Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Er 100.000 boligejere modne til terapi?

Boliglån: Trods mange påmindelser holder nogle boligejere fast i deres dyre lån.

I årevis har banker og realkreditinstitutter forsøgt at overbevise dem om, at de skulle lægge deres lån om. Men de vil ikke.

Der er tale om boligejere, som i virkeligheden betaler mere, end de behøver hver eneste måned.

Det vurderes, at lige over 100.000 boligejere stadig har lån med en rente på 3 eller 3,5 pct. De har haft mange chancer til at lægge om, men med de seneste rentestigninger er løbet ved at være kørt.

Opfordringerne, som jeg skal skynde mig at sige, giver god mening, har været så massive og insisterende, at mange af de stædige boligejere må være modne til terapi. »Der må jo være noget i vejen med mig, når alle andre lægger deres lån om,« vil nogle formentlig tænke.

Det behøver der nu ikke være. Så velkommen til terapi for stædige boligejere.

Vi skal lige have overstået den første og mest stædige kategori. Jeg forestiller mig, at det er boligejere i en vis alder. Det kan være pensionerede lærere, magistre eller civilingeniører. De sværger stadig til deres lommeregner af mærket Texas Instruments, og de kan godt huske dengang, renten på et boliglån kunne ligge omkring 20 pct., og de selv blev fanget af inkonvertible lån. Det var ikke en gratis omgang.

Siden dengang har de pågældende haft en indædt modstand mod at lytte til råd fra finansielle rådgivere. Lysten til at betale bidrag og omkostninger til realkreditinstitutterne er for længst væk.

»Mig skal de ikke tjene på,« lyder det med fast stemme, når det foreslås, at lånet lægges om. Der er tale om principfaste mennesker, og det er helt i orden. Det er ikke usædvanligt, at man må betale for sine principper.

Så er der de boligejere, der ikke kan se idéen i at lægge om fra 3,5 til 2 pct., fordi gevinsten er for lille. Godt nok bliver den månedlige ydelse lavere, men det ændrer ikke ved, at restgælden stiger, hver gang man lægger om.

Det gamle lån indfris til kurs 100, men man fik det til en lavere kurs, så der ligger i sig selv et tab. Dertil skal lægges kurstabet på det nye lån, der også bliver større, fordi omkostningerne lægges oveni.

»Det er jo som at tisse i bukserne,« lyder det. Det er en helt rigtig betragtning.

Når en lille månedlig besparelse ikke er nok, trækkes et andet argument frem. Det er, at jo lavere renten er, desto større bliver konverteringsgevinsten, hvis renten stiger igen. Altså: Hvis! Sker det, falder kursen på obligationerne bag og dermed restgælden. Og ja, det er rigtigt, at kursen falder mere, jo lavere renten er. Men den såkaldte kursfølsomhed aftager år for år.

Det kan godt være, at kursfølsomheden på et 2 pct. lån er i nærheden af 10 kurspoint ved en rentestigning på 1 pct. point det første år, men det bliver den altså ikke ved med. Og hvis sporene skræmmer fra det nye 1,5 pct. lån, er det også til at forstå. Obligationsserien bag er nu så lille, at der er en stor risiko for at blive ramt af indlåsningseffekt.

Det betyder, at obligationen ikke kan handles til markedskurs, men kun til den kurs, som de formentlig få investorer kan tillade sig at kræve, fordi de sidder på en sjælden vare.

Så man køber i den grad fugle på taget, og de kan lette, før man aner det!

Hvad med dem, der simpelthen ikke gider lægge deres lån om? Dengang de optog lånet med en rente på 3 eller 3,5 pct., fik de at vide, at det var billigt, og at det gjaldt om at slå til, fordi renten nok steg igen.

Dengang var det billigt at sikre sin rente på det niveau i 30 år. Alle var glade.

Så er det ikke billigt mere? Ja og nej - faktisk mest ja. Man kan sammenligne det med et par sko. Hvis man nu har købt dem til en pris, man kunne betale, da man havde brug for dem, skal man så købe et ekstra par, bare fordi de bliver sat på udsalg? Nej vel. Det ville da være en dum idé.

Det er helt o.k. ikke at orke eller gide lægge lån om.

Den rådgivning, man fik, da man optog sit 3,5 pct. lån er ikke ændret i forhold til i dag. Man kan godt gå på udsalg og få en lavere rente, men har man brug for det? I mellemtiden er boligen også blevet mere værd, og der er betalt af på lånet. Det har øget friværdien og den samlede formue.

Det giver mening ikke at lade sig rive med af diverse modeluner og renteudsving. Store økonomiske beslutninger skal træffes, når man selv er klar til det, ikke når rådgiveren synes, man er klar. For hvor kan han eller hun vide det fra?

Det er faktisk ok ikke at gøre noget, når renterne svinger.

Det ligger i tidsånden, at vi skal ”optimere” på arbejdet, i privatlivet og økonomisk. Men behovet for at optimere stresser. Vi kan ikke det hele på en gang, og hvis valget står mellem at optimere et boliglån eller familielivet, ved jeg godt, hvad jeg foretrækker.

BRANCHENYT
Læs også