Den påståede mangel på arbejdskraft kan ifølge erhvervsordføreren på ingen måde dokumenteres.  Med en tilføjelse om, at han var træt af deres ”evindelige snak” om emnet.

Nogen vil kalde jer dristige. Andre vil sige, at I har travlt med at arbejde jer ud af magtens centrum.

Derfor er det ikke urimeligt, hvis landets 8. klasser - og andre - spørger Dansk Industri og Dansk Erhverv om, hvad der rumsterer i deres hoveder.

Her er der umiddelbart to bud:

Det ene bud er, at organisationerne gør, hvad deres medlemmer siger. Hvis et antal medlemmer i Dansk Industris bestyrelse og Dansk Erhvervs bestyrelse siger, at der bør slås på tromme for lempelser i udlændingepolitikken, så gør deres direktioner, som de får besked på. Muligvis efter en stille bøn om, at det hele er hurtigt overstået.

Det andet bud er, at erhvervslivets organisationer antager, at Dansk Folkeparti vil lytte til dem, hvis de fremsætter deres ønske om udlændingelempelser offentligt, samlet, i koordination med finansminister Kristian Jensen og eventuelt hyppigt gentaget.

I så fald må rådet være at skæve til, hvordan det er gået med de lettelser i topskatten, der på ingen måde fremstod som politisk uopnåelige for bare to år siden. I dag er de stendøde.

Ved at køre på med forslag, der har små chancer i den virkelighed, som forfatteren Jakob Knudsen engang kaldte ”altings prøve”, risikerer man samme skæbne, som overgik forslaget om en lavere topskat. Nok var på et tidspunkt nok. Nogen, der ikke kunne høre, kom til at føle, da partiet med magten blev træt af deres ”evindelige snak” om emnet. Muligheden for en topskattelettelse endte som bekendt med at blive bisat i december. Under overværelse af de nærmeste. 4,1 millioner vælgere.

Er det dér, I vil hen, erhvervsliv? Med forslag som en elev i 8. klasse må motivgranske for at få til at give mening? Det er givetvis dybfølt og muligvis også velbegrundet, men det signalerer også, at I er i opposition til en virkelighed, som ikke lader sig ommøblere på denne side af et folketingsvalg. Og muligvis heller ikke i lang tid efter valget.

Nogen vil kalde jer dristige. Andre vil sige, at I har travlt med at arbejde jer ud af magtens centrum.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Læs også