Serier

Vend hver en sten, Jarlov

Det er glædeligt, at den nye erhvervsminister skærper retorikken og holder alle døre åbne for at placere et straffeansvar i Danske Banks hvidvaskskandale

Hvidvask i Danske Bank

Det er med en prisværdig aggressivitet, at landets nytiltrådte erhvervsminister, Rasmus Jarlov, lægger fra land.

Den 41-årige Jarlov overtager med ministerjobbet nemlig det øverste ansvar for landets banker og dermed myndighedernes håndtering af Danske Banks usmagelige hvidvaskssag. Indtil videre har Finanstilsynet kun takseret skandalen til et rap over nallerne, og man kunne frygte, at sagen langsomt ville løbe ud i sandet. Men Jarlov har heldigvis skruet gevaldigt op for retorikken.

Allerede søndag formiddag kaldte den konservative profil sagen en »skamplet« på twitter og garanterede, at han »ikke vil holde hånden« over banken. Men det er særligt Jarlovs udtalelser om jagten på at placere et ansvar, man skal bide mærke i: »Bagmandspolitiet er stadig i gang med at undersøge, om der kan rejses en sag mod Danske Banks ledelse,« sagde erhvervsministeren til DR mandag.

Her sætter ministeren fingeren på et ømt punkt: De danske myndigheders næste skridt. Finanstilsynet leverede sin 27-sider lange afgørelse i maj og på trods af en sønderlemmende kritik af Danske Banks egenkontrol og ledelse, var konklusionen overraskende vag. Tilsynet udstedte ingen bøder, og man sendte ingen politianmeldelse videre til bagmandspolitiet. Kun en række påbud og påtaler.

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet har været særdeles fåmælte, siden Berlingske bragte de første hvidvaskafsløringer sidste forår. Det har faktisk været uklart, om det såkaldte bagmandspoliti overhovedet efterforskede skandalen. Bagmandspolitiet kan godt selv starte en efterforskning, men man begynder næppe at granske landets største bank uden en anmeldelse fra landets øverste finansielle myndighed, Finanstilsynet, lyder vurderingen fra eksperter. Og den anmeldelse har man altså ikke.

Ministerens udtalelser tyder nu på, at politiet faktisk er i gang med at efterforske sagen. Det kan man kun bifalde.

Det er vigtigt at understrege, hvor alvorligt et lovbrud hvidvask er. Landsretten skærpede for nylig en afgørelse fra byretten i en sag om netop hvidvask. Retten idømte to mænd fra et vekselkontor på Nørrebrogade hårde fængselsstraffe. De to svindlere, en far og søn, fik en bøde på 111 mio. kr. og seks års ubetinget fængsel for at have vasket 223 mio. kr. hvide. Til sammenligning hvidvaskede Danske Bank værdier for mindst 25 milliarder kr.

Man kan undre sig over, at sagens alvor ikke har fået Danske Banks bestyrelsesformand, Ole Andersen, til at fyre direktør Thomas Borgen endnu. Den manglende fyreseddel bestyrker bare det indtryk, at bankens offentlige angren er halvhjertet.

Magnus Barsøe, debatredaktør

Man kan undre sig over, at sagens alvor ikke har fået Danske Banks bestyrelsesformand, Ole Andersen, til at fyre direktør Thomas Borgen endnu. Det fremgår lysende klart af Finanstilsynets afgørelse, at Borgen selv er fedtet dybt ind i sagen. Borgen var bl.a. ansvarlig for bankens udenlandske aktiviteter i en årrække, imens hvidvasken stod på. Den manglende fyreseddel bestyrker bare det indtryk, at bankens offentlige angren er halvhjertet. Hvis man virkelig så på alvor på handel med kriminelle for 25 mia. kr., så havde man jo for længst skilt sig af med topchefen.

Rasmus Jarlovs hårde linje lover godt. Lad os håbe, at ministeren sætter handling bag ordene, og at myndighederne presser på for at placere et strafferetsligt ansvar i den nok værste hjemlige erhvervsskandale i nyere tid. Det vil være beskæmmende for den almindelige borgers retsfølelse, hvis en håndfuld tandløse påbud bliver den endelige dom.

Magnus Barsøe er debatredaktør. Følg ham på @MagnusBarsoe eller skriv på magnus.barsoe@finans.dk

Læs også
Top job