Debat
0

Topledernes løn bør aldrig være et politisk spørgsmål

De politiske populister står i kø for at blande sig i topledernes lønninger, men der er ingen grund til, at private lønninger aftalt mellem to parter bliver et politisk slagsmål.

Topledernes lønninger er vokset mere end andres. Også i Danmark. Nogle har forsøgt at gøre det til en moralsk diskussion og et politisk spørgsmål. Det er det bare ikke.

Aftaler om løn er et spørgsmål mellem to parter. Så længe parterne ikke har hånden nede i skatteydernes lommer, kommer det dybest set ikke os andre ved, hvad en ejer aftaler, at en topleder skal tjene. Tværtimod har vi ingen interesse i, at politikerne regulerer topledernes løn. Spørgsmålet bør ikke være politisk. Men man kan sagtens spørge, om ejerne generelt er dygtige nok til at forhandle løn med toplederne.

Man skal først gøre sig klart, at det ikke er let at lave en god lønkontrakt for en topleder. Der er en del modstridende hensyn. På den ene side har ejeren en interesse i at betale så lidt som muligt. Det bliver overskuddet alt andet lige større af. På den anden side er det vigtigt at motivere toplederne rigtigt. Navnlig da de typisk har bedre indsigt i den daglige drift.

Det er let at finde eksempler på, at ejere har dummet sig med toplederaflønningen. Eksempler på beslutninger, der bagefter viser sig at være dumme, er alle vegne: Produkter vi som forbrugere ikke burde have købt, job vi ikke burde have taget, varer, der ikke burde have været markedsført og chancer, der ikke burde have været taget. Det afgørende spørgsmål er dog ikke, om der er enkelteksempler på dumheder, men om virksomhedernes ejere som helhed er kloge nok?

Det har Nicolai Foss og Jacob Lyngsie undersøgt i et af de største studier hidtil internationalt og det første af sin art herhjemme (studiet kan findes på Cepos’ hjemmeside). De ser ved hjælp af offentlige registerdata på, om stigninger i virksomhedernes ledelsesaflønning i ét år er forbundet med et bedre resultat året efter. Det er de. Det skal naturligvis ikke forstås sådan, at bare man bevidstløst skruer op for ledelsens løn, så får man et bedre resultat. Så let er det ikke. Det skal forstås sådan, at de lønstigninger, virksomhederne rent faktisk har givet, generelt har været i stand til at fremkalde bedre resultater. Sammenhængen er ikke automatisk, men undersøgelsen viser, at ejerne såmænd har været kloge nok.

Det hører naturligvis med til historien, at der er et udskilningsløb for ejere, så dem, der træffer dårlige beslutninger, mister deres mulighed for at være med til at bestemme. De taber deres ressourcer, mens dem, der er dygtige til at disponere over dem, får mulighed for at udvide deres ejerskab (heldigvis er det også muligt at være dygtig nok ved at indse, at man egner sig bedst til at være passiv ejer).

I en tid, hvor populistiske politikere står på spring for at appellere til enhver forargelse og gøre alle spørgsmål til politik, er det værd at holde fast i, at beslutninger kun bør være politiske, hvis der er en god grund. Det er der ikke, når det gælder privat løn. Faktisk er udskilningsløbet for ejere, der træffer dårlige beslutninger, meget hårdere og mere konsekvent end for dårlige politiske beslutningstagere.

BRANCHENYT
Læs også