Debat
BREAKING

Hvornår er man egentlig dansker?

Tanken er både grov og uforskammet. Måske. Men er man egentlig dansker, hvis man har fravalgt skatten, klimaet, blæsten og det flade landskab?

Så blev det konfirmationstid, og dermed også årstiden hvor et spidsvinklet budskab om indvandring og udlændingepolitik, fremført med høj og klar stemme hen over de hvide duge, kan gøre underværker for festsnakken. Som den dog kan tage til i styrke. Alternativt svinde ind til en hvisken. Prøv det.

Det toneangivende synspunkt i dansk erhvervsliv er, at virksomheder bør have nemmere adgang til udenlandsk arbejdskraft. Det budskab blev for eksempel fremført af en it-direktør for et par måneder siden. Direktøren kaldte det ”nærmest tragikomisk”, at de store partier taler om alle de udlændinge, de vil holde ude af Danmark, mens it-virksomheder ikke aner, hvordan de skal skaffe kvalificeret arbejdskraft.

Men – hvorfor ikke sætte gang i festsnakken med et indlæg fra en anden kant? Et indlæg om de små 200.000 danskere, der bor i udlandet, og om de egentlig kan kræve hævd på at være danske efter mange år og meget liv under fjerne himmelstrøg? Det er der sprængstof i. Stol på dét.

Skattelovgivningen har sin egen opfattelse af sagen. Selv om skatten ikke er kernen her. Den er jura.

Skattelovgivningen sætter regler for, hvor længe man kan opholde sig i kongeriget uden at betale til den store fælleskasse, der får tandhjulene til at snurre rundt. Man slipper for at bidrage, hvis man flyver ind fra det store udland og ud igen efter maksimalt tre måneder og holder nallerne fra enhver form for arbejde på dansk grund. Sådan kan man benytte vejnettet og nyde den danske sommer og slippe for skattebetaling til fædrelandet.

Men hvad siger det egentlig om noget? Vel ikke meget. Blot at nogle menneskers danskhed ikke indbefatter at lægge penge i den husholdningskasse, som andre betaler til.

Nej. Der er større ting på spil. For mangeårig selvvalgt udlændighed er ikke bare et tilvalg, men også et fravalg. Et tilvalg af hverdagsliv, tilstedeværelse og deltagelse i ét samfund. Og et fravalg af hverdagsliv, tilstedeværelse og deltagelse i et andet samfund – det danske. Et fravalg af at være en del af en organisme, der udvikler sig en smule hver dag, og i stedet være lejlighedsvis gæst, der ser til på afstand. Og måske undres.

For eksempel undres over hvad pokker der er sket i det lille land mod nord, siden forholdet til flygtninge og udlændinge kan overskygge alle andre emner på den politiske dagsorden. Dét giver måske ikke mening set fra en villa ved Genevesøen eller en lejlighed i Dubai. Men måske giver det mening, hvis man bor op ad afkørsel 46 ved Sydmotorvejen og 7. september 2015 så flygtninge traske mod nord i de spor, hvor der plejer at køre lastbiler og svenskere med Volvoen fyldt af tyske dåseøl.

Kan man overhovedet tillade sig at tænke sådan? At danskhed kræver tilstedeværelse og hverdagsliv i Danmark? Eller er tanken grov og uforskammet?

I dag kan man tillade sig at tænke meget, som var utænkeligt for ikke så mange år siden. Det kunne heller ikke siges. For der var ikke noget sprog for det. Der var for eksempel ikke noget sprog for, at en far – eller mor – der tilbringer sine vågne timer fjernt fra familiens hverdagsliv på enhver måde kan være en fremragende forsørger, men måske en knapt så fremragende forælder. 

Hvorfor? Fordi rollen som far eller mor ikke kan passes af au pairen, der passer husholdningen, sekretæren, der passer kalenderen, eller gartneren, der passer haven. Der mangler noget. Og kvalitetstid søndag formiddag og i sommerferien gør ikke jobbet. Et tilvalg af mødelokaler, transitlufthavne og weekendseminarer er et fravalg af nærvær og »vil du have en tomat med i madpakken i dag?« Man må vælge. Man må føle sig som forælder alt det man vil. Men det er ikke pointen.

Pointen er, om man er det. Når skolen har været uendeligt dum, men en kop kakao og en snak kan redde dagen.

På samme måde: Man må føle sig som dansker alt det man vil. I Zürich, London, Aix-en-Provence, Beverley Hills, Dubai, Port d’Andratx eller hvor man har valgt at tilbringe sin udlændighed. Og uanset motivet. Selvklart. Ingen smalle steder her. Men det er ikke pointen. Pointen er, om man egentlig er dansker, hvis man har fravalgt klimaet, skatten, efterårsblæsten og det flade landskab? Prøv at send den kommentar over de hvide duge. Så kommer der gang i snakken.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Læs også