Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Vi kan med sikkerhed sige én ting om dollarkursen

Den faldende dollarkurs har punkteret afkastet for mange danske investorer. Men vi har sandsynligvis ikke set bunden endnu

Helge J. Pedersen er cheføkonom i Nordea.

Det var i sommeren 1984, at jeg for første gang var i USA. Og det var dyrt, hamrende dyrt. Dollaren var nemlig rekordstærk på det tidspunkt. Det skyldtes et regimeskifte i pengepolitikken, hvor den amerikanske forbundsbank, Fed, havde slået ind på en benhård monetaristisk linje og sat renten op til næsten 20 pct., for at bekæmpe den høje inflation, som havde hærget økonomien siden den første oliekrise i 1973-74.

Alene over for den danske krone, var kursen således steget fra 5,30 i begyndelsen af 1980 til 10,50, da jeg landede i JFK godt fire år senere. Og som et kuriosum kan det nævnes, at jeg havde betalt næsten 6.000 kroner for flybilletten på monkey class, eller det der ville svare til det dobbelte i dagens priser.

Konsekvensen var, at budgettet blev så skrabet, at der stort set kun stod burgers og cola på menuen i de godt tre uger rejsen varede, og som i øvrigt bød på fantastiske oplevelser i bl.a. New York, Washington, ved Niagara Falls og de store søer samt i Toronto i Canada.

Men året efter vendte udviklingen for dollaren. Den alt for stærke valuta havde ført til store ubalancer i samhandlen mellem USA og andre vigtige lande. USA's underskud på betalingsbalancen voksede dramatisk, mens valutakasserne bugnede i Tyskland og Japan. I USA blev der endda talt om, at man måtte gennemføre protektionistiske tiltag for at nedbringe underskuddet. På den baggrund indgik verdens store centralbanker den såkaldte Plaza Aftale, hvor man gennem fælles intervention i valutamarkedet ville svække dollaren.  Operationen lykkedes og dollaren faldt til godt 6 kroner i 1988. Eller nogenlunde det niveau, som den også ligger på i dag, om end de seneste 30 år ikke har været uden betydelige udsving.

Nu er dollaren igen kommet i fokus. For blot et år siden, da Donald Trump blev indsat som præsident, havde den medvind og var steget til omkring syv kroner. Eftersom det økonomiske opsving i USA var langt mere modent end i Europa, og fordi den amerikanske Forbundsbank, Fed, i modsætning til ECB i euroområdet allerede var gået i gang med at stramme pengepolitikken, ventede mange, at dollaren skulle styrkes yderligere. Det skete ikke. Tværtimod er den faldet med næsten 20 procent lige siden.

Der må altså være andre forklaringer på udviklingen. Og i hvert fald fire kan nævnes her. For det første er de politiske vinde blæst i euroens retning gennem 2017, hvor Macrons sejr ved forårets valg i Frankrig skabte afgørende ro om eurosamarbejdet, mens der omvendt har været tale om ret tumultariske forhold i amerikansk politik.  

For det andet har den økonomiske udvikling i euroområdet overrasket positivt i 2017, hvor væksten for første gang siden 2008 blev højere end i USA. Det har også ført til, at investorerne er begyndt at efterspørge europæiske værdipapirer (og dermed euro) i større udstrækning end tidligere.

For det tredje er de finansielle markeder for alvor begyndt at spekulere i, hvornår ECB vil begynde at tage lidt af trykket på den pengepolitiske speeder. Det er næsten blevet en regel, at hver gang et ledende medlem af bankens styrelsesråd udtaler sig lidt høgeagtigt, ja, så reagerer valutamarkederne med at styrke euroen.

For det fjerde og sidste er det en kendsgerning, at euroområdet har et stort overskud på betalingsbalancen, mens USA (fortsat) har et stort underskud. Det taler for, at euroområdet har en bedre konkurrenceevne end USA, hvilket præcist som i midtfirserne kan balanceres gennem en stærkere eurokurs. Og at dollaren måske fortsat er overvurderet fremgår også af det såkaldte Big Mac indeks, som er et fuldstændig uvidenskabeligt, men meget sigende indeks, til at måle om en valuta er over- eller undervurderet på. Og hvis en Big Mac, som jo er en standardvare, skulle koste nøjagtigt det samme i euroområdet som i USA skulle dollaren svækkes med yderligere otte pct. over for euroen og næsten syv procent over for den danske krone.

Så man kan altså både argumentere for, at dollaren skal styrkes fra det nuværende niveau (renteargumentet) eller svækkes (de andre argumenter). Det eneste, der er sikkert er, at det er notorisk svært at spå om dollarkursen, også fordi den ofte reagerer på hændelser, der er uforudsete. På grund af dollarens status som verdens reservevaluta er den således meget benyttet som såkaldt flugtvaluta, altså en valuta, som investorerne søger til, når der er usikkerhed i farvandet.

Derfor vil jeg heller ikke komme med nogen forudsigelser om, hvor dollaren skal bevæge sig hen herfra. Der er som nævnt gode argumenter både for en styrkelse og en svækkelse. Men det gode råd til alle dem, som har store eksponeringer i dollars vil altid være at dække dem af på valutamarkedet, med mindre man er villig til at påtage sig en stor risiko. Og for den enkelte, der nu ser en super mulighed for at komme på en billig ferie til det forjættede land, kan jeg kun sige, at det bare er med at slå til. Det kunne være meget dyrere. Jeg taler af erfaring.

BRANCHENYT
Læs også