Debat

Tillykke, Bolander – her er fremtidens vindersag

Coop Danmark skal skære alt det overflødige væk og satse langt mere på at lave en fuldendt digital butiksoplevelse, skriver adm. direktør for Grønttorvet i København

Lasse Bolander har siden 2008 været formand for Coop Danmark, der ejes af 1,7 mio. danskere og har 1.200 dagligvarebutikker. Foto: Stine Bidstrup.

Tillykke til Lasse Bolander, der lørdag sikrede sig endnu en periode som formand for Coop Danmark. Virksomhedens strategiske sats har favnet bredt over årene - lige fra bank og investeringsforening til møbelsalg og kafferisteri i Afrika. Også konkurrenten Dansk Supermarked har bevæget sig uden for kerneforretningen med sats på burgerrestauranter. Men er det virkelig vejen frem for de store detailgiganter?

Som mangeårig direktør i logistik- og fødevarebranchen ser jeg de største muligheder i omlægning af klassiske supermarkeder til online dagligvarehandel. Coop Mad er ligesom Nemlig.com og flere andre onlineplatforme et smugkig ind i fremtidens dagligvarehandel. Det er nok de færreste, der har fantasi til at forestille sig, hvor radikalt branchen vil ændre sig i de kommende årtier. Men dagligvaregiganterne har brug for en ledelse med fantasi og evnen til at tænke kreativt. Hvis jeg var dagligvaregigantchef for en dag, ville jeg skitsere en vision for fremtidens digitale dagligvarehandel med fokus på nytænkning af kundeoplevelse, betaling og distribution.

Selv om de klassiske supermarkeder næppe uddør, vil en større del af handlen foregå online. Derfor skal der øget fokus på den digitale brugeroplevelse, som på sigt bør omfavne moderne fænomener som virtual reality. Det kan give kunderne fornemmelsen af og stimulansen ved at gå rundt nede i SuperBrugsen, selv om de sidder hjemme i sofaen.

Platformene skal blive bedre til at forstå og præge kundernes behov og målrette relevante produkter mere specifikt. Hvis danskerne er mest tilbøjelige til at spise fisk om tirsdagen, skal kunderne mødes af tilbud på netop fisk om tirsdagen. Inden for betaling forskes der på højtryk i nye teknologier, der gør livet lettere for kunderne. Foreløbigt er Amazon pioner med en butik uden kasseapparater og ingen varer, der skal scannes. Kunden går bare gå ind, tager sine varer og går ud. Danske detailgiganter bør tænke i mindst lige så innovative baner. Det vil give pote hos kunderne, som er dødtrætte af lange køer.

Spørgsmålet er, om Bolander er indstillet på at droppe sideprojekterne, fokusere benhårdt på kerneforretningen og iklæde sig den digitale førertrøje i udviklingen af fremtidens dagligvarehandel.

Jens Faarup, adm. direktør i Grønttorvet København

Amazon er i fuld gang med at indgå partnerskaber om salg og distribution med supermarkedskæder verden over. Det kunne også være en løsning for de danske dagligvaregiganter. Sådanne strategiske partnerskaber vil få afgørende betydning i fremtiden.

Nytænkning på tværs af værdikæden bliver helt afgørende. Bolander og Coop har allerede et kæmpe apparat med optimerede varelagre, flow for milliarder af kroner og effektive distributionskanaler. Det giver en fordel over de nye onlineplatforme, der ganske vist er agile, men skal bygge en infrastruktur op fra bunden.

Spørgsmålet er, om Bolander er indstillet på at droppe sideprojekterne, fokusere benhårdt på kerneforretningen og iklæde sig den digitale førertrøje i udviklingen af fremtidens dagligvarehandel. Det må tiden og Bolander vise.

Af Jens Faarup, adm. direktør i Grønttorvet København Holding A/S

Læs også
Top job