Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

I Kina spiser de friske laks fra en kæmpefarm langt nede i havets dyb

Forskning i de dybe oceaner er i Kina en national topprioritet. Området er så tilpas underudviklet i resten af verden, at man hurtigt kan blive verdensførende, vurderer kineserne. Laksefarme under havets overflade er blot en sidegevinst.

Friske laks fra Kina var indtil for ganske nylig helt utænkeligt.

Vandet i de kinesisk farvande er alt for varmt til at rumme koldtvandsfisk som laks.

Det vil sige – i hvert fald tæt på overfladen.

Men går man i dybden i Det Gule Hav, løber der kolde havstrømme, som gør det muligt at drive laksefarme på omkring 50 meters dybde. Det kinesiske Wuchang Værft har nu løst de teknologiske udfordringer og udviklet en gigantisk netomspunden konstruktion, Shenlan 1, der kan hæves og sænkes i takt med havstrømmene. Det er verdens første af sin slags, og Kina bliver det første land i verden, der bliver i stand til i stor stil at producere koldtvandsfisk i de varme tropiske have.

Det er ikke tilfældigt, at Kina er helt fremme i en teknologisk baseret udvikling af oceanernes muligheder. Forskning i de dybe oceaner er en national topprioritet på linje med rumfart. Det er et område, som Kina vurderer er så tilpas ignoreret eller underudviklet i resten af verden, at kineserne relativt hurtigt kan blive verdensførende.

Derfor pumper Kina masser af midler i udforskning og research af mulighederne. Fiskeopdræt på 50 meters dybde er reelt kun en sidegevinst, men samtidig et gennembrud der med sædvanlig kinesisk fremdrift, kan blive en gamechanger for hele fiskeindustrien.

I 2016 konsumerede kineserne over 100.000 tons importeret laks!

De store gennembrud ligger dog i udvindingen af de metaller og mineraler, som man ved befinder sig på bunden af oceanerne – og i eftersøgningen af nye forekomster.

Det er en forholdsvis eksklusiv kreds af nationer, der har kapacitet, penge og kommercielle ambitioner til at gå i dybden. Det kræver en licens overhovedet at få tilladelse til det. FN-organisationen International Seabed Authority, der opererer under FN’s havretskommission, udsteder licenserne. Kina råder i øjeblikket over tre af de 27 eksisterende, og kineserne kontrollerer minerettigheder over større arealer end noget andet land i verden.

Efterforskning og udvinding er rasende dyrt og risikabelt. Et overvejende canadisk projekt bakket op af kinesisk kapital målrettet et område ud for Papua New Guinea er endelig blevet søsat efter flere års forsinkelse. Mineskibet Nautilus er blevet bygget på et kinesisk værft og søsat i slutningen af marts. Det skulle have indledt brydningen af guld og kobber på 1,6 kilometers dybde i 3. kvartal af 2019, men en talsmand for selskabet vurderer, at der vil støde yderligere forsinkelser til.

Om 14 dage holder branchen en stor konference i London, hvor der vil blive gjort status over de hidtidige resultater – og blive kigget fremad. Det syvende Sea Mining topmøde i London samler ikke mindst de kommercielle spillere i genren for at præsentere de nyeste frontlinjer og forskningsresultater.

Generelt er de teknologiske udfordringer blevet løst. Problemet er profitabiliteten. I en researchfase står udgifterne alene og er kun et spørgsmål om risikovillige investorer eller statslige beslutningsprocesser.

... med den nuværende udvikling i efterspørgslen på f.eks. nikkel og kobolt vil landjordens ressourcer være udtømt om cirka 40 år.

Jan Lund, konsulent, forfatter og kommentator med base i Singapore

I den kommercielle fase er fokus på bundlinjen – ikke i havet, men i regnskaberne. Det er så dyrt og usikkert at drive miner på havbunden, at det er vanskeligt at kalkulere bare nogenlunde præcist med udsigten til at kunne tjene penge på at udvinde metaller, der prisfastsættes afhængig af efterspørgslen på verdensmarkedet.

Lige nu bæres det globale behov for metaller som nikkel, kobolt, kobber og mangan af mobiltelefoner, solceller, batterier og anden teknologi. Men ingen ved, hvor længe det holder.

Hvad man ved er, at med den nuværende udvikling i efterspørgslen på f.eks. nikkel og kobolt vil landjordens ressourcer være udtømt om cirka 40 år. Men det kræver mere end almindelig indsigt at forudse efterspørgsel og priserne omkring 2060.

Ydermere vil også havbundens reserver være udtømt omkring år 2100, så der vil sideløbende foregå en udvikling af produkter, der vil overflødiggøre disse metaller.

Men set fra Kinas side er det mere end bare kommercielle projekter. Det handler også om en fremtidssikring af adgangen til ressourcerne og om den innovation, der er forbundet med at arbejde i ukendte territorier som havets dybe oceaner.

Foreløbig har det ført til laksefarme i Det Gule Hav – og potentiale til at drive fiskefarme med alt det, der svømmer rundt i f.eks. Kattegat og Nordsøen.

BRANCHENYT
Læs også