0

Selvfølgelig skal du arbejde 100 timer om ugen. Og på lørdage. Og i ferier

Hvem pokker har bestemt, at man både skal lykkes som medarbejder, partner og forælder?

Nordeas afdeling for børsnoteringer og handel med virksomheder er en af den slags arbejdspladser, hvor man ikke stempler ud klokken 14, fordi junior trænger til en kort dag i børnehaven. Så er det sagt på jysk. Og eksklusiv moms.

Afdelingens nytiltrådte leder oplyste i et interview, at inden for corporate finance er 60 timer en kort arbejdsuge og 100 timer en lang.

Hundrede timer. Det er 14 arbejdstimer i døgnet fra mandag til søndag. Man fornemmer, at den slags medarbejdere hverken laver bearnaisesauce fra bunden eller følger med i X-Factor.

Alligevel kunne den nye leder ikke dy sig for at nævne betydningen af work/life-balance, og det rimelige i, at man ind i mellem kan finde tid til at ”tage til Jylland og besøge sin farmor”. Eller ”tage på weekendtur med kæresten”, som han også gav som eksempel. Det er her, at sikringerne springer, og HFI-relæet slår fra. Hvordan skal en mand, der arbejder 14 timer i døgnet i et glaspalads på Amager, nå på besøg hos en farmor i Jylland? Med helikopter? Ved 01.30-tiden? Og allervigtigst: Hvorfor?

Jeg har en fornemmelse af, at hvis man vil arbejde 100 timer på en uge for at få lov til stå for en børsnotering, så er det fordi, man vil det. Som min bekendte, konsulenten, vil det. Vi kan kalde ham Thomas. Også Thomas tilbringer ind i mellem en hel weekend på kontoret. Så sker der noget med hans hoste. Den bliver værre, end den plejer, og man kan få den tanke, hvem der ender med at vinde: Thomas og hans mål om en ekstremt tidlig pensionering og en tredje alder i Provence med den bekymrede hustru. Eller hosten. Det er ikke helt til at sige.

Work/life-balance er meningsløs i den slags menneskers tilværelse. De har valgt ”work” til og ”balance” fra. Punktum. De kan krydre deres altopslugende arbejdsliv med dårlig samvittighed over for farmødre i Jylland, kærester i København og venskaber, der visner.

De kan også vælge at lade være. Det gør på bundlinjen ikke nogen forskel. Samme magre udbytte kommer der ud af besværgelser om, at det ikke var sådan, at man havde planlagt tingene. Det skete bare. Beklageligvis. Men 100 arbejdstimer på en uge er 100 timer, uanset hvordan man vender og drejer dem. Man har prioriteret.

Det er her, at spørgsmålet ”hvorfor” banker på.

Hvorfor skal en corporate finance-medarbejder, der arbejder 14 timer i døgnet fra mandag til søndag, forsøge at håndtere den praktisk taget umulige opgave at have et liv ved siden arbejdet? Det er jo meningsløst. Eller hvorfor skal Thomas lade som om, at han er i Legoland med kone og børn, når han uafladeligt spejder efter rolige hjørner til at ordne conference calls? Så familien prøver Dragen fire gange oven i hinanden, mens Thomas taler i telefon med ejeren af en tysk ingrediensfabrik.

Hvis ens personlige prioriteringer helt entydigt går mod at lykkes med arbejdet, kan det næppe regnes som en fiasko at være en noget mindre vellykket partner og forælder. Det er en konsekvens af et valg. Større er dramatikken faktisk ikke.

Anders Heide Mortensen, kommentator og kommunikationsrådgiver

Bankmanden i Nordea ville måske egentlig gerne besøge sin jyske farmor, og Thomas ville måske egentlig gerne høre sine børn hvine af forventning i rutsjebanen. Men det er ikke deres DNA. Deres DNA er at arbejde solen sort. Den første ser en formue foran sig, den anden et kampestenshus i Provence med bjergudsigt og frihed ad libitum. Her holder hosten op, og konen slipper sin bekymring for hans helbred.

Work/life-tankegangen er baseret på, at man skal have både i pose og sæk. Arbejdet skal lykkes, parforholdet skal lykkes, familien skal lykkes, og helbredet skal ”lykkes”. Men hvorfor? Hvis ens personlige prioriteringer helt entydigt går mod at lykkes med arbejdet, kan det næppe regnes som en fiasko at være en noget mindre vellykket partner og forælder. Det er en konsekvens af et valg. Større er dramatikken faktisk ikke.

Så selvfølgelig skal du arbejde 100 timer om ugen, og på lørdage, og i ferier. Hvis du vil. Bare du varedeklarerer dit liv ærligt. Der er en grund til, at du ikke besøger din farmor i Jylland og ikke holder weekend med din kæreste. Og der er en grund til, at det ikke er dig, men din ægtefælle, der tager fire ture i rap med børnene i Dragen i Legoland.

Og måske er det lige præcis sådan, at dit liv skal være.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

BRANCHENYT
Læs også